Jeg er en stolt datter af Lolland. Af landbruget, de åbne marker, de nære lokalmiljøer og landsbylivet. I dag bor jeg i København og holder også af de muligheder, livet her tilbyder mig. Jeg har hjemme i begge verdener. Og jeg har svært ved at genkende fortællingen om, at den ene skulle være mindre værd at bevare end den anden.

Som samfund har vi sovet i timen, hvis vi er mere optagede af, hvad vi skal gøre med de lokalområder, der er blevet fattige, end at italesætte, hvordan fattigdommen er opstået, og hvem der har nydt godt af den udvikling.