Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Den danske samvittighed spøger i Afrika

Vi bruger millioner på at støtte en ofte ubemærket, men hastigt voksende global deporteringsindustri.

6
Annonce

Cynthia sidder på en leopardplettet sofa i sin hede, iltfattige stue i Nigeria.

Strømmen er gået for sjette gang i dag, og en støvet ventilator hænger ubevægelig i loftet. På gulvet mellem os ligger en lys brun baby og sover.

Cynthia har tidligere solgt sex til danske mænd. Inden da havde hun været i Spanien og Italien, men siden boede hun på et lille bordel ved en hovedvej på Fyn, indtil politiet en dag i 2010 bankede på døren og bad om at se hendes opholdstilladelse. Hun løb ud ad bagdøren, blev fanget og placeret i Center Sandholm, hvorfra hun blev deporteret til Nigeria – vel at mærke efter at hun ad to omgange blev anerkendt som offer for menneskehandel og på den baggrund søgte asyl.

Den danske stat sendte hende hjem med 520 kroner i hånden. Den leopardplettede sofa, stuen, loftsventilatoren og babyen stammer imidlertid alt sammen fra danske Ole. En forelsket og trofast kunde i huset på Fyn og nu altså far til hendes barn. Han hjalp Cynthia og betalte gælden til hendes trafficker, efter at hun blev deporteret.

Cynthia er en af de deporterede nigerianske kvinder – ofte omtalt som traffickingofre – jeg i et antropologisk forskningsprojekt har fulgt gennem det seneste år.

Hun er en af de kvinder, vi hvert år sender tilbage til deres hjemlande i Afrika, Asien eller Østeuropa, fordi de har opholdt sig eller arbejdet ulovligt i Danmark. De omtales typisk som illegale migranter eller ofre for menneskehandel – en distinktion, der dog er meget afgørende for deres videre færd.

LÆS KRONIK I seng med friheden

Selv om menneskehandel finder sted inden for en række andre arbejdsområder, er det de seneste år sexarbejderne, der har været i centrum for en heftig politisk debat, hvor der ikke har været så stor uenighed om, at de bør hjælpes, men snarere om hvordan og hvor meget. Kan vi som velfærdsstat blot lukke dørene for alle de kvinder, der er kommet hertil uden de fornødne papirer, selv om de er i nød eller værre: er ofre for menneskehandel?

Skal vi kun hjælpe dem, hvis de angiver deres bagmænd på trods af de åbenlyse farer og komplikationer dette medfører? Skal vi smide dem ud af landet, fordi de bedriver deres erhverv uden en arbejdstilladelse? Eller skal vi af særlig humanistiske grunde give dem en opholdstilladelse – selv om vi nægter opholdstilladelse til den hårdtarbejdende indiske opvasker?

Lige nu er situationen den, at vi smider kvinderne ud lige meget hvad.

Hvis de kan identificeres som ofre for menneskehandel, får de tilbudt det, man kalder en 'frivilligt forberedt hjemsendelse'. Det betyder, at de via organisationer får en lille pose penge med hjem, som de kan bruge til at starte på en frisk, der hvor de kom fra. En stor del af disse penge forsvinder imidlertid til administration på vejen fra Europa til Nigeria.

Hvis kvinden ikke kan identificeres som 'offer for menneskehandel' – eller hvis de, som det skete i Cynthias tilfælde, forsøger at modsætte sig hjemsendelsen – får de en uanselig sjat penge. Med andre ord er man forskelligt stillet, afhængigt af om man vurderes at være et offer for trafficking eller ej.

Statistisk set er det kun 5-10 procent af de kvinder, der hjemsendes fra Europa, som nogensinde identificeres som involveret i menneskehandel, og som dernæst sættes i kontakt med en hjælpeorganisation i Nigeria.

Vi ved, at hvis vi ikke vil være prostituerede, så er der ingen grund til at tage til Europa.

