Som en del af et tilsyneladende svindende mindretal i spørgsmålet om den bombastiske udsmidning af de afviste irakere, gør man sig uvægerligt nogle overvejelser.

Hvad skal vi f.eks. med de pinlige meningsmålinger? De har aldrig været og bliver aldrig et demokratisk redskab. De er ikke engang i familie med demokrati.

Hvad spørger man folk om for at få dem til at sige, at de er ligeglade med, om vi uden en tungtvejende grund f.eks. traumatiserer nogle i forvejen hårdt belastede børn med små runde arme og bange øjne?

Hvordan får man ordentlige mennesker til at finde det o.k. at sende nedbrudte torturofre tilbage til bødlerne. Hvorfor rejser vi os ikke i folkelig protest mod politikere, der slynger idiotiske argumenter lige i synet på os – hvis tjenere de retteligen er?

Iskold i røven
»De flygtede fra Saddam. Han er væk. Hvorfor rejser de så ikke hjem?«. Lyder det fra dybet af den politiske skraldespand.

Fordi, amøber, forholdene i Irak er så meget værre nu end under Saddam. I har vel hørt om den borgerkrig, som vi – Gud bedre det – var med til at starte.

Der er i dag krigsherrer med mange forskellige interesser og ikke bare én tyran. Det er gennemutrygt og ikke et sted at sende mennesker og da slet ikke kvinder og børn hen.

Hvorfor finder vi os i en minister, der nægter at tage ansvaret på sig, når det brænder på? Landets love skal overholdes, siger hun.

Ja, og med en humanitær opholdstilladelse var de stadig overholdt til punkt og prikke. Mon ikke hendes pinlige passivitet mere bygger på, at en meningsmåling viser, at befolkningen slumrer, og det nok kan betale sig at være iskold i røven?

Ikke at forglemme et brændende ønske fra ’det regeringsbærende parti’.

Småtskårent samfund
Hvis dette er et led i værdikampen, hvad er det så for nogle værdier, vi kæmper for? Er det de højt besungne danske værdier, eller er det snæversyn og smålighed, vi vil indføre som god tone mand og mand imellem?

Det er vel da for pokker ikke snæversyn og smålighed, der er gået hen om blevet de danske værdier?

Det helt centrale spørgsmål er vel, om jeg i moralske anliggender er mere forpligtet over for landets love end over for min samvittighed?

Flere ellers fornuftige mennesker peger på landets love som øverste instans, selv når det gælder moral. En holdning, vi ellers forbinder med umenneskelige styrer, som vi bekæmper med krudt og kugler ude i verden.

Den folkelige debat – vigtigste faktor i et demokrati – peger i retning af et stadigt mere afstumpet og småtskårent samfund. Ministre flæber, at bare landets love er overholdt, er de i øvrigt ligeglade, mens de febrilsk vasker deres hænder.

Et slør af middelmådighed over alting
Hvor mange vil med længere ud ad dette triste spor? Fingrene op!

Selv Grundloven har måttet holde for. Politikere har set sorgfuldt ind i kameraet og med salvelsesfuld patos talt om faren for grundlovsbrud. De samme politikere, der i andre situationer er fløjtende ligeglade med den gamle latterlige lov. Jeg tænker på, om jeg kender en eneste, der kan være med til den forestilling.

Jeg vil hermed indtrængende opfordre regeringen – den ubetinget ringeste i min levetid – til at kaste håndklædet i ringen og trække sig bukkende og undskyldende tilbage gennem frygt og krudtrøg.

Den er i gang med – tilskyndet af moderpartiet Dansk Folkeparti – at lægge et slør af middelmådighed over alting – selv over vores tanke. Det vil kræve noget nær en ny oplysningstid at komme på fode igen.

Tak til de politikere, der trodsede den udemokratiske partidisciplin og meldte klart ud, at de – på trods af meningsmålinger – ikke vil vige tilbage for at hjælpe mennesker i nød. De har det, der skal til. Lad os huske dem til næste valg!

At bryde loven har en pris, men ellers er det vel egentlig ikke ulovligt?

LÆS OGSÅNiels Hausgaard svarer på spørgsmål fra læserne