I en landsby lidt uden for Ramallah, som ofte benævnes som Vestbreddens hovedstad, drager en flok lokale palæstinensere i følgeskab med nogle internationale hver fredag hen mod den såkaldte ”Apartheid Wall” for at markere deres utilfredshed med israelerne og deres besættelse af Vestbredden. Stedet, hvor demonstrationen foregår, er ikke tilfældigt. På dette sted er det lykkedes de lokale palæstinensere at få flyttet muren 300 meter tilbage. Men dette har ikke tilfredsstillet de lokale, som har fået noget af deres jord tilbage. Det faktum, at det faktisk lykkedes palæstinenserne at influere det israelske styre, har blot givet dem et nyt håb og mod på flere demonstrationer.

Der er fire forskellige parter, som hver fredag møder op på samme sted. Den første er naturligvis de aktivistiske palæstinensere, den anden er de internationale iagttagere og deltagere, den tredje er det israelske militær, som står talstærkt parat på den anden side af muren. Den fjerde part er en gruppe bosættere, som sidder på en bakketop og derfra har et glimrende udsyn over hele området. Alle disse parter har en vigtig rolle i hele scenariet, som udspiller sig uge efter uge. Uden bosætterne ville det ikke have været nødvendig at bygge muren. Uden de palæstinensiske aktivister ville demonstrationen slet ikke forekomme. Uden det israelske militær ville palæstinenserne ikke have nogen at markere sig overfor og kæmpe med, og uden de internationale ville verdenssamfundet ikke høre om disse demonstrationer.

Netop det faktum, at alle disse parter møder op hver eneste fredag, er for mig at se absurd og uforståeligt. Jeg forstå ikke, at det israelske militær bruger ressourcer og tid på hver fredag at sende en masse jeeps til dette sted for at markere sig overfor palæstinenserne, sikkerhedsmæssige hensyn er næppe den reelle årsag. Hvis man kommer til dette sted en mandag eller en onsdag kan man kaste alle de sten, som man vil, uden at nogen vil stoppe en. På seks ud af ugens syv dage, er der ingen, der står på den israelske side af muren og ”passer på” bosætterne. At palæstinenserne møder op hver uge er et symbol på deres modstand mod besættelsen, og et opråb til verdenssamfundet, hvilket jeg er fuldt forstående overfor. Hvad jeg derimod er meget uforstående overfor er, at palæstinenserne foruden at kaste med æg mod soldaterne også kaster med sten. Palæstinenserne taler meget om at gøre ikke-voldelig modstand, og der er også rigtig mange fredelige demonstrationer i de palæstinensiske områder. At de så vælger at kaste med sten på netop det sted, hvor de internationale er til stede, og pressen tilmed er mødt op, er unødvendigt og hovedløst. Dette signalerer bestemt ikke, at man ønsker at finde en fredelig løsning på hele konflikten.

Forløbet er det samme hver eneste fredag. Alle internationale mødes på et gadehjørne et par kilometer fra stedet, hvor demonstrationen foregår. Herfra fragtes de i bus og biler til det sted, hvor muren gik, inden den blev flyttet. De sidste 300 meter følges de internationale og de lokale aktivister ad, mens de råber bl.a. ”Free Free Palestine”. Når optoget når hen til muren, fortsætter råbene, mens nogle af de lokale begynder at kaste med æg mod det israelske militær, som står parat på den anden side af muren. Dette fortsætter i noget tid, og efterhånden bliver æggene afløst af sten samtidig med, at de internationale forsøger at holde sig i sikker afstand fra muren. Når palæstinensernes sten har ramt plet nok gange, begynder at israelerne at sprede en form for stinkvand ud over de internationale og palæstinensiske demonstranter på den anden side af muren. Vandet er formentlig en form for kunstigt kloakvand, og det stinker så voldsomt, at nogle internationale giver op og forlader pladsen. Sikkert er det, at palæstinenserne ikke giver efter for dette stinkvand, og størstedelen af de internationale formår da også at holde stand. Palæstinenserne fortsætter med at kaste med sten og æg, og råbet om at befri Palæstina bliver blot højere og højere. Efter noget tid indser israelerne, at stinkvandet ikke skræmmer deres ”modstandere” på den anden side af muren, og så kommer tåregassen. Tåregassen tvinger alle på den palæstinensiske side til at trække sig et stykke tilbage, og medbragte løg og andre midler mod tåregassen tages i brug.

Mens alt dette forløber sidder bosætterne og hygger sig på en bakketop i en afstand som gør, at de hverken bliver udsat for stinkvand eller tåregas. Jeg formoder, at disse bosættere synes det er vældig underholdene at sidde og gætte på, hvornår israelerne begynder at bruge stinkvand og tåregas. Fra mit perspektiv er dette måske det mest iøjnefaldende ved hele demonstrationen. Når virkelighedens kampe bliver mere underholdene end krigsfilmene i fjernsynet, så er der noget gruelig galt, og så længe palæstinenserne kaster med sten, og de israelske soldater tropper kampvilligt op, så kan disse absurde scener gentage sig selv i al evighed.