Når tågen vælter ind mellem cypresserne i Taiwans bjergskove, ligner det den perfekte scene i en spionroman. Men den tyske forsker og erfarne Kina-korrespondent Jürgen Kremb havde alligevel ikke forestillet sig, at han rent faktisk ville blive forfulgt, da han sidste år tog på vandretur i Alishans tågebjerge i det centrale Taiwan.
Turen var ellers tænkt som et afbræk fra Krembs forskning i netop kinesisk spionage og hvordan, Kina forbereder krig mod Taiwan. Men en opsøgende kvinde fik den tyske forsker til at undre sig.