Hvad ville der være sket, hvis Jyllands-Postens blasfemiske tegninger var udgivet i et muslimsk land? Det er et interessant spørgsmål at stille nu, hvor de mest ophidsede reaktioner har lagt sig. Hvad står der i Koranen og de hellige skrifter, og hvad bestemmer den moderne islamiske lovgivning? Problemerne med blasfemi og billeder er forskellige for muslimer i almindelighed. De fleste er imod blasfemi, men de har intet imod fotos og tegninger, film og illustrationer. Kun nogle mindre grupper kaldet salafi eller fundamentalistiske sunnimuslimer er imod billedfremstillinger af enhver art. Men hvad er blasfemisk eller gudsbespottende? Blasfemi er i almindelighed gudsbespottelse, og inden for islam omfatter det f.eks., at man ikke viser respekt for profeten Muhammed eller Koranen. Efter nogles opfattelse omfatter blasfemi også konvertering til anden tro. Det kan nemlig også opfattes som manglende respekt for islam. Det fører til, at man ikke frit kan vælge sin religion. Så der er i realiteten tale om forskellige rettigheder, deres grænser og indbyrdes relationer. Ytringsfrihed, religionsfrihed og respekt for religion. Der er i den islamiske tradition ingen klar beskrivelse af blasfemi. Det blev indført af ayatollah Khomeini, da han udstedte en dødsdom mod Salman Rushdie. Tidligere brugte man at straffe folk for kætteri, som dog oftest betyder, at man mener, at de har en opfattelse i strid med den godkendte religion. Det vil nok være overraskende for mange, at Koranen og Sunna - de grundlæggende hellige skrifter, der er kilder til den islamiske ret - ikke har bestemmelser om straf for den, der håner profeten. Straf for blasfemi er af nyere dato i muslimske lande. Det hænger sammen med, at Koranen og Sunna er blevet til i et samfund med mange etniske minoriteter. Profeten Muhammed opfordrede derfor alle til at vise tolerance, tålmodighed, respekt og overbærenhed med ikkemuslimer, som optræder hånende og fornærmende over for ham. Hans eget liv giver eksempler på, at han handlede på en tolerant måde. Der er mange lighedspunkter mellem Det Nye Testamentes beskrivelse af Jesus og f.eks. Koranens beskrivelse af profeten Muhammeds liv og gerninger. Hvis fornærmelser af profeten Muhammed skulle straffes med døden, skulle det have været omtalt i Koranen. Den moderne islamiske lovgivning, der kaldes sharia, har imidlertid mange flere kilder end Koranen og Sunna. Der er en række muslimske retslærde, som har dannet juridiske skoler, der stadig udvikler sig, på samme måde som man i Vesten har udviklet og udvikler juraen og strafferetten. De fleste muslimske lande har et ambivalent forhold til de internationale konventioner om menneskerettigheder med videre. På den ene side har de tiltrådt de internationale konventioner. Men på den anden side tilføjer de, at konventionen tiltrædes, i det omfang den ikke strider mod principperne i den islamiske ret. Man kan derfor ikke på det formelle plan afgøre, om de pågældende lande i praksis følger de internationale regler, eller om de - når det kommer til stykket - følger konservative og fundamentalistiske fortolkninger af islam. Jeg vil her give nogle eksempler. Først et historisk. Fra de historiske kilder er der et eksempel, som den dag i dag indgår i muslimers opdragelse. Det handler om kaliffen Hazral-Umar, der på Muhammeds tid (638 A.D.) besøgte Jerusalem, efter at Palæstina var erobret af muslimer fra det byzantinske imperium. Han blev opfordret af den kristne patriark til at deltage i gudstjenesten. Han afslog invitationen, fordi, som han sagde, det kunne opfordre andre muslimer til at misbruge kirken til egne gudstjenester. Han viste stor respekt for den anden religion. Den praksis, man i dag oplever i muslimske lande, giver ikke en større plads for religionsfriheden. Straffen for blasfemi er i Pakistan overtaget fra engelsk lov i kolonitiden og er blevet strengere med årene. Englænderne var interesserede i at holde fred mellem religionerne og bestemte derfor i den indiske straffelov (par. 295), at den, som beskadiger eller tilsviner pladser for gudstjeneste med det formål at fornærme en religion, skal straffes. Tilsvarende straffes den, som ved udfordrende handling forsøger at håne folks religiøse følelser. Som eksempel på bestemmelser i Pakistan kan jeg her nævne tre nugældende paragraffer: Om at fornærme eller forhåne Koranen står der (par. 295 b): »Den, som forhåner, ødelægger eller tilsmudser en kopi af Koranen eller en del deraf eller bruger den på en nedvurderende måde, straffes med fængsel på livstid«. Om at forhåne profeten står der (par. 295 c): »Den, som i skrift eller tale eller på synlig måde (jævnfør Jyllands-Postens tegninger) direkte eller indirekte forhåner profeten Muhammeds hellige navn, straffes med døden eller fængsel på livstid og bøde«. Om at forhåne hellige personer (par. 298 a) står der: »Den, som i skrift eller tale eller på anden måde direkte eller indirekte forhåner en række nærmere bestemte hellige mænd og kvinder, straffes med op til tre års fængsel eller bøde eller både fængsel og bøde«. Dertil har man i Pakistan paragraffer om blasfemi mellem forskellige sekter af den muslimske tro, f.eks. ahmadis. Ofrene for denne lovgivning er ofte flygtet og har fået asyl i Vesten. Disse regler er måske de mest åbenbare eksempler på misbrug af lovgivning til at støtte religiøs intolerance. Reglerne bryder med internationalt vedtagne frihedsrettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed, og de har dertil skabt en atmosfære af intolerance og vold. Der er ikke tvivl om, at i Pakistan ser den politiske magt sin interesse i at håndhæve straffebestemmelserne mod blasfemi. Under det militære diktatur blev lovgivningen forlænget for at undgå, at magten overgik til de demokratiske myndigheder. Siden da har ingen vovet at røre ved dem, selv om forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder kæmper imod denne lovgivning. Men det skal også nævnes, at de strenge bestemmelser misbruges af fundamentalister i Pakistan til at forfølge minoriteter som de kristne ved falske anklager og politiske modstandere, som man vil af med. En sekt som sipah-e-sahaba har i høj grad hørt til misbrugerne. Dens medlemmer har brugt denne lovgivning til at true domstolenes personale, og de er gået så vidt som til at nedskyde folk, hvor retten har frafaldet anklage. Parlamentet har i 2004 søgt at hindre dette misbrug ved at kræve, at politiet er mere grundigt i efterforskningen af anklagerne. Men inden for de sidste fem år er mere end 20 personer blevet idømt dødsstraf for blasfemi, og 80 kristne har fået fængselsstraffe. Heldigvis er der i Pakistan en gruppe af advokater, der går ind for ytringsfrihed, respekt for andre religioner og yder modstand mod den fundamentalistiske lovgivning. Her er der grund til at nævne, at mange kvindelige advokater har ydet den mest frygtløse modstand. Kvindelige advokater som Asma Jahangir og Hina Jilani har ofte vist et betydeligt mod og er gentagne gange blevet truet på livet. Straffebestemmelser som i Pakistan har man også i Saudi-Arabien og andre muslimske lande, hvor man ser strengt på den slags forseelser. I Saudi-Arabien er der dødsstraf for blasfemi og for konvertering til anden tro, hvorimod man i sultandømmet Oman vil kunne klare det med en bøde eller eventuelt fængsel. I Indonesien, som er verdens største muslimske land med 190 millioner troende, har man en demokratisk grundlov, som ikke tillader brug af islamisk ret. Men blasfemi straffes. I den indonesiske straffelov er det strafbart at ophidse til fjendtlighed eller had mod regeringen eller en religiøs gruppe. Den giver mulighed for at straffe enhver, som udviser fjendtlighed eller fornærmer en religion i Indonesien. Denne lovgivning er blandt andet anvendt til at forbyde blasfemiske eller oprørske skrifter. Blandt andet er Salman Rushdies 'De sataniske vers' blevet forbudt. Afghanistan er et eksempel på et dybt traditionelt stammesamfund, hvor man anslår, at 99 procent af landets 