Mennesker med handikap er et mindretal og udgør, plejer man at antage, ca. 10 procent af befolkningen. Vi kan ikke gøre os gældende som en vælgergruppe, dels fordi vi ikke er flere, dels – og det er nok den vigtigste grund – fordi vi ikke har andet end vore funktionsnedsættelser til fælles. Med hensyn til politiske holdninger er vi lige så forskellige som resten af befolkningen. Hvem og hvad er der så til at beskytte os mod diskrimination, ligegyldighed og mangel på respekt? Befolkningens gode holdninger til mennesker med handikap er svaret. Det er faktisk et godt værn, i hvert fald når vore medborgere reagerer. Men det er med det som på visse andre områder usikkert og uforudsigeligt, hvornår det sker. Holger Danske sover i Kronborgs kasematter. Han er der, vi stoler på ham, men hvornår vågner han op til dåd? Det ved man ikke. Befolkningens gode handikapholdninger er afgørende for, hvor meget mindretallet skal tåle af forringelser, besparelser og urimelig behandling. Men hvad ved befolkningen i almindelighed om vore problemer, levevilkår og vanskeligheder? Umiddelbart ikke så farlig meget.
Der er utvivlsomt et generelt ønske om, at vi skal have rimelig gode levevilkår, og en forståelse for, at mennesker med handikap har det sværere end andre, at de bør kompenseres for deres funktionsnedsættelse, og der er nok også en forventning om, at det sørger velfærdsstaten for. Så langt så godt. Og vore politikere har formentlig de samme holdninger. Det siger de i hvert fald, når man trykker dem på maven, og når de holder festtaler – ikke grundlovstaler, for i den sammenhæng kommer vi som mindretal ikke i betragtning. Hvad er så problemet? Det er de senere års voldsomme forringelser og besparelser både på landsplan og lokalt. Både regeringen og kommunerne har ladet mennesker med handikap bære en helt uforholdsmæssig stor del af de byrder, som skyldes den økonomiske krise. Er det nødvendigt at minde om, at vi ikke selv har valgt vor funktionsnedsættelse eller handikap. Det er en tilfældig hændelse i vort liv, som ingen misunder os. Vi bruger mange kræfter og megen tid på at leve med vor funktionsnedsættelse og ønsker alle en tilværelse så nær det normale som muligt, men uden kompensation er det umuligt. Vi har brug for hjælpemidler og meget andet. Jeg føler mig overbevist om, at alle forstår og accepterer, at vort handikap er livsvarigt, og at det ikke kan ændres. På det punkt er gruppen af mennesker med handikap stillet helt anderledes end andre. Det bør lovgivningsmagten og kommunerne efterleve i praksis, og det er det, de ikke har gjort og gør i disse år, hvor de føler sig presset af den økonomiske krise. Vi har behov for en høj grad af fredning. Kompensation for vor funktionsnedsættelse har velfærdssamfundet ydet os i vidt omfang hidtil, men nu bliver vi presset hårdt. Det er det, vi hører fra Danske Handicaporganisationers kommunale afdelinger over hele landet. Mere end halvdelen af disse afdelinger har givet klart udtryk for dyb frustration og bekymringer hen over årsskiftet. Tendensen er klar. De offentlige myndigheder prioriterer besparelser væsentlig højere end fortsat velfærd. Skal vi da ikke bidrage? Jo, naturligvis skal vi det, men kun efter evne – beskeden evne. Men vi er hårdt ramt. Både vor retssikkerhed og vor velfærd er forringet i en grad, som kun de færreste gør sig nogen forestilling om. Det er ikke bare nok nu, man er desværre allerede gået for vidt. Vi ser tilbage på tidligere tiders gode forhold med længsel og ser med stor bekymring på fremtiden. Det sociale klagesystem er under afvikling. De sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene afskaffes, så kun Ankestyrelsen bliver tilbage, og lægmandsmedvirken ophæves i det store flertal af klagesager og bevares kun i de få principielle sager. Hvad ville man sige til, hvis begge landsretter blev lukket, fordi det var billigere, og lægdommere kun fandtes i Højesteret? Der ville lyde et ramaskrig fra advokater og professorers side, men hvem siger noget nu, når det drejer sig om social retssikkerhed? Ingen reagerer ud over handikaporganisationerne – hvorfor ikke?
