Danskerne bruger medier som aldrig før.

Internetbrugere sidder foran computeren næsten en hel arbejdsuge per måned, gennemsnitsdanskeren ser fjernsyn godt et par timer om dagen og læser bøger, blade og aviser som aldrig før.

Et hastigt voksende antal borgere får dagen igennem nyheder via mobiltelefonen, så de altid er ajour med vigtige begivenheder.

Jamen, så er alt vel godt her i informationssamfundet, hvor borgerne må være bedre oplyste end nogensinde?

Desværre ikke. Medieforbruget er først og fremmest junkfood.

Læserne af de landsdækkende morgenaviser bruger i snit bare 22 minutter på at komme igennem dem. De store nyhedsudsendelser i tv har ganske vist pæne seertal, men bliver tyndere og tyndere indholdsmæssigt. Eksempelvis interviewer journalisterne hinanden i stedet for at lave egentlige indslag.

Tendensen er international. Uanset om man siger Twitter, tv eller internet, hittede mindehøjtideligheden for sangeren Michael Jackson foran alle andre begivenheder 7. juli – i Danmark og alle andre lande, vi kan sammenligne os med.

Oversigter over ’Mest læst’ på diverse hjemmesider taler også deres tydelige sprog: Der er flere læsere til nyheder om Britney Spears end om rædslerne i Darfur.

Avislæsningen i Danmark er udelukkende gået frem de senere år på grund af gratisaviserne. Og så taler vi slet ikke om, at den gammeldags papiravis som Politiken og Berlingske Tidende med en blanding af indtægter fra læsere og annoncører arbejder efter en forretningsmodel, der mildt sagt er i krise.

Demokratiets grundlag er oplyste vælgere, der har adgang til alsidig information om samfundet. Derfor er der i Danmark også både tv og radio med pligt til at informere om samfundsforhold og en omfattende mediestøtte, der skal nyfordeles her til efteråret. Regnes licensen til DR med, taler vi samlet om et betragteligt beløb på cirka 6 milliarder kroner om året.

Men som mediemilliarderne bruges i dag, holder de først og fremmest liv i de eksisterende medier bl.a. gennem momsfritagelse og distributionsstøtte.

Som avisjournalist ser jeg naturligvis med bekymring på betalingsavisernes faldende oplag. Som journalist er jeg godt klar over, at fremtidens mediebillede kommer til at se helt anderledes ud end i dag, og at det er helt oplagt at bruge revisionen af mediestøtten til at sikre alsidighed og kvalitet af både fremtidens og fortidens medier.

Ganske vist er fem af de store landsdækkende aviser i oplagskrise, men Berlingske Tidende, Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken er stadig motoren i den danske nyhedsformidling. De sætter i høj grad dagsordenen for den offentlige debat. Det skal man ikke glemme i netbegejstringen.

Mediestøtten bør i fremtiden bevidst satse på alsidighed og på kvalitetsjournalistik, uanset om den offentliggøres på nettet, i radio, tv eller i aviserne.

Det betyder ikke, at to mellemstore og avisløse partier som SF og Dansk Folkeparti i alsidighedens navn skal have økonomisk støtte til deres egne medier. Men ordningerne skal skrues sammen, så de både sikrer politisk og kulturel alsidighed samtidig med en målrettet satsning på kvalitet.

Det er ganske vist ikke helt let at blive enige om, hvad kvalitetsjournalistik er. New York Times er helt sikkert en kvalitetsavis. Ikke desto mindre er denne førende amerikanske avis blevet ramt af nogle af de største journalistiske skandaler: en journalist, Jayson Blair, der opdigtede oplysninger til sine – endda prisbelønnede – reportager, og en politisk reporter, Judith Miller, der med topfolk i Bushregeringen som kilde førte avisen og dens læsere bag lyset i månederne op til Irakkrigen.

Men jeg tror ikke, det er svært at finde et par retningslinjer, der kan bruges i praksis. Erfarne redaktører kan som hovedregel kende kvalitet, når de ser den.

Den nuværende mediestøtte har én uomtvistelig fordel: Den uddeles efter objektive kriterier. Der er ingen smagsdommere og ingen komplicerede ansøgningsmekanismer.

Det er i praksis umuligt at fremme kvalitetsjournalistik, der naturligvis kan være både positiv og negativ for en siddende regering og dens flertal, uden en eller anden slags smagsdommere. De skal naturligvis have retningslinjer at arbejde efter, men det behøver ikke at udvikle sig til raketteknologi.

Via Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) har jeg arbejdet med et par modeller, der kan bruges som inspiration.