Nigeriansk sexarbejder

De allerfleste deporteres uden assistance, fordi det vurderes, at de har opholdt sig og/eller arbejdet ulovligt i Europa. Fællesfinansierede fly samler dem op på vejen ned gennem Europa med destination mod Nigeria, hvor de bliver sat af i lufthavnens fjerne fragtområde og forsvinder ud i millionbyen Lagos gennem en stor metallåge.

Men på trods af at Danmark ifølge 'Regeringens handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel 2011- 2014' skal foretage flere 'frivilligt forberedte hjemsendelser', ved vi meget lidt om, hvad der faktisk sker med kvinderne efter deporteringen til deres hjemland; en viden, der selvsagt er nødvendig, for at vi kan formulere en politik på området, der er afstemt med den virkelighed, den skal regulere.

Såvel lovgivning som forskning om menneskehandlens virkelighed har længe haltet bagefter og er i stedet drevet af politiske agendaer om at »redde de stakkels traffickingofre«, »lade sexarbejderne arbejde i fred« eller »lukke grænserne for den udenlandske trussel«.

Først nu er vi så småt begyndt nøgternt at begribe omfanget af de udfordringer, vi står over for. For at gøre det må vi begynde at se verden ud fra kvinder som Cynthias perspektiv.

Nigeria er Afrikas kæmpe. Kendt for spam mail, Nollywood, korruption, enorme oliereserver, falske organisationer og huse malet med de bedrageriforebyggende ord 'Ikke til salg'. Det er et ambivalent land med film, musik, storslået litteratur, voodoo og vold – ekstrem rigdom og ekstrem fattigdom. 92 procent af den nigerianske befolkning lever for mindre end 2 dollar om dagen. Den forventede levealder for begge køn er 44 år.

Byen, hvor Cynthia bor, Benin By, blinker på den globale sexindustris verdenskort. Det anslås, at 90 procent af de nigerianske kvinder, der sælger sex i Danmark, oprindelig kommer herfra.

Forbindelserne til Europa er åbenlyse overalt i byen, og migration herfra har stået på i årtier. En butik hedder Little Italy Plaza, et hotel Torino. Begge ejes af nigerianske kvinder, som arbejder i sexindustrien i Italien. Flere skilte tilbyder undervisning i spansk, italiensk og svensk, og der afgår minibusser fra Benin By mod Libyen og Marokko med kvinder, der har lånt penge til billetten, og som drømmer om at komme til Europa. Benin By er en drømmefabrik.

'Bevidsthedsskabende' antitraffickingspots betalt af europæiske donorer kører konstant på tv, og på centrale pladser i byen har de samme donorer hængt store billboards op, som advarer mod farerne ved at lade sig »lokke til trafficking«. Kvinderne selv ved imidlertid udmærket godt, hvilket job der venter dem i Europa. Nye tal fra universitetet i Benin By viser da også, at ud af undersøgelsens 681 deltagere fra landsbyerne omkring Benin By, havde samtlige kendskab til sextrafficking.

Men vilkårene for jobbet kender de ikke nødvendigvis i detaljer; de håber, de kan stikke af fra deres madam (kvindelig alfons, red.), når de kommer til Europa, eller de accepterer to-tre barske år og håber på derefter at være gældfri.

Som Ann, der nyligt er blevet deporteret fra Italien, forklarer mig:

»Min madam fortalte mig, inden jeg rejste mod Europa, at hun ikke havde noget rigtigt job til mig, kun prostitution, og at jeg skulle gå på gaden og gøre det hver dag. Så jeg tror ikke på trafficking. Det er et ord, de hvide har opfundet. Vi ved, at hvis vi ikke vil være prostituerede, så er der ingen grund til at tage til Europa. Der er ingen, der sætter os en pistol for panden og tvinger os til Europa. Vi ved godt, at vi ikke har papirerne til at få en anden form for arbejde, vi har jo ikke gået i skole. For os er det en aftale mellem parterne: kvinden, hendes familie og hendes madam – vi forhandler os til en aftale, som alle parter accepterer«.

Det paradoksale og komplekse er, at selv om der er frivillighed involveret i migrationen og kvinderne godt ved, hvilket job der venter, udelukker det ikke, at aftalen kan udvikle sig til trafficking.

De kvinder, jeg fulgte mest intensivt, var enten udsat for væbnede røverier eller voldtægter ? ikke mens de var sexarbejdere, men efter deres hjemkomst til 'trygge omgivelser'.

Sine Plambech

Det, der opleves som en aftale blandt parterne i Benin By – kan være en traffickingforbrydelse set gennem juridiske briller.

Tal fra universitetet i Benin By viser desuden, at 70 procent af de lokale ikke mener, at trafficking kan reduceres via kampagner, så længe folk kan se nybyggede huse, biler, generatorer, fjernsyn og køleskabe i landområderne ejet af kvinder, der sælger sex i Europa.

For det første fortolker de adspurgte i stedet kampagnerne som generelle antimigrationskampagner, der skal befri Europa for de illegale migranter og deres sexsalg. For det andet kritiserer de kampagnerne for fuldstændigt at ignorere den virkelighed af fattigdom, kriminalitet og hustruvold, som kvinderne lever i, idet de, ofte ud fra et religiøst motiveret budskab, i stedet prædiker, at kvinderne skal blive værdige gifte kvinder, der bliver på deres plads i familien, i landsbyen og i Nigeria.

En kristen kvinde fra en lokal ngo forklarer mig således, at:

»... Prostituerede er besat af 'the evil spirit', som har givet dem 'the-get-rich-quick-syndrome'«. »De skal gifte sig, få børn og skaffe sig et værdigt arbejde ... men de hører ikke efter, hvad jeg siger. De er mere optaget af at tjene penge end at komme i kirken om søndagen«, siger hun med en tungsindig hovedrysten.

Nogle kvinder, som sælger sex, ønsker at vende tilbage til Nigeria – og der findes historier om kvinder, der hjemsendes og med succes opstarter en lille forretning.

Det er typisk de lidt ældre kvinder, der med hjemsendelsen går på pension som migranter. Men selv om mange af de deporterede kvinder har haft forfærdelige oplevelser i Europa, prøver langt de fleste af dem at komme tilbage. De beretter typisk om et øget familieansvar og den manglende sikkerhed i Nigeria som hovedårsagerne til de gentagne migrationsforsøg. Efter deres hjemkomst bliver de set som både velhavende og moralsk depraverede, hvilket er med til at fastlåse dem i en situation, der gør det nødvendigt for dem at rejse igen.

Samtlige af de kvinder, jeg fulgte mest intensivt, var enten udsat for væbnede røverier eller voldtægter – ikke mens de var sexarbejdere, men efter deres hjemkomst til 'trygge omgivelser'.

Da jeg bad dem portrættere deres liv som deporterede, viste de mig oftest billeder af familiemedlemmer – kusiner med nyfødte babyer, efterladte børn, syge slægtninge etc. – der alle var blevet sendt hen til dem efter hjemkomsten, fordi de nu blev betragtet som ressourcestærke. En enkelt af kvinderne havde nu ni mennesker at forsørge ud over sig selv, sin mor og sine to børn. I den situation rækker de penge, kvinderne fik med fra Europa, ikke langt.

I Benin By møder jeg Grace – en kvinde midt i trediverne, hvis kuglerunde ar på næsen er en evig påmindelse om den dag i Torino, hvor hun blev voldtaget af fem mænd, mens et medlem af den albanske mafia trykkede en brandvarm pistolmunding mod hendes næseryg. Hun blev fundet på en mark af en hundelufter, mere død end levende, og senere identificeret som traffickingoffer af de italienske myndigheder.

Jeg bliver nødt til at sætte Gud på 'standby' i mit liv af og til ? ellers overlever jeg ikke.

Nigeriansk sexarbejder

Hun fik afslag på asyl og måtte nødtvungent acceptere at blive 'frivilligt hjemsendt' med løfte om, at hun ville modtage et mindre beløb fra den italienske stat til at reetablere sig i Nigeria.

Da pengene kom efter et halvt års ventetid, købte hun gryder, plastikstole og råvarer, så hun kunne åbne en lille madbod. Madboden gik godt, men Grace havde hverken råd eller kreditværdighed til at oprette en bankkonto. En sen aften slog bevæbnede røvere vejen forbi og væk var både penge, gryder og råvarer. Den lokale ngo kunne ikke få flere penge tilsendt fra Italien, og Grace har siden levet hos sin søster, mens hun venter på en mulighed for at rejse tilbage til Europa.

Jeg spørger Grace, om ikke hun er bange for at rejse igen efter sine voldsomme oplevelser i Europa.

»Nej«, svarer hun. »Jeg føler, at jeg er udødelig, efter at jeg har overlevet alt dette. Desuden er min krop beskyttet af Jesu blod ...«.

Jeg spørger hende derefter, om hun er besat af 'the evil spirit'. Hun forklarer mig detaljeret, at der måske nok er nogle, der er besat – hun er det dog ikke selv. »Men man kan blive besat. Ånden er i pengesedlerne«, siger hun og peger på en lille bunke af mine krøllede sedler på bordet foran os.

»Men hvordan kan man blive besat, hvis ens krop er beskyttet af Jesu blod«, spørger jeg.

»Det er, fordi« – Grace kigger lidt skamfuldt på mig – »nogle gange sætter vi Gud på 'standby'. For ser du, det gode ved den kristne Gud, i modsætning til de afrikanske guder, er, at han tilgiver dig alle dine synder. Når du vender tilbage til Gud igen, tilgiver han dig. Jeg bliver nødt til at sætte Gud på 'standby' i mit liv af og til – ellers overlever jeg ikke«.

Som følge af de mange deporteringer er Benin By ikke længere kun en by, som kvinderne rejser fra, men i stigende grad en 'deportationsby', som kvinderne ufrivilligt ankommer til.

I takt med deporteringerne er der således opstået en egentlig 'redningsindustri' i byen, hvor man – finansieret af blandt andet danske penge – har udliciteret det humanitære ansvar for kvinderne til diverse ngo'er og religiøse sammenslutninger.

Det betyder, at antitraffickingorganisationer, i Nigeria såvel som i Europa, sammen med de internationale sikkerhedsselskaber, der foretager deporteringerne, blomstrer, mens de kvinder, vi egentlig prøver at hjælpe, atter bliver ofre.

Og hvis nogen skulle tro, at vi nok ikke er så slemme som de andre, bør det anføres, at Danmarks deporteringer af menneskehandelsofre blev kritiseret af FN i 2011 og senest i USA's årlige traffickingvurderingsrapport, fordi vi som det eneste land i EU ikke giver mulighed for opholdstilladelse på baggrund af trafficking. Derimod bruger vi millioner på at støtte en ofte ubemærket, men hastigt voksende global deporterings- og redningsindustri.

Hjemsendelsesprojekterne er vores svar på kvindernes akutte lidelse, men er sjældent bæredygtige over tid, blandt andet fordi 'hjemme' for dem er lige så utrygt som livet som sexarbejder på en sidegade på Vesterbro.

LÆS OGSÅ32 anholdt i stor aktion mod afrikanske kvinder på Istedgade

Deportationerne og behovet for at identificere og adskille grupper af migranter fra hinanden – de lidende ofre versus de kriminelle – illustrerer de vanskelige dilemmaer, der er opstået i kølvandet på de senere års danske og internationale migrationspolitik. Striks europæisk grænsebevogtning har gjort det dyrere for illegale migranter at komme ind i Europa, hvorved deres gæld til en kriminel migrationsindustri, der kan hjælpe dem ind i Europa, øges. Nogle defineres som ofre, andre betragtes som kriminelle. Global ulighed er drivkraften for begge grupper.

Vi opretholder ikke kun vores velstand, men også vores moralske selvopfattelse gennem en paradoksal form for militaristisk humanitarisme eller armeret kærlighed, om man vil, hvor vi forsøger at redde kvinderne ved at indespærre og deportere dem.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce