Kære Helle og Villy, diskussionen om, hvordan man får flere til at tage de kollektive transportmidler, har i masser af år været præget af, at politikere stort set udelukkende tænker i penge, på det seneste dog suppleret med diverse forurenings/CO2-argumenter.

Hele problemet med, at man tager bilen i stedet for bus og/eller tog, oplever jeg dog personligt som et logistisk problem snarere end et økonomisk.

Jeg kan forstå på Socialdemokraternes og SF’s bompengeudspil, at nu skal bilisterne for alvor til lommerne. De, der ikke vil høre på jeres mantra om at tage bussen eller toget, må bare betale.

Nu kan man altså ikke påstå, at bilisterne i Danmark kører gratis. Der er ekstra afgift (ud over moms) på benzin og diesel, afgift på den lovpligtige forsikring, årlig vægtafgift (eller grøn afgift, hvis man har en nyere bil) samt vel nok verdens højeste registreringsafgift på biler. Det mener I åbenbart ikke er nok, så nu kommer der også et forslag, der indebærer en betalingsring rundt om København, så man skal betale bompenge for at komme ind og ud af byen.

Jeg prøver med dette at få jer til at forstå, at der ude i det virkelige liv faktisk kan være andre grunde end de økonomiske til, at folk tager deres bil i stedet for de kollektive transportmidler, når de skal på arbejde.

Jeg tager selv de offentlige transportmidler en gang imellem, jeg kører ofte i bil og om sommeren også på motorcykel.

Jeg bor på Frederiksberg og arbejder i Hillerød. Det er heldigvis mod den store myldretidstrafik, så jeg oplever faktisk ikke kø på vejene som et større problem. Det gør, at jeg kan klare den daglige transport på 30 minutter hver vej fra dør til dør, hvis jeg tager bilen eller motorcyklen. De gange, jeg har taget bus/tog, tager det omkring fem kvarter, når man regner tiden fra dør til dør.

Hvis man kunne sidde ned i toget og læse i avis eller bog, kunne man sige, at man brugte den ekstra rejsetid til noget fornuftigt, hvis der altså ellers var så stille og roligt i toget. Sådan er virkeligheden bare ikke.

Når jeg tager de offentlige transportmidler – og altså bruger fem kvarter i stedet for to – er det faktisk en meget lille del af den samlede tid, som kan udnyttes fornuftigt.

I mit tilfælde skal jeg først på en (lille) gåtur til metroen, med metroen én station, derefter med S-tog, derefter med et andet S-tog og til sidst med en bus efterfulgt af en gåtur. Ifølge køreplanerne tager det i ren køretid 2+11+28+5 = 46 minutter. Den øvrige tid op til de fem kvarter går til gåturene først og sidst samt ventetid på diverse perroner og stoppesteder.

Læg dertil, at der med jævne mellemrum er så stor trængsel i S-toget, at man må nøjes med en ståplads noget af vejen. Desuden er støjniveauet i et S-tog i myldretiden ganske højt.

Folk snakker (heldigvis) med hinanden eller (desværre) i mobiltelefon, og der er et mylder af folk, der skal ind og ud på stationerne.

Det sidste giver især anledning til problemer, når toget er meget fyldt, og der er mange, der skal have deres cykler med ind eller ud.

En meget stor del af transporttiden er således at regne som ren spildtid. Det er sådan noget, man ikke kan læse sig til, men først finder ud af, når man prøver at bevæge sig ud i virkeligheden. Jeg er ikke ufin nok til at nævne de gange, hvor togdriften er uregelmæssig, selv om det faktisk sker så hyppigt, at det burde tages med ind i det samlede tidsregnestykke.

Det, I gerne vil have mig til, er altså at bruge yderligere halvanden time om dagen på transport. Jeg er godt klar over, at I vil argumentere med, at der – ifølge jeres plan – bliver investeret meget i den kollektive trafik, så rejsetiden (og ventetiden) bliver forkortet.

I glemmer dog lige at fortælle, at alle de afgifter, I vil indføre, bliver indført med det samme, mens udbygningen og forbedringen af den kollektive trafik tager årevis at implementere.

I den mellemliggende periode må man altså enten bare betale, hvis man tager bilen, eller – som I formodentlig synes, man skal gøre – tage de kollektive og så prøve at få hverdagen til at hænge sammen med halvanden time mindre til rådighed pr. dag.

Kunne man forestille sig, at I foreslog, at man først udbyggede den kollektive trafik og derefter med økonomisk pisk/gulerod lokkede bilisterne over i bus og tog, når det rent faktisk er implementeret som et realistisk alternativ?

Jeg lader her, som om investering i /forbedring af den kollektive trafik vil eliminere forskellen i tidsforbrug mellem bil og tog. Det er slet ikke realistisk. Det realistiske er formodentlig, at jeg i bedste fald kan komme fra fem og ned på fire kvarter i daglig offentlig transporttid og så have nogenlunde sikkerhed for siddeplads hele vejen.

Det skal stadig sammenlignes med de to kvarter, jeg bruger, når jeg tager bil eller motorcykel.

I kan lige så godt sige det, som det er: De fleste mennesker vil opleve en forlænget transporttid ved skift fra bil til bus/tog. Det er faktisk i høj grad derfor, at vi tager bilen i stedet for de kollektive transportmidler.

