Foto: Christina Hagen
Debat

Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt

Uanset om hun er tyk, tynd, grim eller lækker, bliver kvinden vurderet. Kvinder kan ikke snige sig uden om det liderlige blik, som i sidste ende kun tænker på én ting. Medmindre hun får sig en dobbeltgænger.

Debat

BLANDT DE skønlitterære redaktører på de store forlag er det ikke nogen hemmelighed, at skal du som kvinde sælge bøger, er det en stor fordel, at du er lækker og har gode billeder. »Det skal nok gå med bogen, du ser jo godt ud på dine forfatterfotos«, som en redaktør for nogle år siden sagde til en dygtig kvindelig kollega.

Jeg har selv, med mine egne ører, hørt deltagere ved litterære højskolearrangementer erklære sig »skuffede« over en forfatterindes udseende i »virkeligheden«. Jeg har selv forsøgt at finde mit ståsted i alt dette, men må erkende, at uanset hvad man gør som forfatter, spiller ens udseende en efterhånden ganske stor rolle. Man lader sig retouchere frivilligt, eller man bliver retoucheret ufrivilligt.

Man kan spille med og udnytte markedet, eller man kan protestere, men man slipper ikke for at blive vurderet og begæret og elsket og hadet for alt andet end det, der står i de bøger, man skriver.

I JUNI MÅNED 2014 valgte jeg at få mig en body double. Det gjorde jeg, fordi jeg oplevede en manglende lyst til at læse op, lege stereotypt iscenesat kvinde for avisernes fotografer og stille op til tv-interviews.

Det ekstreme fokus på den kvindelige forfatters udseende og privatliv, der fuldstændig overskyggede bøgernes indhold, gjorde mig trist. Min body double var indstillet på at overtage mine offentlige optrædener, mod at der forelå en officiel forklaring på hvorfor. Personligt kunne jeg sagtens have undværet den forklaring og blot have fået mere ro og lyst til at gøre det, der er mit job: at skrive bøger.

Min motivation for overhovedet at skrive er at vise det frem, vi helst gemmer væk i skabet, allerbagerst. Det kunne være sædpletterne, aggressionerne, det forlorne og den kvindelige, lillepigede afhængighed.

Med mine projekter og min skrift forsøger jeg at sætte ild til den store bunke lort, vi har liggende midt på stuegulvet, som vi alle sammen tripper hen over i vores små stiletter, økosandaler og blankpolerede business-sko. Fokuserer man nok på skilderiet af den brølende hjort lige over sofaen, behøver man faktisk ikke rigtig registrere lorten på gulvet.

Heldigvis dufter både lort og violer sødligt, og næsten ens, for mange velopdragne næser.

LORTEN ER, i det her tilfælde, kvinden.

Jeg frygter ærligt og reelt, at der kommer en dag, hvor man som kvindelig forfatter, kvindelig tv-journalist, kvindelig skuespiller (og andre erhverv, hvor man skal vurderes af øjne) ganske enkelt ikke har en stemme, hvis man ikke ligner en, som andre kvinder gerne vil ligne. Hvis man ikke ligner en, som mænd gerne vil kneppe.

De grå lokker, der sidder på Anja Bo fra Deadline, diskuteres flittigt af kvinder, som om hun på provokatorisk vis havde tilvalgt at være sig selv. Kvindelige nyhedsværter er, midt i krig og ødelæggelse, iført tårnhøje fuck me-shoes, mens den bekymrede pande er lammet af Botox.

SOFIE LUND HANSEN, min body double, mødte jeg i efteråret 2013 i foyeren på Det Kongelige Teater.

Efter jeg havde haft en offentlig samtale om ' hvide mennesker, der rejser ud i verden' med Jørgen Leth, kom Sofie hen til mig.

Hun sagde, at hun var danskstuderende og havde læst mine bøger og at hun selv skrev tekster, hun gerne ville have mig til at kigge på.

Normalt læser jeg ikke manuskripter, og jeg vejleder ingen forfatterspirer, men jeg tænkte, at lige netop hende her var så smuk, at kunne hun formulere sig bare ganske godt, havde hun sandsynligvis en stor fremtid for sig inden for litteraturverdenen.

