Artiklen er opdateret klokken 15:51 med kommentarer fra Roger Buch.
Den langvarige boligtvist mellem politisk leder for Frie Grønne Sikandar Siddique og Københavns Kommune har nået en foreløbig kulmination. Københavns Kommune har besluttet at annullere Sikandar Siddiques bopælsregistrering i kommunen, skriver Ekstra Bladet.
Det bekræftes af Kultur- og Fritidsforvaltningen i et skriftligt svar til Politiken:
»Folkeregistret i Københavns Kommune kan bekræfte at have truffet afgørelse i sagen om Sikandar Siddiques bopælssag. Forvaltningen har for nuværende ikke yderligere kommentarer«.
Afgørelsen kan betyde, at han mister sin plads i Københavns Borgerrepræsentation.
Til Politiken siger Sikandar Siddique i et skriftligt svar:
»Jeg sagde, at København skulle befries fra zionismen. Det udløste fordømmelser fra den israelske stat, anmeldelser fra zionistiske organisationer og pres helt op på statsministerniveau. Og nu står jeg her – valgt af vælgerne, men fjernet af systemet. Så meget for frie demokratier«.
Sikandar Siddique har tænkt sig at anke afgørelsen til Digitaliseringsministeriet. Det har han fire uger til. Han fortæller, at han bliver siddende i Borgerrepræsentationen, indtil ankesagen er afgjort.
Sikandar Siddique blev ved kommunalvalget 18. november sidste år valgt til Borgerrepræsentationen i København. Men her kan han kun sidde, hvis han også bor i kommunen. Valgte politikere kan miste deres valgbarhed og dermed udtræde af kommunalbestyrelsen, hvis de ikke lever op til reglerne fastsat i kommunalvalgloven.
For at være valgbar skal man have valgret, og det vil Siddique ikke have i Københavns Kommune, hvis han ikke »opfylder betingelserne for at være bopælsregistreret i kommunen«. Det er op til Borgerrepræsentationens medlemmer at beslutte, om et medlem har mistet sin valgbarhed.
Sikandar Siddique fik 3.125 personlige stemmer i Københavns Kommune.
»Uhørt indblanding«
I maj meddelte Siddique, at han flyttede fra sin familie i Herlev Kommune til København for at kunne blive opstillet til kommunalvalget i hovedstadskommunen. Ifølge Ekstra Bladet ejer han dog stadig sit hus i Herlev, hvor hans kone og børn fortsat bor.
Ekstra Bladets dækning af flytningen fik Herlev Kommune til at undersøge sagen før kommunalvalget. Kommunen konkluderede, at Sikandar Siddique var »korrekt bopælsregistreret«. Det ville Københavns Kommune dog også selv undersøge, og kommunen har altså nu valgt at annullere flytningen.
Sikandar Siddique har gennem hele sagen fastholdt, at han bor i Københavns Kommune.
Ifølge Siddiques advokat, Erbil Kaya, viser afgørelsen, at Københavns Kommune har »fået det helt galt i halsen«. Han undrer sig over, at Herlev Kommune har nået en anden konklusion baseret på samme beviser.
»Vi har set en helt uhørt indblanding fra politisk side, som har været med til at påvirke kommunens afgørelse«, siger han.
Hvorvidt sagen ankes, fordi forsvaret vil komme med nye informationer, vil Erbil Kaya ikke kommentere. Han fortæller dog, at han har tiltro til Digitaliseringsministeriet som klageinstans:
»Vi har tiltro til, at klageinstansen vil kigge mere objektivt på sagen. Fordi vi har tiltro til, at Digitaliseringsministeriet ikke vil lade sig påvirke af den politiske indblanding«.
Roger Buch er forskningslektor og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt ekspert i kommunalpolitik. Ifølge ham er Københavns Kommunes undersøgelse af sagen efter alt at dømme langt grundigere end Herlevs. Københavns Kommune har ifølge ham stor erfaring med at foretage bopælsvurderinger . Derfor vil resultatet af anken sandsynligvis føre til samme resultat, vurderer han:
»Væsentlige nye informationer fra Sikandar Siddique er det eneste som kan ændre konklusionen«.
Kan vi på baggrund af kommunens afgørelse tale om en proformaflytning?
»De egentlige motiver er nok umulige at afdække og en endelig afgørelse kommer muligvis først efter en eventuel retssag. Det kan trække op til to år ud i fremtiden«, fortæller Roger Buch.
fortsæt med at læse


























