Nu kan jeg se flere læserbreve med utryghed i Danmark som tema. Selv bor jeg i provinsen, og føler en underlig pålagt utryghed blandet med personlig utryghed.

Langt de fleste debatindlæg om samfundsforhold kræver ikke tilstedeværelse i samfundet men alene adgang til danske nyhedsmedier. Ingen rar erkendelse. Det gør mig utryg, at pressen har så stor indflydelse på befolkningens inkl. mit følelsesliv, uden jeg kan gøre ret meget ved det endsige forudse effekten af det. Jeg bryder mig ikke om, når eksperter eller kommentatorer formidler bekymring i stedet for fakta, fx. når en journalist beder om professionel vurdering og får en bekymring som svar. Jeg foretrækker at få en professionel vurdering og ret til selv at bestemme, om den giver grund til bekymring.

Endnu værre er det, når forskellige former for modvilje spreder sig meget hurtigt, uden kilderne kan opspores eller modviljen kan debatteres endsige begrænses.

I forhold til politiets opgaver bekymrer det mig, når politiet mere el. mindre direkte pålægges en prioritering, som afhænger af, hvad medlemmer af Folketinget erfarer fra nyhedsmedier og daglig færden omkring Christiansborg. Når justitsministeren kaldes i samråd om fx. pushere på Vesterbro el. Christiania, formoder jeg altid, opgaven ender med at blive løst efter udviddelse af politistyrken i København med betjente fra provinsen. Det gør mig sådan set ikke utryg men blot i tvivl om politidækningen i provinsen. Jeg er bevidst om, min egen sikkerhed er mit eget ansvar.

Endelig har talrige debatter om varierende emner efterhånden givet mig det indtryk af København, at befolkningen ønsker ro, idyl, ekstrem ensartethed og beundring. Kravet til politiet synes at være, at beboerne anvisninger følges. Da jeg læste i en rejseartikel for nylig, at mobiltelefoner kan blive stjålet i København, tænkte jeg, at jeg troede, mobiltelefoner generelt var uønskede på offentlige steder i byen.