Hver gang man læser et råb om hjælp, fra en familie der oplever at deres barn bliver svigtet, eller en fleksjobber, handikappet, psykisk syg m.m. stiller spørgsmålstegn til omfanget af den hjælp der tilbydes eller ikke tilbydes. Mødes de med svaret: ”Vi er i krise, altså vi har ikke råd”, før krisen lød svaret: ” Vi betaler for meget i skat, altså vi har ikke råd”, ja selv de venstreorienteret politikere er sprunget med på trenden.

Et lille rollespil.

Socialminister Sjanne kommer ind på finansminister Luffes kontor.

Sjanne: Vi har en gruppe mennesker der har et problem, og jeg har fundet en løsning.

Luffe: Jamen Sjanne, du suger jo pengene ud af mig.

Sjanne: Bare rolig Luffe, jeg har fundet en dobbelt så dyr løsning, hvor vi kun skal betale små afdrag over mange år.

Socialminister Sjanne og finansminister Luffe sidder og spiser i Snapstinget.

Luffe: Det er nu dejligt, også at hjælpe de andre.

Sjanne: Og det bedste er, at det meste af regningen er sendt, langt ind i næste regeringsperiode.

Og alt ville have endt godt, hvis det ikke lige var for det faktum, at hvis man ikke giver et barn, en ordenligt hjælp fra starten. Forværres barnets tilstand, og der skal en større og mere omfattende indsats til for at hjælpen virker. Og forældrene risikerer at blive slidt op af kampen for deres barn. Dermed bliver samfundets udgifter, også større og mere omfattende. Det samme gælder for en fleksjobber, handikappet, psykisk syg m.m., der bliver svigtet.