I en debattråd kom jeg til at nedskrive 7 grunde til den nuværende krise. Det forekommer at være værd at skrive et læserbrev om, da trin 1 i et løse en krise er at forstå hvorfor der er en krise

Sidste gang hvor verdenen oplevede en krise som den nuværende var i 30-erne. Der er i princippet tale om en finanskrise koblet til en form for kreditkrise som afspejler at globale ubalancer i økonomien er blevet så store at centralbankerne ikke kan løse problemet ved brug af sædvanlige værktøjer som at gøre det billigere at låne penge.
Der er forskellige eksempler på sådanne kriser i verdenshistorien, men det er karakteristisk
1) Beslutningstagere plejer at lave masser af fejl som gør krisen værre, da der ikke er nogen levende beslutningstagere som oplevede den forrige krise af den type samt at der har været så få af den type af kriser i verdenshistorien til at der er dårlig økonomisk forståelse af den type af kriser.
2) Den nuværende krise er på mange måder værre end 30-ernes når der måles på kritiske problemer såsom evnen til at få skabt ny vækst samt hvor lang tid det tager at få genskabt det tabte BNP.

Jeg er af den opfattelse at den nuværende krise er opstået som følge af:
1) Den vestlige verden har levet over evne for lånte penge og brugt disse penge på boligbobbel samt import af forbrugsvarer fra fjernøsten
2) Vestlige stater har givet folk masser af velfærdsgoder som der ikke er råd til at indløse når store generationer går på pension og små generationer vil være til stede på arbejdsmarkedet
3) I længden er det ikke holdbart at nogle områder af verdenen importerer langt mere end hvad de eksporterer
4) Centralbankerne har fejlvurderet globaliseringen, da de kun har set på de positive effekter, lav kærneinflation i en række år som følge af produktion i lavtlønslande, men samtidig har de ignoreret høj inflation på råstoffer og fødevarer med argumentet, det er spekulation, vejr og krig, men det har i høj grad i stedet være permanente ændringer i forbrugsmønsteret hidrørende fra væksten i lavtlønslandene. Samtidig har centralbankerne ikke i tide fattet at når der har været en tilpas stor mængde vækst i lavtlønslandene og de dermed når op og bliver mellemindkomst-lande, så giver globaliseringen pludselig høj kærneinflation selv med lav vækst i vesten, da prisen på varer produceret i tidligere lavtlønslande pludselig begynder at vokse hurtigt
5) Beslutningstagerne har tilladt vanvittige financielle strukturer hvor private aktører på finansmarkeder kunne få lov til at score gevinsten hvis deres risikable investeringer gik godt men sende tabet videre til skatteyderne hvis deres investering fejlede.
6) Beslutningstagerne har tilladt bankerne at opbygge financielle aktiviteter i et så stort omfang i forhold til landets bnp at hvis punkt 5 udløses, så krakker staten da bankens aktivitet er blevet for stor til at staten kan magte opgaven.

7) Indførslen af en De Facto guldstandard (Euroen som er bundet op på den tyske eksportmaskine som guldstandard) i Europa uden at have viljestyrken til at leve op til de krav der gælder for at få en guldstandard til at fungere
a) Nødvendige reformer i tide til at ens land hele tiden er konkurrencedygtigt
b) Ansvarlig økonomi-styring på delstatsplan / landeplan
c) Føderale strukturer med transferunion og centralbank som “lender of last resort via QE (rullende seddelpresse til køb af statsobligationer)” til at redde lande i problemer indtil de har fået genoprettet konkurrenceevnen samt genoprettet deres financielle sundhed

Det er læren for 30-erne (dengang havde man også en guldstandard) at hvis man ikke magter at opfylde de facto kravene til at få en guldstandard til at fungere, så er den økonomiske skade over tid mindst mulige (med enkelte undtagelser (hyperinflationen i Tyskland)) desto hurtigere man forlader guldstandarden selvom lande med dårlige finanser og underskud på betalingsbalancen bliver brutalt hårdt ramt i det øjeblik de forlader guldstandarden