Et naturtalent for at flirte, den skønneste ungpigede kejtethed, de flotteste lange ben, store læber og iført en fantastisk divajakke af grå pels. Derudover var hun intelligent. Og det var faktisk allerede der, jeg spontant gav hende et jobtilbud og min mailadresse.

Nogle aftener forinden, til en offentlig optræden, havde en ung mand nævnt, at min frisure ikke var »særligt inviterende«. Han rettede på den på stedet. Andre havde sagt, at jeg virkede meget nervøs, og jeg måtte undskylde og sige, at mit liv var lidt rodet, og min stemme og mine øjne bar præg af, at jeg havde kæmpe kærestesorger.

Den aften, da jeg mødte Sofie, bar jeg de sko, en arrangør tidligere på året havde kommenteret positivt. Det var også den aften, man nævnte, at jeg virkede lidt kølig, og den aften, en kollega nævnte, at jeg »så virkelig godt ud«.

DER ER TIDER, hvor jeg elsker at optræde, og der er tider, hvor jeg ønsker mig at sidde hjemme foran fjernsynet i stedet - iført joggingtøj og med det fedtede hår hængende ned over panden. Den voldsomme opmærksomhed omkring ens person, de sko, man har på, om man er fuckable eller ej, gør, at jeg indimellem mister modet.

Jeg ved ikke, hvor mange intellektuelle glas hvidvin jeg har set hældt ned i en tilskuers hals, men jeg ved, at både mig og mine kolleger ofte får komplimenten: »Jeg har ikke lige fået læst din bog, men jeg læste interviewet i Politiken, og du virker supersej.«

I orkanen af Vibskov og Goya-fashionable litteraturfans, der ikke lige har fået læst bøgerne, savner man indimellem de gode gamle, ormeædte nørder i fodformede sko, som rent faktisk vidste, hvad der stod på siderne. Derfor var det en kæmpe lettelse, da Sofie endelig sagde ja til at være min body double. Aftalen var, at hun skulle tage sig af alle offentlige optrædener og skrive de bestillingsopgaver, jeg ikke syntes var relevante for mit forfatterskab.

Det var, ganske indlysende, et meget arrogant arrangement.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I løbet af den korte tid glædede jeg mig over at sidde derhjemme, langt fra showbiz, og skrive nye digte. Men det var også opslidende og tidskrævende. Sofie var Bambi på glatis og måtte, ung og medienaiv, se sine udsagn konstant fordrejet.

Hun blev afbrudt og skudt på, og hun var nervøs, inden og efter hun kom hjem fra slagmarken. Sådan er gamet, og jeg kan faktisk godt lide den voldelige del af det.

Det konstante fokus på det ydre frem for det, der kommer ud af munden og fingrene, vænner jeg mig dog aldrig til.

BODY DOUBLE-projektet er blevet hyldet af nogle og latterliggjort af andre som et navlepillende og ligegyldigt projekt. Jeg er ked af sige det: Det her handler ikke om mig. Det handler om accepten af det blik, der er på kvinden i 2014, som vi er gode til at overbevise hinanden om ikke længere findes. Nu kan vi jo tjene vores egne penge, nu skriver vi kloge bøger, nu tager vi lange uddannelser, og kvinder kan få et barn alene uden en mand.

Men vis mig det dameblad, der interesserer sig for den fantastiske karriere, tilhørende kvinden med det skrækkelige ansigt. Overbevis mig om, at de kvindelige eksperter, kommentatorer, journalister, skuespillere og forfattere, vi ser på billeder i avisen og i fjernsynet igen og igen og igen, ikke tilfældigvis er overrepræsenteret af de kvinder, der er gode for øjet. Det her er ikke en hetz mod smukke kvinder, men det er en problematisering af den automatiske selektion. Vi taler om stærke kvinder, modige kvinder og intelligente kvinder i en tid, hvor vi ikke kunne være mere ligeglade med dine tanker og din kunnen, hvis du med dit ansigt og din kjole ikke også ligner en dukke, vi gider at lege med.

