For fem-ti år siden var de overalt. De blandede sig i den offentlige debat og påvirkede danskernes opfattelse af muslimer og islam.

Men hvor er de nu? Hvad blev der af de markante muslimske stemmer, der deltog i den danske debat?

Vi har spurgt et par af de mest fremtrædende om, hvad der fik dem til at opgive deres offentlige fremtræden.

»Karaktermord kvalte min debatlyst«
Fatih Alev, hvorfor deltager du ikke i den offentlige danske debat, som du gjorde for få år siden?

»Jeg følte ikke, at jeg rykkede noget. Debatten kørte i ring, og jeg begyndte at betragte medierne som en del af samfundet, der ikke ønskede og faktisk blokerede for dialog og gensidig forståelse. Desuden var jeg engageret i en forening, som trængte til mere struktur, så jeg besluttede at lægge min energi der«.

Kan du huske, hvornår du besluttede at melde dig ud og sige nej til journalister?

»Det var, da tegningekrisen var på sit højeste. I mine øjne lignede det en slags cirkus med imamerne på rundrejse, Ahmed Akkaris bemærkninger og alt muligt andet. Jeg mistede simpelthen motivationen til at medvirke i debatten. Jeg følte, at al den energi, jeg havde lagt i at modvirke vrangforestillinger om islam, nærmest var ligegyldig. Jeg følte mig fuldstændig snydt og unfair behandlet«.

Debattør.  Imam og formand for Muslimer i Dialog. Fatih Alev startede sin karriere som debattør som landsformand for Foreningen af Studerende Muslimer, hvor han i årevis holdt foredrag om islam på landets skoler. Han har bl.a. skrevet en ugentlig klumme i Politiken og bidraget til debatantologien ’Islam i bevægelse’, der udkom i 2003. Medieomtale: 2009: 3 2001: 215
Men hvorfor følte du oprindelig trang til at blande dig i debatten?

»Jeg var interesseret i at formidle viden om islam som imam og foredragsholder. Jeg ville ikke tegne et rosenrødt billede af islam eller være en kedelig oplysningsperson. Jeg havde også mine egne meninger og forsøgte selvfølgelig at præge debatten, men mit fokus var på oplysning. Det var min drivkraft.

Mødte du også modstand?

»Ja. Visse kredse blev åbenbart nervøse, da de så, at mine argumenter var med til at rykke ved nogle fordomme. Her tænker jeg specielt på Trykkefrihedsselskabet og Helle Merete Brix-agtige typer. De kunne simpelthen ikke acceptere, at en muslim klarede sig fint i debatten, så de forsøgte at udføre et karaktermord. Både på mig og flere andre navngivne muslimer, som også gjorde det godt i debatten. Igennem gamle citater, som bare bliver gentaget igen og igen, skaber de et monsterbillede af alle, der ikke deler deres verdensbillede. Ikke kun på muslimske debattører, men også anerkendte forskere som Jørgen Bæk Simonsen og Tim Jensen«.

Hvad betød det for debatten?

»Det hele kom til at handle om min person. Deres karakterfokuserede og manipulerende indlæg om min person bevirkede, at jeg kom til at fremstå som en politiker, der ønskede indflydelse. Jeg startede som debattør og endte som politiker, og det brød jeg mig ikke om. Årsagen til, at jeg forlod debatten, var en kombination af et stort pres fra bestemte grupper og følelsen af, at jeg ikke trængte igennem. Hvis jeg f.eks. kunne se, at min deltagelse rykkede noget, samtidig med at folk sværtede mig til, så ville jeg have blevet i debatten«.

Hvem er de fremtrædende muslimske debattører i dag?

»Der er nok kun Abdul Wahid Petersen tilbage, men jeg ved, der er mange nye, unge stemmer på vej«.

»Jeg føler, at jeg gør en forskel«
Sherin Khankan, hvor er du blevet af i den offentlige debat?

»Jeg er blevet gift, har fået tre børn og samtidig skrevet to bøger, ’Islam og forsoning’ og ’Muslimernes islam’«.

Så du mener ikke, du er fuldstændig fraværende i debatten?

»Nej, det mener jeg ikke. Tidligere var jeg fast skribent på Information og Jyllands-Posten. Men det har været mit eget valg at trække mig. Under tegningkrisen gav jeg fire-fem interview om dagen, så det har været meget sundt for mig at tage mere tid til at reflektere over tingene«.

Hvordan påvirkede tegningkrisen den danske debat?

Debattør.  Sherin Khankan, religionssociolog, forfatter, medstifter og forkvinde for Forum for Kritiske Muslimer. Hun var medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse og folketingskandidat i 2002-2003. I medierne slog hun igennem i 2002, da hun til et landsmøde ikke ville stemme for en resolution af Naser Khader, der fordømte sharia. Hun mente og mener, at menneskerettigheder skal defineres i internationale konventioner. Medieomtale: 2009: 10 2002: 147
»Der blev opfundet et skel mellem islam og ytringsfrihed. Desuden kom ’trusselsargumenter’ også til at spille en stor rolle. Dvs. argumenter, der er baseret på ideer om, at islam udgør en trussel mod de verdslige demokratier. De er karakteriseret ved, at de trumfer andre argumenter om f.eks. menneskerettigheder. Debatten blev mere usaglig, fordi trusselsargumenter er irrationelle«.

Hvordan har du personligt oplevet debatten?

»Jeg har oplevet utrolig mange personangreb. Senest i forbindelse med min bog ’Islam og forsoning’, hvor Tina Maagaard beskyldte mig for at undergrave demokratiet i sharias syrebad. Det er et eksempel på, at den saglige debat om islam politiseres«.

Du har været en del af debatten i snart et årti og brugt rigtig meget tid og energi. Har det været det værd?

»Det er et svært spørgsmål. Men jo, jeg føler, jeg gør en forskel. Ellers havde jeg ikke holdt fast i så mange år«.

Har du nogensinde overvejet at trække dig fra debatten?

»Det var rigtig hårdt, da jeg var folketingskandidat for Det Radikale Venstre og mistede mit kandidatur. Sagen kørte i medierne hver dag i tre uger og rystede mig dybt. Selv om jeg senere vandt diskussionen omkring fordømmelse af sharia, betød forløbet, at der blev sået mistillid omkring min person. Og mistillid er det allerværste i politik, hvor man simpelthen ikke kan overleve uden folks tillid«.

Hvem er de fremtrædende muslimske debattører i medierne i dag?

»Jeg synes ikke rigtig, der er nogle markante stemmer lige nu. Asmaa Abdol-Hamid, Zubair Butt og Aziz Fall, talsmand for Kritiske Muslimer, er nogle af dem, jeg kommer til at tænke på«.

Hvilke gode råd ville du give de nye debattører?

»De skal holde fast i, at det afgørende ikke er, at de er muslimer, men hvilke konsekvenser de drager af deres tro i praksis. Selv om medierne gerne vil fastholde dem ud fra deres religiøse identitet, er det vigtigt, at de frigør sig fra den. Jeg er eksempelvis først og fremmest religionssociolog og forfatter og ikke bare muslimsk debattør«.