Meget kan man sige om de demokratiske medier, men man kan ikke anklage dem for manglende opmærksomhed på, hvilken service de skal levere til befolkningen.

For hvad ønsker vi, befolkningen, i bund og grund af vores medier? Nogle byder på den såkaldte 'oplysning'. Andre tror at det er underholdning som er det store hit. Sandheden er imidlertid at finde lige midt imellem: De fleste af os ønsker nemlig fjendebilleder. Gode gammeldags fjendebilleder. Underholdende oplysning om alle dem, som vi og vores ligemænd kan være rørende enige om at stemple som idioter. 'For det er jo dem, der gør verden til et helvede på jord', siger vi. 'Uden dem ville vi leve i paradis. Og den eneste grund til at vi IKKE lever i paradis, det er alle de spader, der mener noget andet end os selv'. Sådan holder vi mere end noget andet af at sige til hinanden.

Et veldrejet fjendebillede forvandler med et fingerknips en dårlig dag til en god.

Medierne -og deres legioner af altruistiske journalister -har derfor mestret kunsten at gøre et veldrejet fjendebillede ud af enhver, og dette bør vi, befolkningen, uden ophør takke de demokratiske guder for. Hermed er vi nemlig blevet skænket den største gave der kan skænkes et folk. Med en støt leverance af friske fjendebilleder -politikere, samfundsgrupperinger, you name it -er vi, befolkningen, nemlig fritagede for at skænke verdens virkelige problemer en eneste tanke, da vi jo ved at det hele er de andres skyld -det kan vi læse og lytte os til overalt.

Hvor forskellige vi mennesker end er: Om vi er til højre eller venstre. Om vi er tykke eller tynde, rige eller fattige, sorte, hvide, gule eller blå. Hvor meget der end kan skille os ad... ja, da kan vi altid stole på at medierne vil forbinde os i skøn harmoni, i bekræftelsen i, at det altid -hvor slemt det end ser ud -altid er de andres skyld.

Og det er den sande lighed.