DA JEG FOR en måned siden holdt foredrag på en højskole, kaldte en ung studerende mine idealer for utopiske. Og jeg må nok desværre give ungdommen ret.

Da modedesigneren Tom Ford i 2010 benyttede pigebørn i børnehavealderen, iført guldstiletter og sexede cocktailkjoler, akkompagneret af sovekammerøjne og sexinviterende stillinger, i fransk Vogue, vakte det ramaskrig.

Ikke alle forstod metalaget i mit body double-projekt; sådan gik det også for Tom Ford. Og hvordan skulle man dog også, i en overfladefikseret tid, kunne få øje på, at der bliver peget på et problem med en ekstrem iscenesættelse? Den ekstreme iscenesættelse minder så meget om virkeligheden, at vi ikke kan se, hvad der er hvad. Fra det sekund en pige bliver født, bliver hun komplimenteret for sine skønne øjne, de fine sko, det krøllede hår.

Det er helt naturligt. Vi er flasket op med, at det værste, en pige, og en kvinde, kan være, er grim, og at det, der er indeni, er sekundært.

»ALLE KVINDER er skønne«, hujer de politisk korrekte og poster på Facebook flittigt billeder af kvinder med nuttet buttede røve, ' lidt på sidebenene' og hår under armene. ' Hurra, hurra!', tænker vi og fejrer endnu en beskuelse. ' Vi Elsker Stærke Kvinder', står der på forsiden af Alt for Damerne og Eurowoman, efterfulgt af en lækker modeserie med pencil skirts og flotte computertasker til ' business-kvinden'.

Vi kan brænde vores bh'er, og vi kan være ' stærke' og ' selvstændige', men vi accepterer at lade os vurdere på vores udseende i en absurd grad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

JEG HAR KØBT min returbillet fra Utopia og sat min smukke, unge body double tilbage på græs per 21. august, hvor hun læste op for sidste gang i Osramhuset, Nørrebro.

Projektet er slut. Jeg er kommet til fornuft.

Forretningskvinder, kvinder med former, kloge kvinder og realitystjerner derude, glem alt om mit skøre lille optrin, for hvorfor egentlig forsøge andet end at se godt ud, når nu det er det, vi altid har gjort? I det Utopia, jeg snart forlader, er det interessant for damebladene at beskæftige sig med den tykke, acnebefængte kvinde med de hængende kinder, hvis hun har en hjerne, vi kan lære noget af. I Utopia sidder styrken hverken i en dusk under armene eller i en cool herresko ' nu til kvinder' - styrken sidder i det, kvinden føler sig som, det, hun udretter, og det, hun kan inspirere os med.

Jeg savner at se de ældre kvinder, pletskaldede og ufeminine kvinder, kedelige og leverpostejfarvede kvinder - i hobevis - i aviserne og i fjernsynet, i modemagasinerne og til offentlige optrædener, side om side med de klassiske skønheder. Hvor ville det være fantastisk, hvis vi engang flyttede til Utopia sammen og kunne fortælle vores døtre, at det primært er udseendet af det indre landskab, udviklingen af deres selvstændige tankegang og modet til at turde forandre tingenes tilstand, der gør, at de er noget værd som kvinder og vigtige for alle os andre.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Live: Støjberg i samråd om ulovlig instruks

    Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklarer sig nu på det andet samråd i sagen om ulovlig tvangsadskillelse af alle mindreårige fra deres samlevere på danske asylcentre i februar 2016.

    Se om Inger Støjberg holder fast i, at der er blevet administreret korrekt eller om hun igen ændrer forklaring og kommer med nye indrømmelser i sagen, som du kan blive klogere på i denne guide.

    Hvad bliver årets sommerhit?

    Justin Bieber koncert  i Aarhus juni 2017
    Politikens Poptillæg:

    Hvilken sang kommer vi alle sammen til at få på hjernen denne sommer? Og hvilken sang kommer til at dominere højtaleranlæggene på Roskilde Festival og de trådløse højtalere på sommerhusterrassen? Politikens Poptillæg mindes de solbeskinnede klassikere og irriterende ørehængere og kommer med et bud på, hvordan denne sommer kommer til at lyde.

Annonce