Det diskuteres for tiden heftigt, hvorvidt DR med sin programpolitik bevidst undertrykker faglighed for i stedet at forfølge kommercielle succeskriterier.

»Det er ikke længere udsendelsernes kvalitet eller alsidighed, der er afgørende, derimod hvor mange der lytter eller ser. (…) Popularitet avler politisk velvilje i den grad, at overfladiskhed er blevet en kerne i vor tids kulturkoncept«, hævdede således Steen Frederiksen, der netop er gået på pension efter at have været P2 kanalchef og musikchef i DR. (Information 31. januar).

24. februar viede Politiken en hel kommentar af Thomas Michelsen til emnet, idet anmelderens hårde dom for nylig over den kraftigt reviderede P2-sendeflade fremkaldte noget så usædvanligt som en veritabel anmelderstøttelæserstorm.

I almindelighed skælder læsere jo ud på anmeldere – men ikke her. P2 er i kvalitetsmæssigt frit fald, var frustrerede radiolyttere enige om. Fagligt indsigtssvage ledere sætter de musikkyndige radioværter uden for indflydelse i den nye kultur på DR, hedder det i kritikken. Oplysende magasinprogrammer likvideres. Sammenhæng ofres til fordel for rastløshed og et minimum af information – og ikke kun på P2.

»Videnstung« og »vidensbelastet« bruges angiveligt i ramme alvor som skældsord internt på DR. Et ligegyldigt underholdningsprogram som X Factor udgør for tiden DR’s fremmeste profilering og legitimering.

Måske var det et udslip, da chefredaktør for musik i DR, Ole Mølgaard, afviste kritikken med det argument, at P2 i sin nuværende form har flere lyttere (uden dog at fortælle, hvor mange flere …). Derved demonstrerede han nemlig, at lyttertal vurderes som en kvalitet i et program. For er DR virkelig faldet til politikerpatten i en grad, så populistisk overfladiskhed og ukritisk, tandløs underholdning ligefrem er blevet til målsætninger i den licensfinansierede medievirksomhed, der skulle sikre den danske befolkning kritisk journalistik og kompetent vidensformidling?

Det hævder DR selv jo, at man ikke er. Kortene holdes tæt til kroppen. Debatten vedrørende DR’s aktuelle succeskriterier hviler derfor på gisninger.

Men lad mig bidrage til diskussionen med en selvoplevet historie, der måske giver et fingerpeg. For et par måneder siden blev jeg kontaktet af redaktionen bag kulturmagasinet ’Smagsdommerne’ på DR 2 – om jeg kunne tænke mig at medvirke og i givet fald stille op til prøvefilmning?

Jeg takkede ja og troppede op som aftalt i DR Byen sammen med en flok andre kulturmennesker, der også skulle aflægge prøve. Vi skulle sidde foran de snurrende kameraer og diskutere en film, vi forinden havde set.

Selv var jeg ganske tilfreds med forløbet – i den forstand, at det lykkedes mig at få sagt, hvad jeg gerne ville, og give et realistisk indtryk af mig selv i den situation. Programmets studievært, Adrian Hughes, tog afsked og lovede os hver især at melde tilbage snarest. Kort efter modtog jeg en e-mail, hvori programværten i yderst venlige vendinger meddelte mig, at man desværre ikke mente, at jeg passede til udsendelsen, og takkede nej til min medvirken. Her kommer begrundelsen – sådan som Hughes fremstillede den i sin mail:

Jeg havde fremtrådt sikkert og kompetent og med et klart autoritativt udgangspunkt for mine vurderinger – hvorved jeg blev en nærmest ’klassisk’ Smagsdommer. Han og redaktionen vurderede, at jeg – muligvis ubevidst – kom til at accentuere det seriøse frem for det almindeligt sludrevorne ... Hvilket man efter temperament kunne kalde en hård kritik af mig eller af programmet, som Hughes skrev.

Problemet, forklarede Hughes, var, at idealet af en smagsdommerdiskussion er, at det skal være som en underholdende, løssluppen middagssamtale, som er så livlig, at man ikke behøver at bunde rødvinen for at få aftenen til at gå. Men dén målsætning havde det ikke virket, som om jeg delte. I dummyen havde jeg i hvert fald mere virket, som om jeg deltog i et hardcore P1-program a la Agenda eller Apropos, skrev Hughes, end i det mere overfladiske og løsslupne ’Smagsdommerne’.

Her kom Hughes i tvivl om, hvorvidt dette måske var for strengt at skrive til mig i en mail, og tilbød, idet han opgav sit mobilnummer, at jeg kunne ringe til ham for at vende det mundtligt, hvis jeg følte behov.

Ret syret. Fornærmet var det da virkelig svært at blive – sådan set. Tonen i mailen var venlig og overmåde omsorgsfuld. Redaktionen havde desuden lige fra begyndelsen understreget, at det ikke var sikkert, at man endte med at komme med i programmet. Jeg havde følt mig godt behandlet under castingen og haft sjov af at være med. Og da jeg desuden havde følt, at prøveoptagelserne gav et realistisk billede af mig, syntes jeg, at redaktionen såmænd havde et godt grundlag for at foretage deres vurdering.

De havde jo ret i, at jeg ikke delte den skitserede målsætning. Fair nok. Jeg havde ikke noget at beklage mig over. Ikke personligt.

Det, der gjorde mine øjne så store som tekopper, da jeg modtog afslaget, var at blive indviet i de overvejelser og idealer, der åbenbart ligger bag et kulturmagasin på DR. At det nemlig skal være som en underholdende, løssluppen middagssamtale, som er så livlig, at man ikke behøver at bunde rødvinen for at få aftenen til at gå. Overfladisk og løssluppen er plusord – mens det da slet ikke går at virke seriøs, sikker og kompetent samt have et klart autoritativt udgangspunkt for sine vurderinger! At accentuere det seriøse frem for det almindeligt sludrevorne går heller ikke.

P1 er åbenbart blevet en slagsfrygteligt skældsord. I hvert fald anses det for så knusende en dom at virke, som om man deltager i et P1-program, at der samtidig må tilbydes en hotline til studieværten for at få traumet bearbejdet …

Måske skulle man bare grine ad absurditeten. Dertil kommer, at redaktionsgruppen med Hughes i spidsen forekom mig at være venlige og betænksomme mennesker, der gerne ville behandle programmets medvirkende godt – ligesom de jo ikke personligt bestemmer over DR’s overordnede programpolitik.

Men alligevel …

At det ikke er tomme ord, kan man jo bare se programmet for at blive klar over. De principper, der gives udtryk for i mailen, svarer ganske nøje til, hvordan de konkrete udsendelser af ’Smagsdommerne’ falder ud.

Og jeg forstår ikke, at DR’s kulturmagasin absolut skal være kunstfjendsk i sin grundholdning! Ja, det mener folkene bag magasinet begribeligvis ikke, at det er. Men det mener jeg – al den stund kunstens anliggende stadig må antages at være eksistensen – hvad vil det sige at være menneske? – at søge dybde frem for overfladiskhed, indsigt frem for ubevidsthed, oprør frem for underkastelse.

Men ’Smagsdommerne’ vil, fortæller man helt eksplicit i en mail, gå imod alvor, fordybelse og seriøsitet, man vil tilstræbe, at talen om kunst bliver på den uforpligtende middagskonversations betingelser. Og det står for mig at se i diametral modsætning til, hvad man må forstå, at kunstskabelse handler om og drives af.

Jeg mener således, at ’Smagsdommerne’, med den målsætning, redaktionen formulerer, er kunstfjendsk, fordi programmet åbenbart helt bevidst ønsker at skubbe det ud, som man ellers må antage er kunstens emne og kunstens anliggende. Var det så bare et kulturprogram ud af mange. Men det er det jo netop ikke!

Måske er det også bare, fordi den film, jeg blev bedt om at tage stilling til, var ’Diamond Daisy’ af Simon Staho – en kompromisløs ung, dansk filmskaber, hvis oprivende fortælling om en ung kvinde i klemme mellem moderskab og kunstnerambitioner i et originalt formsprog insisterer lidenskabeligt på en lammende civilisationskritik … Denne film ville man forlange diskuteret på den uforpligtende middagskonversations betingelser …

Da ’Smagsdommerne’ i sin tid blev skabt, opfattede jeg titlen som en klar ironisering over Anders Foghs berømmelige første nytårstale, hvori han som bekendt blæste til værdikamp imod eksperttyranni og ’smagsdommere’.

