Kristoffer Høyrup Sørensen

Studerer pædagogisk filosofi

› LÆS MERE

Da mine bedsteforældre levede, forstod jeg ikke meget, ej heller hvorfor de sommetider bebrejdede ungdommen – en ungdom jeg snart skulle tage og blive en del af.

”Ungdommen nu til dags” blev der ofte sagt. Og jeg som den lille knægt jeg var dengang forstod ikke meget af hvad der lå bag et sådant statement. Senere i min senmoderne ungdom har jeg dog erfaret, at det er ungdommen med og omkring mig.

Langt de fleste jeg kender har aldrig været vant til pligter hjemmefra, det har været mig, mig og mig, og mere mig, og lidt mindre dig. Så noget så simpelt, som at hjælpe ens, i forvejen, stressbeklædte forældre med de huslige pligter er passé. Men det er såmænd også med store risici, at give lidt af sin egen velvilje. Hvad nu hvis jeg missede 5 minutter af afsnittet i Venner, hvor Ross erfarer at Rachel er gravid, og som jeg i forvejen allerede har set 5 gange og kender fra start til slut og omvendt?

Selv er jeg bestemt ingen Obama. Ovennævnte eksempel kunne let have været mig, som spæd og bumset teenagedreng.

Med kyndig vejledning af mine forældre og bedsteforældre, som, nota bene, rent faktisk har gyldne erfaringer at dele ud af, erkendte jeg dog, at det måske ikke var det værste af tage 5-15 minutter af min kedelige hverdag, og hjælpe mine forældre. Afkastet blev en glad mor og far, og i sidste ende en gladere jeg! Se, det er det gode – vi higer efter at blive glade og lykkelige mennesker, men vi vil dog sjældent aktivt gøre noget selv – en lille opfordring kære medmennesker.

En transformation må finde sted: pligt skal ikke være et fyord, det skal, derimod, rettighed. I et samfund fyldt med misbrugte rettigheder og for få misbrugte pligter ønsker jeg transformationen fra rettighedthos til pligthos.

Kære medmennesker, transformationen begynder i dag!