De kommercielle kræfter har solgt os en illusion om, at livet for alvor begynder, når man går på pension og bevæger sig ind i den tredje alder. Men den lykkelige alderdom eksisterer ikke. Det er løgn. Det er selvbedrag«. Tage Voss sidder med en cigar hvilende mellem tommel- og pegefinger som en lige så naturlig del af hans hånd som de fem fingre. Udenfor kører lastvogne med roer langsomt forbi. Politiken er taget en tur til Nordfalster for at snakke med den 94-årige læge og bogaktuelle debattør om livet i den tredje alder. Som han ikke kan anbefale. »Alderdom er et helvede, og det er ikke kun noget, jeg siger, fordi jeg snart bliver 95 år. Sådan var det også, da jeg var i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Det er én lang nedadgående kurve. Det er nærmest, som om alle benægter, den vil komme. Der er intet godt ved at blive gammel. Alle omkring én dør, ensomheden tager over, og helbredet styrtdykker. Jeg kan ikke længere smage, jeg kan ikke holde balancen, og jeg kan ikke pisse. Det er jo ikke til at holde ud«. Myten om den lykkelige alderdom Der bliver udgivet den ene bog efter den anden om den lykkelige alderdom, og dameblade portrætterer ældre mennesker i ét væk, som skal realisere sig selv i den tredje alder. Pludselig har man tid til alle sine interesser.
Man kan lære italiensk på aftenkurser, melde sig ind i et træningscenter, dyrke sin hobby, tage på lange rejser og bruge tid sammen med børnebørnene.
