Det er ganske imponerende, hvad regeringen har opnået på sit under et år ved magten.

Ved valget i 2011 fik Socialdemokratiet således 24,8% af stemmerne, hvilket var det dårligste resultat siden 1903, men siden da er nedturen bare fortsat, og i dag ligger partiet til historisk ringe, ufatteligt lave 16-17% i meningsmålingerne.

SF er det ikke gået meget bedre. Ved valget gik de tilbage fra 23 til 16 mandater, og partiet har siden da været i frit fald i meningsmålingerne, så de nu ligger med en tilslutning på under 5%. Og spærregrænsen rykker nærmere dag for dag.

Venstre er derimod gået frem, og har nu ca. 34% i meningsmålingerne, så partiet er større end både S, SF og R - til sammen.

Derudover er der intern splid i regeringen. Margrethe Vestager har taget styringen i en grad, så både Thorning og Søvndal synes, at være blevet kørt fuldstændig over: Den står på borgerlig politik, lavet samme med de borgerlige. Spørgsmålet er, hvor længe SF kan holde til dette.

Og det parlamentariske grundlag, Enhedslisten? Ja, de nægter nu, at være støtteparti for regeringen, netop fordi regeringen ved flere lejligheder har forbigået Enhedslisten, og i stedet lavet forlig med de borgerlige.

Kun 16,9% af vælgerne foretrækker Thorning som statsminister, mens 43,9% foretrækker Løkke, viser en måling fra den 25/6.

Men hvordan kan det egentlig være, det er gået så galt?

Sandheden er, at problemerne begyndte, da S og SF fremlagde planen "Fair Løsning 2020". Daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen fik Finansministeriet til at regne på planen, og konklusionen var, at planen var underfinansieret med mindst 22 mia. kr. i 2020. Den daværende opposition afviste kritikken, og Socialdemokraternes daværende finansordfører, Morten Bødskov, sagde direkte, at Claus Hjort misbrugte sine embedsmænd i et partipolitisk ærinde. Efter valget har nuværende finansminister - og en af hovedarkitekterne bag 'Fair Løsning' - Bjarne Corydon imidlertid erkendt, at Finansministeriets konklusion var korrekt dengang.

S og SF lovede med andre ord guld og grønne skove i valgkampen velvidende, at der ikke ville være dækning for de mange dyre valgløfter efter valget. Og man gjorde det i bevidsthed om, at der var en stor risiko for, at de radikale i evt. regeringsforhandlinger efter valget, ikke blot ville æde S og SFs politiske oplæg råt. De radikale måtte forventes at ville kræve indrømmelser, der kunne gå ud over nogle - eller ligefrem mange - af de røde valgløfter. Det kom i dén grad til at holde stik.

Resultat? 79% af dem, der stemte på rød blok til valget, svarer i en måling den 10/6 nej til spørgsmålet om, hvorvidt "regeringen har gennemført den politik, du forventede før valget". Og det er vel at mærke før regeringen gennemførte sin skattereform, hvor man gav topskattelettelser finansieret ved at skære i stigningen i overførselsindkomster. Næppe noget folk i rød blok havde forventet før valget.

Og apropos forventninger, kan De, kære læser, så huske, hvordan det hed sig i valgkampen, at hvis efterlønnen blev forringet, så ville Thorning & co. droppe kravet om øget arbejdstid? For som Thorning gentog igen og igen før valget: "Lønmodtagerne skal naturligvis ikke betale to gange". Det løfte holdt dog kun til umiddelbart efter valget, for selv om efterlønnen ganske rigtigt endte med at blive forringet, kom det alligevel med i regeringsgrundlaget, at en trepartsaftale skulle føre til øget arbejdstid.

Dertil kommer den skamløse italesættelse af virkeligheden, der har præget denne regering lige siden starten. Hvem husker ikke, hvordan Helle Thorning på et af sine ugentlige pressemøder mens løftebrudsdiskussionen var på sit højeste, gjorde sig til grin foran et samlet pressekorps, ved at påstå, at "det går rigtig godt for regeringen". Eller da hun mht. betalingsringen på ufrivillig komisk vis blev ved med at påstå, at "der kommer en god løsning i morgen".

Indimellem slår italesættelsen over i løgnagtigheder, f.eks. ved lanceringen af skattereformen. Regeringen kaldte den "en rugbrødsreform", og Thorning udtalte desuden, at reformen "er socialt velafbalanceret". Men dels viser en analyse fra fonden Kraka, at det bliver de højeste indkomster, der får den største skattelettelse ud af skattereformen, og dels siges der højt og tydeligt i forslaget, at en stor del af finansieringen skal komme fra en dæmpning i stigningen i en række overførselsindkomster frem til 2023. Med andre ord: Det bliver førtidspensionisten og den fyrede fabriksarbejder, der skal betale for, at de velstillede her i samfundet skal have endnu mere. Socialt velafbalanceret? Næppe. Et brud med VKO-flertallets fordelingspolitik? Heller ikke.

Set med røde briller har Thorning-regeringen været en katastrofe indtil nu.

Og mere objektivt set har den vel også været det.

Kan det blive værre?

Måske får vi svaret til efteråret, når der skal forhandles finanslov.