Sig Nordkorea, og der kommer grumme billeder på nethinden. Ikke mange har set det selv, men meldingerne derfra, øjenvidneskildringer, beretninger fra de turister, som trods alt vover sig ind, samt de mere farverige beretninger fra journalister, som besøger landet med skjulte dagsordener, alle maler de et mørkt og trist billede.

En ledelse, der prioriterer sig selv og sin politiske overlevelse, uanset omkostningerne, og herunder altså har udviklet sin egen atombevæbning og missiler til at fremføre den dødbringende last. Det ku’ dårlig være værre. Hvad kan man stille op?

I disse dage og uger er der en smule opbrudsstemning blandt politiske aktører og iagttagere, der følger udviklingen i Nordøstasien. De resultatløse forhandlinger, som år efter år er gennemført i Beijing med deltagelse fra Nordkorea og alle dets naboer samt USA, de såkaldte sekspartsforhandlinger om landets atomprogram, kommer igen til at danne ramme om nye forhandlinger.

Der er en aktiv rejseaktivitet mellem parternes hovedstæder på relativt højt diplomatisk niveau, og ikke mindst USA og Nordkorea mødes ’off the record’ for at bane vej for et nyt forhandlingsforsøg. Men hvad skal denne snak til for?

Er der overhovedet noget at stille op, er Nordkoreas ledelse ikke uden for pædagogisk rækkevidde? Det er jo de samme folk, de er ikke skiftet ud siden sidst og bliver det heller ikke lige med det første,

I Nordkorea er alt ved det gamle, men omverdenen er ændret. Det vigtigste nye, der er sket, er selvfølgelig, at USA har en præsident fra det demokratiske parti, som bl.a. gik til valg på at ville tale med sine fjender, for vennerne er det jo ingen kunst at mødes med, som han udtrykte det.

Præsident Obama og hans administration har i forhold til Nordkorea en overvejende positiv arv fra Bill Clinton. Nok overvejede han et militært angreb i 1994, men i 2000 var han lige ved at styre en omfattende aftale i havn, men nåede det ikke.

Så kom den unge Bush: Forbedrede relationer og udkast til aftaler blev fejet af bordet. G.W. Bushs første periode lignede optakten til et opgør på liv og død mellem de to arvefjender.

I Nordkorea var man overbevist om, at det endelige slag var nær, og gik dybere ind i den permanente undtagelsestilstand.

Amerikansk selvransagelse
Fæstningen Nordkorea skulle gøres yderligere uindtagelig, men mere end det, den skulle gøres uangribelig. Hvordan? I det fattige land, hvor to måltider var blevet en luksus, hvor befolkningens daglige overlevelse i udstrakt grad var blevet afhængig af international nødhjælp, valgte regeringen at prioritere militær oprustning og satse voldsomt på at udvikle et atomforsvar.

Dette til trods foregår der lige nu en hektisk aktivitet for at forberede nye forhandlinger. Hvad skyldes det?

Primært skyldes det, at Obamas folk har forladt ideen og planerne om at arbejde aktivt for at styrte det nordkoreanske regime. Erfaringen har vist, at det var en blindvej, den eneste effekt, man kunne registrere, var, at det nordkoreanske regime blev yderligere styrket.

I øvrigt er det så som så med registreringen. En tidligere CIA-chef i Sydkorea har gentagne gange, også for ganske nylig, udtalt, at Nordkorea var og er CIA’s største fiasko, hvilket siger en hel del.

Konsekvensen af denne erkendelse er at indstille sig på situationen, som den er. Men herudover foregår der også en vis selvransagelse i den amerikanske administration: nok er de grimme, de nordkoreanere, men i hvor høj grad har vi, USA, bidraget til, at det gik, som det gik?

Er nordkoreanernes beskyldninger om, at USA var på nippet til at søge en militær løsning på problemet, grundløse? Dette bliver ikke drøftet i fuld offentlighed, men selvfølgelig ved de involverede, at nordkoreanerne ikke er helt forkert på den.

Og når man har tænkt den tanke, så giver det sig selv, at også mange andre ting bør ses i den sammenhæng.

Hvis det nordkoreanske atomforsvarsprogram var en konsekvens af en reelt eksisterende militær trussel, så var det stadigvæk forkastelig af ledelsen i et meget fattigt land at prioritere militær oprustning og dermed forårsage hungersnød og død i befolkningen.

De nordiske lande kan hjælpe
Men var de eneansvarlige? Den tidligere sydkoreanske præsident og nobelprismodtager Kim Dae-jung udtrykte det på denne måde: Nordkorea reagerer på omverdenen. Hvis omverdenen presser og truer, så svarer Nordkorea igen med samme mønt.

Hvis omverdenen derimod gør det modsatte, så indstiller også Nordkorea sig på dialog og samarbejde. Set i dette perspektiv er det i høj grad omverdenen, der bestemmer det nordkoreanske regimes udenrigspolitik, og dermed langt hen ad vejen indenrigspolitikken.

Vi ved, at Kim Jong Il kan spille rollen som diktator, men kan han også, hvis omverdenen vil, spille rollen som reformator? Det er en mulighed, og den bør afprøves.

Omverdenen er først og fremmest USA. Men det er også os andre. Den nuværende amerikanske regering har klart tilkendegivet, at man meget gerne ser, at andre lande end de fire naboer og USA engagerer sig i at bistå Nordkorea i den igangværende reformproces.

Og Nordkorea har tilsvarende udtrykt ønske om at få hjælp til bl.a. at opdatere kundskaberne hos landets økonomiske aktører.

Den eksisterende viden om relationernes betydning for, hvordan ledere og lande agerer og udvikles, eller går i stå, burde befordre de nordiske lande til at melde sig på banen med tilbud til Nordkorea om uddannelse til de folk, som i årene, der kommer, skal være med til at styre landet ud af isolationen.

Det ville være et seriøst humanitært bidrag med store perspektiver for 23 millioner nordkoreanere, for Østasien og for resten af verden.