Jeg opfattede ved lanceringen programmet som en oprørsk insisteren på det, Anders Fogh/regeringen dengang forsøgte at mistænkeliggøre. I ’Smagsdommerne’ ville DR satse på med hjælp fra kapable intellektuelle og kunstkendere at åbne kunsten og kunstens indsigter op for den bredt kulturinteresserede seer (som jeg nemlig tror findes ...). Eventuelt på en lidt flabet måde. Og fint! Ja, det troede jeg da.

Men desværre var det mere og mere, som om kulturprogrammet faktisk overtog den mistænkeliggørelse og afvisning af samfundskritik, fordybelse, intellektualitet, eksistentiel søgen etc. , som lå i Foghs såkaldte værdikamp. Det blev til mistænkelige størrelser – også i DR’s eget kulturprogram – således at ironien over for kultur i stedet for at kunne rettes offensivt imod regeringen slog indad i en frygt for det alvorlige og insisteren på overfladiskhed. Ærgerligt.

Jeg havde da undt Fogh noget modspil på den front. Men frem for alt er jeg virkelig forundret over at erfare, at kulturjournalister anser – for det må de jo gøre – at sludrevorn overfladiskhed er nødvendigt, hvis noget skal handle om kunst på fjernsynet. Og jeg er oprevet over det selvhad, jeg oplever må have ramt mennesker med kunstinteresse. For det er de vel derinde på smagsdommerredaktionen?

Summa summarum, så er ’Smagsdommerne’s notoriske udvikling hen imod det intetsigende udtryk for et bevidst valg! En programpolitik. Tydeligere kan det jo ikke formuleres, end det sker i den mail, jeg modtog fra programmets redaktion. Idealet er det tandløst intetsigende! Og hvad nu, hvis det ikke kun gælder ’Smagsdommerne’, men faktisk er en generel programpolitik på DR?

Det kan vi som forbrugere af kanalen slet ikke være tjent med! Hvis DR er begyndt at tilrettelægge og udforme programmerne for at tækkes politikerne og sikre sig fortsatte licensbevillinger, er det jo korruption!

Vi lever i en tid, hvor journalistik fra at være et stolt håndværk i krydsfeltet mellem skriveevne, forskning, kunst og detektivarbejde – altid undersøgende, altid kritisk, altid folkets og demokratiets vagthund over for den politiske såvel som den økonomiske magt – ’degenererer’ til en form for bevidstløs topstyret samlebåndsproduktion af standardiserede tekster og indslag fremstillet af svedende kulier bord ved bord med pisken over nakken i de såkaldt åbne kontorlandskaber, der imidlertid minder mest af alt om gamle dages sjælløse fabrikshaller.

Over for denne udvikling har DR hidtil stået for en fastholdelse af de oprindelige standarder for journalistik – også fordi det var det eneste sted, hvor produktion og formidling ikke behøvede at være underlagt profithensyn og markedsvilkår. Nu kaster man den uerstattelige tradition for kvalitet, kritik, vidensformidling og knowhow over bord, så bevidstløshed kan råde uimodsagt i det samlede mediebillede. I et samfundssystem som demokratiet, hvis optimering beror på pressen som den fjerde statsmagt, er det helt enkelt kolossalt skadeligt!

Det allerstørste problem er måske, at det faktisk er lykkedes at mistænkeliggøre alt, hvad der lugter af modbilleder og samfundskritik, så der har sneget sig en angst ind for overhovedet at efterspørge dybde, indsigt, klogskab, seriøsitet, dybfølthed. Selv den P2-kritiske Thomas Michelsen, jeg startede med at citere, følte behov for at afslutte sin kommentar med følgende besværgelse: »De færreste ønsker formentlig forne tiders DR-monopol og professorradio tilbage«.

»Professorradio«?

Det svarer altså ikke til noget, jeg nogensinde har hørt på P1. Og hvorfor er professor for resten noget indlysende diskvalificerende i en radiosammenhæng? Det er en kolossal undertrykkelse, der ligger i, at værdier som dybde, indsigt, søgen og sjælelighed (sammen med venstreorientering sjovt nok …) er gået hen og blevet stemplet som så mistænkelige og mindreværdige størrelser, at ingen rigtigt tør stå ved dem længere.

For de behøves jo.