Så skete det igen. Den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD, er netop kommet med en ny undersøgelse, som viser, at vi er verdens lykkeligste folk. Sjovt nok virker vi fuldstændig ligeglade med det. Forsvindende få danskere gider sætte sig ind i, hvad det egentlig er, vi gør rigtigt herhjemme, siden vi så stabilt ligger i top på det globale trivselsbarometer. Heller ikke vores politikere. Dermed taber vi et helt åbenlyst potentiale på gulvet. De færreste forstår rigtig, hvorfor lykken ikke er størst i lande som Italien, Frankrig eller Spanien, hvor vinen flyder, maden er god og solen skinner. Danmark er jo både gråt, koldt og har et skyhøjt skattetryk. Vi tænker, at de har nok slet ikke forstået, hvem vi er, de skøre udlændinge, der har lavet undersøgelserne. Men det har de. I USA er de klar over, at vi her i Danmark har fat i noget vigtigt. På flere førende amerikanske universiteter underviser man nu de studerende i det, de kalder The Danish Effect. Herhjemme ender undersøgelserne som en munter nyhed i ’Aftenshowet’. Lad os derfor i stedet bevæge os til det ansete University of Pennsylvania (Penn) i byen Philadelphia: »The Danes. The Danes. The Danes!«. Min amerikanske professor slår engageret ud med hænderne og gnider sig derefter tænksomt under hagen. Han kigger op på sin PowerPoint-oversigt, der er blæst op i overstørrelse på væggen bagved ham, og udbryder igen: »Those Danes. There is something highly valuable going on over there«. Vi andre i auditoriet kigger med. Og ja, ganske rigtigt. Danmark ligger som en prik i diagrammet helt oppe over alle andre lande i verden. Der er ingen tvivl. Danskere er blandt de mest lykkelige folk med mest trivsel, overall. Blandt alle de andre folk bliver Danmark betragtet som en superstjerne. Højtuddannede amerikanere og internationale studerende flokkes til og bruger hele semestre på at diskutere og analysere, præcis hvad det er, som gør os danskere så tilfredse. Scenen gentager sig gang på gang i løbet af det år, jeg læser på Penn, fordi underviserne er verdens førende trivsels- og lykkeforskere. Men når det kommer til vores egen viden om, hvad det egentlig er, vi gør rigtigt, og hvorfor vi ligger så højt i trivsel, så er virkeligheden rystende og præget af omfattende uvidenhed. Langt hovedparten af danskere, jeg har talt med om det, forstår slet ikke, hvad det er, som skulle gøre os så glade. Da jeg for nylig rundsendte en videnskabelig 19-siders artikel, som går i dybden med ’The Danish Effect’ til en håndfuld centralt placerede danske embedsmænd, svarede flere lakonisk tilbage, at artiklen var »svær at læse« og »utilgængelig«. Det er en ommer, Danmark. Det er en falliterklæring, at andre lande bruger det danske eksempel som noget, de kan og vil lære af – og vi selv står af, fordi vi skal tilegne os nogle videnskabelige artikler på engelsk. Når vi ikke engang gider sætte os ind i, hvad vi så åbenbart gør godt her i Danmark, selvom man underviser i vores gode eksempel verden over, ja så beder vi selv om at tabe kapløbet. Det har vi simpelthen ikke råd til. Vi har fået en ny regering, som lover at bevare velfærden for danskerne, samtidig med at vi skal spare, fordi vi skal betale en omfattende gæld tilbage. Vores statsminister sagde det selv ved Folketingets åbning, at regeringen vil bruge det enestående ved Danmark til at løfte vores samfund, og at den negative udvikling skal stoppes. Samtidig sagde hun, at »viden er grundlaget for vækst«. Hvis statsministeren virkelig mener dette, så burde hun sætte alle sine ministre til at læse de målinger og artikler, som placerer Danmarks befolkning i trivselstoppen. For undersøgelserne beskriver noget enestående ved Danmark, og dette enestående burde bruges årvågent til at løfte Danmark. Når statsministeren oven i købet mener, at viden er grundlag for vækst, så er der her en helt klar viden, som regeringen og resten af Danmark burde tilegne sig hurtigst muligt. Nøglerne til vækst og innovation ligger blandt andet i at læse bedre på lektien om de lykkelige danskere. Som beskrevet er det noget, amerikanerne har forstået. Flere amerikanske forskere er endda så fascinerede af Danmark, at de sætter sig for at sammenligne danskere og amerikanere. Amerikanerne tilhører jo ellers det, de ynder at kalde The Greatest Nation On Earth, og hyldes for deres evne til at arbejde sig gennem kriser, skabe succesfulde iværksættere og tro på sig selv undervejs. Så det kan umiddelbart være svært at se, hvad amerikanerne kan lære af danskerne. Alligevel spurgte forskere sig selv og gik i gang, og læser man den 19 sider lange videnskabelige artikel og anden forskning, som beskriver The Danish Effect, sidder man med et overflødighedshorn af interessant og intelligent viden.
Vi danskere ligger højere i oplevelsen af enjoyment end amerikanere. Vi er markant mindre bekymrede, vrede og triste end amerikanerne. Samtidig er vores fattigste mere tilfredse og positive med deres liv end amerikanere i en tilsvarende situation, hvilket måske er knap så overraskende. Mange vil sikkert også nikke genkendende til, at vi danskere grundlæggende føler os meget trygge. Vi er sikre på, at vi får hjælp af andre i en nødsituation. Vi ved, at vi kan få en uddannelse, hvis vi vil, og vi stoler på, at det sociale sikkerhedsnet fungerer. Tryghed scorer vi højeste point på i undersøgelserne. Vi har forsvindende lidt korruption, vi er ikke bange for at gå alene hjem om aftenen, vi synes, vores omgivelser er rene, at miljøet har det o.k., hvor vi lever, og vi føler os alt i alt respekterede som borgere. Alt i alt konkluderer forskerne, at det er Danmarks evne til at tage sig af alle sine borgere, rige som fattige, der er med til at skabe den høje trivsel. Der er tale om en dansk sammenhængskraft, som har givet amerikanerne noget at tænke over, fordi det direkte udfordrer det amerikanske dogme, at enhver er sin egen lykkes smed. Men hvordan kan vi bruge den viden aktivt og dygtigt herhjemme? For at blive klogere på dét, kunne vi lære af Storbritannien. Forrige sommer i premierministerens kontorer i Downing Street no. 10 sad David Cameron og hans nærmeste rådgivere og lagde noget, de selv mente var en storslået vision for Storbritannien. Det skete kort tid efter, at de havde haft besøg af amerikaneren Martin Seligman, professor og forsker i positiv psykologi. Seligman rullede ideen ud om at lave politik ud fra, hvad der øger trivsel i befolkningen i stedet for at tilrettelægge politik efter økonomiske parametre, som man altid har gjort. De økonomiske parametre er af husholdningsregnskabsprincippet: Hvis vi køber flere sengepladser på sygehusene og flere skolelærere, har vi desværre ikke råd til nye kloakker eller sosu-assistenter. Cameron og co. var enige i, at det var kløgtigere også at lægge politik efter, hvad der fik folk til at trives.
