For mange skolebørn i Danmark begynder dagen med et sukkerfyldt, ultraforarbejdet morgenmadsprodukt. Madpakken er ofte fiberfattigt brød og sammen med noget, der er pakket ind i farverig plastik som mælkesnitter, myslibarer eller drikkeyoghurter. Aftensmaden er måske pizza, burger eller i bedste fald rugbrødsmadder, men der er ikke meget frugt og grønt. Til gengæld er der kiks, slik eller et stykke kage mellem måltiderne.
Ja, jeg ved, det er en grov optegning, men der er grund til at bimle med de helt store alarmklokker, når det gælder børn og unges generelle ernæring.




