Når man har længere transporttid, betyder det, at der bliver kortere tid til dagens øvrige gøremål. I forvejen har I fremlagt et forslag, der indebærer, at man skal arbejde 12 minutter mere om dagen, end man gør i dag. (I kunne selvfølgelig også have foreslået at stryge den 6. ferieuge, det lyder bare meget mere uspiseligt, men er regnet i timer stort set det samme).

Jeg vil vove den påstand, at de fleste mennesker får forøget den daglige transporttid med betydeligt mere end de 12 minutter ved at skifte fra bil til kollektiv transport.

De 12 minutter har vist sig at være særdeles kontroversielt at få fagforeningerne med på. Kan man gå ud fra, at københavnerne, der nu skal straffes med bompenge, hvis ikke de tager de kollektive, vil blive kompenseret for det øgede tidsforbrug, der vil være ved at tage kollektive transportmidler, således at byrden bliver lidt mindre ulige fordelt mellem hovedstaden og provinsen?

Hvis rigtig mange mennesker retter sig efter, hvad I siger, og tager det kollektive, er der derudover nogle konsekvenser, som jeg ikke er sikker på, I har tænkt på (eller måske bare har fortrængt). Jeg nævner i flæng: • I dag er der som regel – men ikke altid – siddeplads i S-toget. Mit ’øjemål’ fra adskillige myldretidstogture siger mig imidlertid, at hvis der bare kommer 10-15 procent flere mennesker i toget, vil de sidst ankomne skulle stå op. Man kan komme i den situation, at folk tager bilen, simpelthen fordi man der i det mindste er sikker på en siddeplads, mens man sidder i kø på indfaldsvejen!

• I (dvs. S og SF) har stort set altid strittet imod lempelser i lukkeloven, hvilket jeg synes er dobbeltmoralsk af jer. I vil have folk til at bruge mere tid både på transport og arbejde.

Så jeg går ud fra, at I nu helhjertet vil støtte den sidst vedtagne lempelse af lukkeloven og ikke i fremtiden vil pønse på at stramme den igen. Hvis folks øgede transport- og arbejdstid gør det nødvendigt for dem at købe ind om aftenen eller om søndagen, skal de naturligvis have mulighed for det.

• Mange mennesker har i forvejen problemer med at nå at bringe/hente børn i forbindelse med den daglige transport. En konsekvens af længere transporttid vil være, at daginstitutioner må holde længere åbent.

I modsat fald er der mange mennesker, der ganske simpelt ikke kan nå at bringe/hente deres børn, hvis de skal tage den kollektive trafik. I de tilfælde, hvor folk i praksis ikke har noget alternativ til bilen, vil en kørselsafgift/bompenge slet og ret have karakter af en ekstra skat på transport mellem hjem og arbejde. Så vil det administrativt være meget lettere (læs gratis) blot at sætte benzinprisen op, det er bare at regulere en takst.

• Jeg benytter ofte den daglige køretur til at ordne et ærinde eller to på vej hjem fra job. Det er let nok med en lille omvej, når man sidder i bilen, men vil ofte være overordentligt besværligt – og dermed endnu mere tidskrævende – hvis man skal benytte den kollektive trafik. Igen er det ikke pengene, men tiden, der er den kritiske faktor. Jeg har svært ved at tro, at jeg er den eneste, der har det sådan.

• For personer, der – som jeg – bor i byen og arbejder uden for, er det altså en underlig ting, at vi lige pludselig skal til at betale ekstra afgift for at køre i bil på arbejde.

Vi benytter vejene på et tidspunkt, hvor langt hovedparten af trafikken går den anden vej, og bidrager således slet ikke til myldretidsbelastningen af vejene. Vi skal oven i købet også betale ekstra afgift, hvis vi beslutter os for at besøge tante Oda i weekenden, hvis hun ikke tilfældigvis bor i nærheden af et sted, hvor man kan komme til og fra med kollektiv transport.

Alt i alt virker det, som om I ikke selv bruger den offentlige transport særlig tit (og slet ikke i myldretiden).

Det vil jeg gerne prøve at råde bod på – så dette brev ikke bare bliver det rene brokkeri – ved at være lidt konstruktiv.

Jeg vil derfor gerne invitere jer på en dannelsesrejse: Vi tager sammen på en rejse med de offentlige transportmidler fra min lejlighed på Frederiksberg til mit job i Hillerød en hverdagsmorgen i myldretiden. Jeg skal nok betale jeres billet, I skal kun investere tiden (selv om den er lang). Det vil kunne give jer et rigtigt godt indblik i mange almindelige menneskers hverdag.

Vi kan så lave den samme rejse den næste dag med bil. Hvis vi kan få pressen interesseret, kan det give fin omtale, især hvis bilturen bliver erstattet af en motorcykeltur med Helle på bagsædet. Det vil helt sikker give gode tv-billeder. Jeg skal i givet fald nok sørge for div. udstyr inkl. hjelm med samtaleanlæg, så vi kan snakke sammen, mens vi kører.

Bagefter kan vi evaluere tidsforbrug, pris, oplevelsesniveau mv. for de to rejser.

Jeg tror, det vil give jer et langt bedre indblik i de faktiske forhold for almindelige mennesker, til gavn og glæde for både jer selv og alle andre, I skal være med til at lave love og forordninger for i fremtiden.

Jeg glæder mig til at vise jer noget fra det virkelige liv og ser frem til at høre fra jer.