FUJ har sammen med International Media Support (IMS) opbygget støtte til undersøgende journalistik i Kaukasus, på Balkan, i Østeuropa, Mellemøsten og er godt i gang i Afrika.

Grundideen er at støtte journalister eller små hold af journalister, der har en god idé til undersøgende journalistik, men ikke har ressourcer til det.

Projekterne støtter ikke medier og bruger heller ikke penge på at opbygge organisationer. De støtter journalistisk research og knytter de journalister, der får støtte, sammen i nationale og internationale netværk.

Journalisterne skal selv søge om økonomisk støtte til deres ideer, og de godkendes så af en lokal journalistisk koordinator i samarbejde med medlemmer af FUJ. Det er naturligvis en sparemodel, men den virker.

Takket være støtten, som FUJ og IMS hovedsagelig får fra det danske udenrigsministerium og Open Society Institute, er der siden 2003 lavet over 200 undersøgelser i de nævnte regioner, og godt 25 af dem har vundet nationale og internationale priser.

De støttede journalister har ikke bare rusket op i lokal korruption og forurening, de er også på vej til at blive rollemodeller.

Overført til Danmark kunne man forestille sig en ordning, der minder lidt om filmstøtten, nemlig en fond til støtte for undersøgende journalistik. Ordningen kan naturligvis omfatte andre former for kvalitetsjournalistik, i det omfang de kan defineres.

I fonden skal konsulenter eller små komiteer, der alle arbejder på åremål, behandle ansøgninger fra freelancere, fra internetmedier og fra store medier som DR og Politiken. Hvis ellers et medie lever op til idealet om at være demokratiets vagthund og søger om støtte til konkrete projekter, er en sådan ordning medieneutral.

Min erfaring fra FUJ-projekterne, som jeg har været med til at koordinere fra starten i 2003, er, at det er ret let at skille kvalificerede ansøgninger fra ukvalificerede.

Af de godkendte ansøgninger har vi kun oplevet to-tre, der slog helt fejl, og to-tre er endt med ubrugelige researchresultater. Det er en meget lav fejlprocent.

Vores primære kriterium er, om den pågældende journalistiske research vil »bringe (afsløre) ny, vigtig information af åbenlys offentlig interesse«. Dertil kommer naturligvis journalistisk praktiske ting som en arbejdsplan, et budget og en redegørelse for, hvordan netop denne idé kan føres ud i livet. Det lyder kompliceret, men en god journalist har ikke brug for mere end to A4-sider for at få det hele med.

Modellen anbefales som særlig støtteværdig i en amerikansk rapport, der har set på mulighederne for undersøgende journalistik i fremtiden.

Min erfaring er også, at det snarere er mangel på journalistisk energi end mangel på penge, der afholder journalister fra at søge. Det gælder nemlig for al kvalitetsjournalistik, at den er tidkrævende og besværlig.

Fakta og kilder skal tjekkes igen og igen. En støtteordning til kvalitetsjournalistik vil ikke automatisk give gode resultater. Mediebranchen skal vænne sig til at arbejde på nye måder, men der findes journalistiske ildsjæle. De skal bare opmuntres.

Desværre er de etablerede medier i øjeblikket så trængte økonomisk og freelancerne så dårligt betalt, at kvalitetsjournalistikken generelt set nedprioriteres. Der laves god journalistik i Danmark. Tag blot listen over de nominerede til årets Cavlingpris. Men der laves for lidt.

Den britiske journalist Nick Davies kommer i sin bog ’Flat Earth News’ med en overbevisende analyse af nutidens drøvtygning af nyheder.

Det er nemmere at skrive en eksisterende artikel lidt om (’versionere’ hedder det på indspist mediesprog) end at tilføre originale oplysninger og måske endda en ny vinkel. På nutidens medier laver stadig færre journalister stadig flere nyheder.

Hvad ville det koste? En god journalistisk undersøgelse tager tre-seks måneder, involverer en del rejser, eksperthjælp (laboratorietest for eksempel). Så tre-fem undersøgelser per million kroner.

Set i forhold til en samlet mediestøtte på 6 milliarder er en ordning med 25-50 millioner kroner om året til målrettet støtte af undersøgende journalistik – uanset medie – et lille beløb.

Men det er netop kvalitetsjournalistikken, der er den fjerde statsmagt – den instans, der holder øje med samfundsudviklingen. Vi får næppe alle i Danmark til at bruge kvalitetsjournalistik. Men med målrettet støtte vil alle have adgang til den. Man kunne kalde det et vigtigt moderniseringsarbejde i et hjørne af demokratiet.

Naturligvis skal man undgå at gøre ordningerne konkurrenceforvridende. Men i for eksempel Ukraine har redaktører af regionale aviser og lokale tv-stationer taget så godt imod ordningen, at de nu medfinansierer den research, de ellers ikke havde tænkt sig at finde ressourcer til.

Via mit arbejde i FUJ har jeg også fået forbindelse til et tysk projekt, hvis bærende idé kunne bruges til målrettet at fremme en anden nødlidende genre: udenrigsjournalistikken.

Udenrigsreportage – for eksempel faste korrespondenter – er rasende dyrt og også hårdt ramt af mediernes spareprogrammer.

Derfor er vi danske mediebrugere i mangel af danske journalister på stedet daglig henvist til udenrigsreportage skrevet med amerikansk, britisk, tysk eller fransk baggrund.

Magasinet Economist er fremragende, men hvad med lidt flere danske journalister til at holde øje med Dmitrij Medvedev og Bojko Borisov (muskelbundtet, der netop vandt valget i Bulgarien). Det er et oplagt felt for en støtteordning, som alle medier naturligvis skal have lige adgang til.

Det tyske netværk n-ost (Netzwerk Ost), der både er en forening og en salgsorganisation, blev startet med en meget rundhåndet bevilling fra Robert Bosch Stiftung. Heller ikke i Danmark kan noget sådant startes uden betydelig økonomisk støtte.

Medlemmerne af foreningen udfordrer hvert år hinanden i en konkurrence om årets bedste reportage fra Østeuropa; de holder konferencer for at udveksle erfaringer; og ikke mindst har de via et kontor i Berlin mulighed for at få solgt deres artikler.

Alle tyske medier – for så vidt også private, hvis de har råd – kan abonnere på en service, så de får artikler til gennemsyn – og så drejer det sig blot om at slå først til. Medierne kan også via kontoret i Berlin bestille en reportage, og det er meget, meget billigere end selv at sende en reporter.

Samtidig opbygger medlemmerne naturligvis deres eget kundenet, men de færreste journalister kan drage ud i verden med fede kontrakter i inderlommen. Derfor er der også forholdsvis få danske freelancere med fast bopæl i udlandet – og mange lande, hvor der ikke dukker en eneste dansk journalist op i et år eller to.

Nu har tyske udlandskorrespondenter et meget større marked for deres ’varer’ end danske. En reportage kan sælges til flere regionale aviser eller radiostationer uden at ramme samme geografiske målgruppe. I Danmark vil der ofte kun være én kunde.

Men hvis man opbyggede lignende danske ordninger (et Netværk Øst, et Netværk Afrika og flere til), ville alle danske medier få adgang til god udenrigsreportage til en rimelig penge.

Her kunne indføres mediestøtte til oprettelse af et netværk, og der kunne indføres etableringsstøtte for udenrigskorrespondenter – måske endda egentlige kontorer med flere medarbejdere i de vigtigste regioner.

Når en svinefarmer fra Mors etablerer sig i Ukraine, kan Morsø Folkeblad med en enkelt mail til Netværk Øst få en håndskrevet reportage fra sletterne ved Dnjepr, og når DR’s Orientering mangler en analyse fra Nigeria, kan Netværk Afrika også klare det.

De store medier med faste udenrigskorrespondenter ville måske sige, at en sådan ordning er ubillig statsstøttet konkurrence til deres egne folk. Nu kan de faste korrespondenter jo stadig lave unikt stof og koncentrere sig om at betjene et medie. Desuden har alle medier adgang til de nye netværk.

Og så har jeg da fra tyske kolleger hørt, at n-ost har fået lidt for veletablerede faste korrespondenter til at vågne op.

På dette område sætter kun økonomien grænser for fantasien. Men hvert enkelt etablering i det fremmede skal naturligvis være baseret på en forretningsmodel.

Kan man efter en startperiode leve af at være dansk korrespondent i Peru eller Australien, eller er det ren personlig fornøjelse? Med mediestøtten følger naturligvis en forpligtelse til at levere til alle og ikke afvise en ny internetavis med, at ’jeg er lige ved at skrive en bog om nogle enestående arkæologiske fund’.

Men hvis politikerne binder 2 millioner kroner i etableringsstøtte i for eksempel op til 20 danske udenrigskorrespondenter, vil udenrigsdækningen i danske medier gøre et kvantespring.

Inden alle de mange interessenter i den danske medieverden får politikerne til at love alt for meget om at støtte netop dén avis eller dét internetprojekt, burde de ud over den igangværende analyse af mediestøtten indkalde engagerede journalister fra alle typer medier til brainstorming.

De skitserede forslag dækker blot to områder, men det er vigtigt at undgå at journalistisk drøvtygning kommer til at dominere de danske medier.

Der kan for forholdsvis få millioner om året gøres meget for indholdet i danske medier.