Jeg var inviteret til møde med ’landsbykællingerne’, som de kalder sig.
Dér sad de, tyve styks kælling, rundt om et kaffebord i menighedshuset, mens jeg spurgte hver og en om deres liv og levned. Det viste sig, at de alle deres dage havde passet danskerne fra vugge til grav og dermed – i mine øjne – været garanten for en vis menneskelig standard for et værdigt liv.




























