Det er snart på tide, at der bliver sat spørgsmålstegn ved nogle af de neoliberale dogmer, der på det seneste er blevet "sandheder" i den politiske debat.

Øget arbejdsudbud

Var der ikke en behjertet sjæl inden for journaliststanden, der kunne lave et interview med Margrethe Vestager, og få hende til at forklare hvilke mekanismer der skulle ligge til grund for, at øget udbud af arbejdskraft automatisk skaber nye jobs?

Det er afsætningsøkonomi for begyndere, at udbud ikke skaber efterspørgsel i sig selv, det forholder sig omvendt. Selvfølgelig skaber innovative nye produkter efterspørgsel, men kun fordi der har været et latent og uerkendt behov. Har erhvervslivet et latent og uerkendt behov? Hvonrår får de det? Når de økonomiske oraktler udtaler sig, er det altid på formen: Og vi får måske ud i fremtiden brug for flere på arbejdsmarkedet. Når politikerne udtaler sig: Når vi om få år kommer til at mangle.......

"Det skal kunne betale sig at arbejde".

Det er en meget lille del af befolkningen, der befinder sig i en lønklasse, hvor det kunne være lukrativt, at forblive på overførselsindkomst i stedet for at tage et lønnet arbejde. Men selv for en stor del af dem, er det ikke attraktivt, hvis der tages højde for andre forhold end de rent økonomiske.

Privatøkonomi som eneste drivkraft

Hvor mange penge, jeg kan bruge på luksus, og ikke mindst at jeg forhåbentlig kan forbruge lidt mere end naboen er ikke for størstedelen af befolkningen den primære årsag til at gøre en ekstra indsats på arbejdsmarkedet.

Hvis jeg var arbejdsgiver, og havde en person ansat, som ville skære ned på sit engagement i virksomhedens daglige drift, hvis vedkommende skulle betale lidt mere i skat til fællesskabet, ville jeg nok udskifte ham/hende hurtigst muligt, og finde én, som var bare lidt interesseret i sit arbejde og ikke udelukkende i sin private konkurrencesituation med "naboen". Selvfølgelig bliver økonomitænkning i høj grad stimuleret af arbejdsmiljøforhold, ikke mindst det psykiske arbejdsmiljø, og af uprofessionelle eller utroværdige ledelsesformer.

Der er meget mere, der afgør lysten til at engagere sig i sit job. Bare den identitetsskabende effekt, og det at have et arbejdsfællesskab med andre, som også er engagerede. For ikke at tale om, at et interessant arbejde skaber grobund for selvudvikling - når det altså ikke, med økonomitænkning, mere gøres til selvafvikling.

Hvem af Politikens journalister vil/kan påtage sig opgaven?