25 millioner indbyggere er muslimer. Der har man for nylig haft en straffesag mod en person, Abdul Rahman, der fra islam er gået over til en anden tro. Han havde levet i en årrække i Tyskland og var der blevet kristen. Det straffes med døden efter den islamiske afghanske straffelov. Han blev fanget under et besøg i Kabul, og domstolen var straks indstillet på at dømme manden til døden. Efter udenlandsk pres fik han lov til at forlade landet og slippe for straf. Moderate muslimer, der kæmper for overholdelse af menneskerettighederne i muslimske lande, er ofte imod love mod blasfemi. Det hænger sammen med, at disse love misbruges til at styrke intolerance i landene. Det hænger også sammen med, at disse love mod blasfemi ofte kun beskytter den dominerende religion. Blasfemilovene i de muslimske lande beskytter kun islam, ligesom lovene mod blasfemi i England kun anvendes til at beskytte den kristne religion. Den har blandt andet været brugt til at forbyde film og bøger, der bruger ord, som er sjofle, nedvurderende, truende eller giver et fejlagtigt billede af den kristne religion. De 200.000 muslimer i Danmark kommer fra mere end 42 lande og er meget forskellige. De kan ikke behandles som et hele. Alligevel kan det måske være på sin plads at fremhæve, at de for de flestes vedkommende kommer fra kulturer, hvor der er hårde straffe for blasfemi, og hvor man undertiden tager meget strengt på at tegne en karikatur af profeten Muhammed. Det kan derfor være svært at forstå den mangel på hensynsfuldhed, som et dagblad kan præstere. Man kan nok sige, at her i Danmark har de alle en vigtig opgave. Nemlig at vise, at en muslimsk religiøs overbevisning udmærket kan forenes med en aktiv deltagelse i det danske demokrati. Igennem mere end 150 år har Danmark udviklet en kultur og et samfund, der bygger på demokrati med religionsfrihed og ytringsfrihed. Det er vigtigt at fortolke disse rettigheder, så de samtidig kan opfyldes, og sådan, at der bliver plads for en gensidig respekt. Som udtrykt af repræsentanten for de danske biskopper: »Ytringsfriheden udelukker ikke at vise respekt for det enkelte menneskes tro; tværtimod er respekten for det enkelte menneske selve forudsætningen for, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Med ytringsfrihed følger respekt for andre«. Ytringsfrihed er ikke kun af betydning i vestlige lande. Der er også i høj grad brug for den i muslimske lande. Men i flere muslimske lande har ytringsfriheden og religionsfriheden trange kår. Eksemplernes antal er mange: Forfattere som Taslima Nasreen (romanen 'Shame'), Salman Rushdie ('De sataniske vers') og Lindsey Collen ('The Rape of Sita') er udsat for hård censur og trusler på livet og anklager for blasfemi. Når folk i muslimske lande oplever et tilfælde af blasfemi, hvor en dansk avis håner og latterliggør noget, som mange muslimer holder helligt, kan det ikke undre, at de er motiverede for at protestere, og det kan regeringskontorer eller imamernes fredagsbøn hjælpe til at give en konkret udformning. Ikke mindst hvis befolkningen i øvrigt er præget af utilfredshed med sin aktuelle situation. Man kan håbe på, at den nuværende krise mellem muslimske og vestlige lande som enhver krise kan bruges til at fremme en bedre forståelse mellem landene og til at finde løsninger på uoverensstemmelser mellem opfattelser af de forskellige menneskerettigheder. Her kan jeg nævne konflikten mellem ytringsfrihed og respekt for religiøse holdninger og trosopfattelser. Der er behov for at finde frem til en balance og øge forståelsen og følsomheden for modstående opfattelser. Der kan nås betydelige resultater gennem uddannelse og opdragelse både af den danske befolkning og de mange minoriteter her i landet. Det vil også kunne lette dialogen mellem moderate danske og indvandrere over for de yderliggående på begge sider. Det er vigtigt, at både ikkemuslimer og muslimer i Danmark og i de øvrige lande ikke giver op over for fundamentalistiske kræfter på begge sider.