Foto: Sofia Busk (arkiv)

Foto: Sofia Busk (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Bestyrelsesformand for Metroselskabet: Metroen er ikke en gældsbombe under Københavns økonomi

Det er rigtigt, at man i 00’erne havde højere passagerprognoser. Men metroens gældsafvikling sker hele tiden ud fra de aktuelle og opdaterede prognoser.

Debatindlæg

Kim Hjerrild stiller en række væsentlige spørgsmål, når han i sin Kronik i Politiken 17.11. spørger, om hovedstadens byudvikling sker på en økonomisk ansvarlig måde i de selskaber, der står for at drive udviklingen i København.

Det er en vigtig debat. Jeg har i knap et år været formand for Metroselskabets bestyrelse og har været drevet af de samme spørgsmål:

Er økonomien robust? Har selskabet en langsigtet og ansvarlig ledelse og styring af de store infrastrukturprojekter? Og skaber vi et kollektivt transporttilbud, der er så attraktivt, at vi sikrer en passagervækst?

Selvfølgelig skal vi diskutere de spørgsmål, når det offentlige investerer i kollektiv transport og byudvikling.

Metroselskabets bestyrelse er absolut af den opfattelse, at selskabets risiko- og gældshåndtering er fuldt forsvarlig

Metroselskabet er i øjeblikket i gang med at skabe et historisk løft af den kollektive transport i hovedstaden. Med Cityringen vil landets mest benyttede stationer i Danmark være metrostationer. Antallet af passagerer vil blive fordoblet.

I dag vil ingen betvivle, at metroen har været en gevinst for væksten og udviklingen af Danmarks hovedstad. Derfor gør vi også klar til at udbygge metronettet yderligere med fem nye stationer på en Sydhavnslinje mod Ny Ellebjerg Station.

Det kræver store investeringer og medfører store risici. Det skal vi naturligvis gøre på en økonomisk ansvarlig måde og med stor åbenhed om risikostyringen.

Derfor lige et par fakta om, hvordan det sker i Metroselskabet.

Når Metroselskabet låner penge, skal gælden afdrages efter en fast plan, som selskabets ejere er med til at beslutte. Tilbagebetalingstiden er sat til 2065, hvor Cityringen, metro til Nordhavn og Sydhavn vil være tilbagebetalt. Den plan følger Metroselskabet med løbende gældsafdragelse. Cityringen er blevet 8 procent dyrere, siden kontrakterne blev indgået med bred politisk opbakning i 2011. Den ændring er indarbejdet i selskabets langtidsbudget.

Rigtig mange passagerer stiger om bord på metroen. Sidste år valgte over 60 mio. passagerer at benytte metroen, og de faktiske passagertal overstiger de aktuelle passagerprognoser. Kim Hjerrild nævner, at det er færre, end man oprindelig havde forventet.

Det er rigtigt, at man i 00’erne havde højere prognoser. Men metroens gældsafvikling sker hele tiden ud fra de aktuelle og opdaterede passagerprognoser.

På den måde har vi sikkerhed for, at der er de rette indtægter at afdrage gælden med. Og dermed er der også sikkerhed for, at der ikke lander en stor uventet regning hos selskabets ejere.

Renterisikoen er begrænset fra projektets start. Vi optager lån med renteafdækning, så størstedelen af lånene har fast rente.

Det flugter fuldstændig med de retningslinjer, Nationalbanken udstikker. Årsregnskaber og økonomien bliver løbende lagt frem for selskabets ejere, så Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og staten kan følge med i, at økonomien er robust.

Årsregnskaberne bliver også offentliggjort på selskabets hjemmeside. Der er fuld offentlighed omkring økonomien, og det skal der naturligvis være. Metroselskabets bestyrelse er absolut af den opfattelse, at selskabets risiko- og gældshåndtering er fuldt forsvarlig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce