Nytårsaftensdag 1877 skrev professor mineralogiæ ved Københavns Universitet Frederik Johnstrup et brev til indenrigsministeren, hvori han foreslog at man oprettede en Commission til Ledelsen af de geologiske og geographiske Undersøgelser i Grønland. Ministeren, som var en fornuftig mand og hed Skeel, meldte allerede 11. januar 1878 tilbage til professorens behagelige efterretning, at man ville bevilge driften af den foreslåede kommission gennem Den Kongelige Grønlandske Handels budget. Kommissionen fik, ud over Johnstrup selv, direktøren for Marineministeriet, kommandør N.F. Ravn, og direktøren for Den Kongelige Grønlandske Handel, justitsråd, dr.phil. H.J. Rink, som medlemmer. Hermed havde den danske regering anerkendt behovet for en systematisk og vedholdende udforskning af Grønland. Inspirationen til denne udforskning af Grønland var til dels de betydelige indtægter, Kryolith Mine og Handels Selskabet havde bragt til sine ejere og den danske statskasse. Brydningen af kryolit blev påbegyndt i 1856 på initiativ af professor Julius Thomsen og finansmanden C.F. Tietgen. Det var vel tænkeligt, at Grønland rummede andre mineralske rigdomme, som kunne afstive den skrantende danske nationaløkonomi. En anden og mindre bjergsom begrundelse var projektet med udviklingen af Grønland som nation. H.J. Rink var en utrættelig aktør i opbygningen af et oplyst og demokratisk Grønland. Danmark var i midten af 1800-tallet endnu præget af sin nære fortid under enevælden med en stærk adelstand, en forarmet bondestand og en voksende proletariseret arbejderklasse. Siden oplysningstiden havde en del liberale danskere fundet afløb for deres samfundsforandrende tendenser i Grønland. Geologen H.J. Rink, som i tidens tradition var elev af både B.S. Ingemann og H.C. Ørsted, kastede også sin kærlighed på Grønland efter en kortvarig flirt med Malabarerne, hvis malariasumpe nær havde kostet ham livet. LÆS OGSÅStorpolitisk spil er i gang om Grønlands råstoffer I modsætning til deres danske samtidige havde grønlænderne aldrig oplevet hverken stavnsbånd eller hoveri. De kunne gøre, stort set som det passede dem. Selv de ihærdige missionærer havde tidligt indset, at »grønlænderne må trækkes til missionen - de kan ikke skubbes«. Et af trækplastrene var litteraturen. Fra Upernavik i nord til Nanortalik i syd opdagede man, at skriften åbnede for en ny og forunderlig verden. Allerede i slutningen af 1700-tallet var analfabetisme afskaffet i Grønland, og grønlandsk var det officielle sprog i skoler og kirker. H.J. Rink fik i 1857 indført de såkaldte forstanderskaber, som blev besat ved direkte valg allerede fra 1862, og som siden dannede grundlag for landsrådene for hhv. Nord- og Sydgrønland. I 1861 udgav Rink sammen med bogtrykker Lars Møller og skolelæreren Rasmus Berthelsen det første nummer af den grønlandsksprogede avis Atuagagdliutit, som til overflod var verdens første avis med farvetrykte illustrationer. Læsningen blev et hit, og Grønlands befolkning sugede viden og inspiration fra hele verden til sig med stor appetit. Grønland var blevet en integreret del af verden. Den videnskabelige kommission skulle virkeliggøre oplysningstanken om, at et samfund bør bæres af menneskets frie vilje, understøttet af eksakt viden om den verden, vi lever i. Grønland skulle udforskes efter alle kunstens og de nye videnskabers regler.

I 1878 var undersøgelserne så godt i vej, at der var grundlag for at oprette monografiserien Meddelelser om Grønland, (MoG), hvis udgivelser endnu står som autoritative værker om Grønlands kultur- og naturhistorie. En del af monografierne udkom på engelsk, bl.a. i et samarbejde med Oxford University Press, hvilket var ganske fremsynet, idet disse værker stadig er blandt de oftest citerede værker i den internationale videnskabelige litteratur om Arktis. Et særkende for udforskningen af Grønland, allerede fra kommissionens første dage, var, at den baserede sig på samarbejder mellem danske forskere og grønlandske eksperter i alt fra sprog, kulturhistorie og naturfænomener til logistik. I løbet at kommissionens første halve århundrede blev spektret af forskningsdiscipliner som fokuserede på Grønland stedse bredere, og i 1931 blev det besluttet, at kommissionen skulle omkalfatres, hvorved Kommissionen for Ledelsen af videnskabelige Undersøgelser i Grønland (KVUG) opstod. Betydningen af kommissionen kunne aflæses af, at dens formand var statsminister Thorvald Stauning, næstformanden var direktøren for Grønlands Styrelse, Jens Daugaard-Jensen, mens de menige medlemmer talte geologen Lauge Koch og etnografen Knud Rasmussen. Den tunge bemanding i KVUG's bestyrelse afspejlede nok ikke kun statens sunde interesse for forskning, men også, at Norge i 1931 besatte og gjorde krav på suverænitet over store dele af Østgrønland. Imidlertid afgjorde den internationale domstol i Haag i 1933 sagen til Danmarks og Grønlands fordel. Afgørelsen byggede i høj grad på de systematiske videnskabelige undersøgelser af Grønland, som kommissionen havde stået for igennem mere end et halvt århundrede. At sagens afgørelse ikke kun var til Danmarks, men også Grønlands, fordel, fremgår af de grønlandske høringssvar i sagen: Sydgrønlands Landsråd, der repræsenterer over halvdelen af Grønlands befolkning, udtaler enstemmigt ud fra 200 års erfaringer sin ubetingede tillid til Danmarks ledelse af de grønlandske anliggender, idet Danmarks førelse altid har tilstræbt fremgang for den grønlandske nation i kultur og i levevilkår uden derved at tage hensyn til, om Danmark fik nogen fordel af landet.Landsrådet kan derfor ikke tænke sig Grønland eller en del deraf under nogen anden stat. Landsrådet for Nordgrønland udtaler: Grønlænderne har været beskyttet af den danske stat og har under Danmarks førelse og under økonomiske ofre fra Danmark gjort fremskridt på åndelige, hygiejniske og materielle områder, så vi er et levedygtigt folk med en større årlig tilvækstprocent end mange europæiske staters, til trods for den store risiko vort erhverv medfører. Vi kan ikke forlade dette land og søge vort erhverv andre steder, derfor må vi tænke på de reserver, vort land har, som kan tjene til nytte for den kommende generation.I Danmark har ansvarlige statsmænd udtalt, at den danske statskasse giver afkald på at have et økonomisk overskud fra Grønland, og dette synspunkt er dér lovfæstet. Derfor kan det ikke undre, at det er det grønlandske folks urokkelige ønske, at dets fremtidige udvikling må fortsættes under Danmarks styrelse, og endvidere, at Danmark måtte blive tilkendt en ubeskåret højhedsret over hele Grønland, så at grønlænderne derved kunne skånes for andre nationers ukontrollerede indgreb i deres erhvervsmuligheder. Der var således i Grønland en udtalt erkendelse af, at Grønlands udvikling, alt andet lige, nok kunne gennemføres mest skånsomt og hensigtsmæssigt ved en fortsættelse af det lange samliv med Danmark. LÆS OGSÅDanmark må få øjnene op for Grønlands fremtid Grønland er i dag én nation og tilmed den eneste autonome inuitnation i verden, takket være afgørelsen om et udelt Grønland, som byggede på kommissionens videnskabelige samarbejde mellem Danmark og Grønland om landets udforskning. I 1979 fik Grønland hjemmestyre, og der blev i den anledning påbegyndt en gradvis overførsel af regeringskompetence fra Danmark til Grønland. Hjemmestyret har ført til en klar styrkelse af den grønlandske kultur, en ny selvtillid i Grønland og en forøget grønlandsk varetagelse af ansvar for landets økonomi og udvikling. Imidlertid betød indførelsen af hjemmestyret også et tab af dansk interesse for grønlandske forhold, og ikke mindst for det dansk-grønlandske forskningssamarbejde. Det var, som om man fra dansk side begyndte at se kolonitiden som noget nær en direkte parallel til Belgiens overgreb på Congo. Hos nogle gav overgrebsanskuelsen sig udslag i selvransagelse og bodsgang. Andre søgte at skærme sig mod forventet kritik ved at trække sig tilbage fra enhver form for samkvem med Grønland, mens atter andre henfaldt til den betragtning, at hvis Danmark ikke var godt nok for Grønland, så ku' de sandelig også få lov at passe sig selv. Overgrebstolkningen faldt også i frugtbar jord i dele af den grønlandske befolkning, selv om flertallet i Grønland nok stadig ser Danmark og Grønland som nært beslægtede medlemmer af den samme familie.