På visse områder blev verden mere radikaliseret efter de voldsomme og traumatiske hændelser i begyndelsen af det nye årtusind, med en dybere intolerance over for bestemte befolkningsgrupper til følge.

Senere væltede finanskrisen ind over os og rev forestillingen om kapitalismens stabilitet itu. Dermed var vejen banet for en skarp prioritering, der videreførte ’os og dem’-tankegangen, nu blot med det økonomiske trusselsbillede som den motiverende faktor.

Med regeringsskiftet i 2011 gik startskuddet til et mere fællesskabsorienteret samfund. Men det indskrænkede økonomiske råderum har lagt sig som et vakuum over os og dannet grobund for en ny adskillelse mellem dem, der kan yde, og dem, der må ’nyde’ den ambivalente tilværelse uden for arbejdsmarkedet.

Selv har jeg i mit eget liv mærket, hvordan samfundets sammenhængskraft stille og roligt smuldrede som følge af et ensidigt fokus på at skabe integration på majoritetens præmisser i en romantisk forestilling om en harmonisk nation.

I bagklogskabens klare lys var det måske netop frygten for at miste sammenhængskraften, der lige så stille fik den til at krakelere i kanterne. Frygten for at blive ramt af et terrorangreb medførte en dyb mistro til bestemte etniske minoriteter og til en intolerance over for mennesker, der af naturlige årsager krævede store ressourcer fra statens side for at opnå den inklusion, vi alle higer efter.

Italesættelsen af kulturelle og religiøse minoriteter som et ’samfundsproblem’ førte til en opsplittelse af samfundet, hvor den eneste mulighed for at bevare fællesskabet syntes at være et korstog i frihedens navn, hvor det blev fællesskabets mål, at enhver var sin egen lykkes smed. Og da finanskrisen havde bidt sig fast, og følgerne begyndte at vise sig, var tendensen den samme: Der skulle findes en syndebuk – og helst i en fart.

Som spastiker og enkeltintegreret elev i en almindelig folkeskoleklasse lærte jeg i en tidlig alder om betydningen og nødvendigheden af at være en ligeværdig del af fællesskabet. Det kræver stædighed. Men det kræver også en vilje til at forfølge fællesskabets normer og krav uden at gå på kompromis med sin integritet. Kunsten er at deltage i fællesskabet på sine egne præmisser.

I det lys kan de seneste års debat om udgifterne til det specialiserede socialområde måske ses som et udtryk for stigende krav til en minoritetsgruppe som mennesker med handikap, der hurtigt risikerer øget marginalisering, fordi de nødvendige betingelser for at kunne tage del i samfundslivet på lige fod til stadighed skærpes.

I en finanskrisetid, hvor stadig flere menneskelige egenskaber gøres op i kroner og øre, øges kløften mellem de duelige og de uduelige.

Når virtuelle finanser sætter dagsordenen, reduceres befolkningen med tiden til redskaber, hvor kun de fuldt funktionelle kan bruges. Den kommende tid vil vise, hvorvidt arbejdsmarkedet evner at skabe den rummelighed, der kan restaurere den iturevne bro over kløften.

Eller om broen bliver erstattet af en stålwire, som vi alle kan øve os i at gå på line på. Med min i forvejen usikre balanceevne kommer jeg nok hurtigt til kort uden en vis form for sikkerhedsnet.

Efter næsten et årti i ytringsfrihedens og selvhævdelsens tegn oplevede jeg med krisens indtog, hvordan den kollektive opmærksomhed blev kanaliseret væk fra globaliseringens multikulturelle trusselsbillede og omformet til en aggression mod andre, mere afgrænsede befolkningsgrupper, som pludselig blev anset som en uoverkommelig udgiftsbyrde, der måtte slås ned, blandt andet gennem en retorik, der tog fart, i første omgang ved at skabe opmærksomhed omkring en generaliseret gruppe af såkaldt udgiftstunge handikappede, for derefter at nedgøre denne i en sådan grad, at enhver modargumentation og forståelse på forhånd var tabt.

Hvad der hidtil havde været et fælles ønske om at give borgere med handikap bedre muligheder for inklusion i samfundet, blev nu til et spørgsmål om force majeure og nulvækst. Dermed blev mulighederne for social udvikling kraftigt indskrænket, især for landets handikappede mennesker, fordi det nu engang er nødvendigt med god samvittighed at kunne trække på fællesskabets ressourcer, når behovet er reelt.

At løfte sig som enkeltindivid til en bedre tilværelse kræver først og fremmest forståelse og anerkendelse fra det samfund, man er en del af. I stedet blev handikappede skåret over én kam og af højtstående politikere kaldt øgenavne, der ikke fortjener gengivelse. Men et behov forsvinder ikke af sig selv, blot ved at det nedgøres og negligeres.

Retten til kompensation er fundamental for at kunne bidrage som medborger og som medarbejder.

Jeg vil altid være afhængig af praktisk hjælp for at kunne leve livet på mine egne præmisser og deltage i samfundslivet på lige fod med min omgangskreds. I visse øjne kan det måske synes attraktivt at modtage hjælp fra den offentlige sektor. I min verden er det en nødvendighed, som jeg egentlig finder krænkende, det igen og igen at skulle forsvare mig, som var jeg en skamfuld cirkusklovn, der må skjule sit mindreværd bag et muntert ydre.

Den skingre tone i debatten om stigende udgifter til blandt andet handikapområdet udstillede på eksemplarisk vis, hvor hurtigt balancen mellem tolerance og intolerance kan tippe for en minoritetsgruppe som borgere med handikap. Denne balance må jeg altid forholde mig til for at gebærde mig i min livslange målsætning om at overvinde den forståelseskløft, der har sit udspring i vores individualitet.

Det ligger i betydningen af ordet ’handikap’, at der er tale om en form for begrænsning i forhold til noget. Dette ’noget’ forstås ofte som ’normaliteten’ – i denne sammenhæng majoriteten i befolkningen.

Et handikap er dels en fysisk begrænsning i forhold til det ’normale’, men også en stigmatisering fra omverdenens side, som er medskabende i forhold til, at den enkelte kan udfylde sit fulde potentiale. Et fysisk handikap er – i sagens natur – synligt for øjet, der ser, og vores synssans er ofte det første, der aktiveres i mødet med et andet menneske. Som fysisk handikappet må jeg derfor være bevidst om, at jeg tilhører en samfundsminoritet, dels med nogle individuelle fysiske forudsætninger, dels med nogle anerkendelsesmæssige barrierer, der besværliggør mine muligheder for inklusion i samfundet.

De anerkendelsesmæssige barrierer vedrører til dels det faktum, at de kropslige erfaringer, som jeg får qua mit fysiske handikap, ikke kan overføres til en anden person. Det bedste, jeg derfor kan gøre, er at skabe grobund for forståelse. En forståelse, der selvfølgelig altid nødvendigvis må gå begge veje.

Fråden om politikernes munde fortonede sig, efterhånden som debatten blev udvidet til at omhandle udgifterne til folk på overførselsindkomst generelt. En befolkningsgruppe af denne størrelsesorden er trods alt mere hårdfør, når den udpeges til syndebuk for samfundets økonomiske problemer. Men resultaterne af den ophedede debat mærker vi nu i form af skarpe økonomiske og sociale prioriteringer.

Den kollektive bevidsthed omkring handikappede mennesker ændrede sig som følge af den hårde tone, der i kraft af den økonomiske situation desværre i for høj grad kom til at bære præg af en decideret hetz, og som en af konsekvenserne heraf er det i dag sværere at blive opfattet som en ligeværdig borger, hvis man ikke er til samfundsmæssig nytte og kan bidrage til at skabe vækst.

Forudsætningerne for at opnå anerkendelse fra samfundsfællesskabet er altså kraftigt forværret for mennesker med funktionsnedsættelse, idet arbejdsmarkedet nu gøres til den vigtigste garant for inklusion, således at den enkelte må kunne bevise sin samfundsmæssige nytteværdi for at opnå social anerkendelse. Dermed er fundamentet lagt til nye klasseskel og nye ’os og dem’-diskurser, hvor det ikke længere er legitimt at være unyttig. En positiv udvikling, hvis vi er i stand til at inddrage alle på det arbejdsmarked, vi forstår som den eneste gyldige adgangsbillet til samfundet.

I værste fald en udviklingsmæssig afsporing for dem, der ikke kommer med på toget. I bedste fald en gedigen motivationslammer til dem, der ikke besidder de rette kvalifikationer eller fysiske formåen. Nytteetikkens mantra lyder ofte således, at »det gode er det, der giver mest mulig lykke for flest mulig«. Men hvad så med resten? Skal vi blot forsøge at hægte os fast i slipstrømmen?

Når en minoritetsgruppe som handikappede borgere bliver hængt ud som en uoverstigelig udgiftsbyrde, må vi naturligvis sige fra over for de grove generaliseringer. Når skyttegravene er forladt, starter arbejdet med at genopbygge den bro, der sætter os i stand til at forstå hinanden som ligeværdige mennesker.

Derved har vi en chance for at ændre den stigmatiserende opfattelse af handikappede fra en flok sure cirkusartister, der er underlagt publikums tilfældige toleranceniveau, til mennesker med de samme drømme som enhver anden. Drømme, som faktisk blot kræver lidt forståelse for at kunne blive til virkelighed. En forståelse, der kan skabe netop den grobund, der skal til, for at vi alle kan bidrage med at udtænke nye løsninger på samfundets udfordringer.

En forståelse, der kan give os alle sammen nye perspektiver på livet. Ved at sænke paraderne og bidrage til en nuanceret debat kan vi skabe den tillid til hinanden, vi alle er afhængige af. Dermed har vi muligheden for med tiden at skabe et mere rummeligt samfund, hvor cirkusartister kun optræder i cirkus, og linedanserens sikkerhedsnet er en helt naturlig rekvisit.

Vi lever alle fra tid til anden livet på trods.

Men selvom et fysisk handikap i sin grundbetydning indebærer en begrænsning i forhold til den såkaldte ’normalitet’, er disse begrænsninger heldigvis aldrig det samme som umuligheder. Den frie vilje er til for at blive brugt.

Min egen tilværelse, mit syn på mig selv, mine muligheder og min opfattelse af min omverden påvirkes af omverdenens syn på mig som en minoritet i befolkningen, og selvom jeg ikke lader mig begrænse af mine fysiske udfordringer, er jeg derfor afhængig af, at de enkelte politikere, beslutningstagere og samfundet i sin helhed har tilstrækkelig empati og vilje til at sætte sig ind i min situation og forstå, hvordan de beslutninger, der træffes, og den retorik, der anvendes, påvirker min tilværelse og mine muligheder for inklusion.

Som borger med et handikap i ’nyttesamfundet’ er min personlige nytteværdi afhængig af, hvordan mit handikap kan kompenseres bedst muligt, hvorfor de gamle handikappolitiske grundprincipper, som siden Anden Verdenskrig har bygget på tanker om ligebehandling, solidaritet, kompensation og sektoransvar, ikke er blevet mindre aktuelle med tiden.

Men principper og konventioner efterfølges ikke blot i kraft af deres eksistens. Mulighederne for livsudfoldelse dikteres ikke kun af de siddende politikere, men også af den generelle holdning i samfundet til minoriteterne i befolkningen.

Derfor spørger jeg: Hvor blev solidariteten af i vækstdebatten? Den solidaritet, som jeg er afhængig af for at kunne bidrage og udfylde mit potentiale.

Arbejdsmarkedet er en effektiv platform for inklusion, men den må aldrig stå alene, når målet er ligeværdighed. Som medarbejder har jeg ansvar for at yde et stykke meningsfuldt arbejde samt indgå i det specifikke arbejdsfællesskab.

Men som menneske vil jeg nødig affinde mig med at blive opfattet som andenrangsborger i kraft af min fysisk reducerede erhvervsevne.