Annonce
Leder 12. aug. 2010 KL. 00.01

Rød blok må frem med tørre tal

Økonomiplanen fra S og SF skal gøres mere konkret over for vælgerne.

Regering og opposition har ikke noget at lade hinanden høre, når det gælder økonomisk ansvarlighed:

Mens den borgerlige blok endnu ikke har anskueliggjort, hvordan den igen vil skabe private job i Danmark, prøver S og SF at undgå at forklare, hvordan de vil få budgetterne til at hænge sammen.

VK-regeringen skal holdes op på sit lurepasseri, men som udfordrer har oppositionen et skærpet ansvar for at præsentere et bedre alternativ. Det er selve ideen med et demokrati. Der er ingen vej uden om, og S og SF må i de kommende uger konkretisere deres hidtil løse tanker om, at danskerne fremover skal arbejde i nogle flere timer.

Hen over sommeren har fagbevægelsen tydeligt markeret, at politikerne på Christiansborg ikke skal regne med, at arbejdsmarkedets parter løser alle budgetproblemer.

Usikkerheden kan derfor ikke trækkes længere: I en tid, hvor valgkampen reelt er begyndt, kan S og SF ikke nøjes med at sige, at de nok skal finde en løsning efter valget. Vælgerne har allerede nu krav på at få at vide, hvad en rød regering vil gøre, når fagbevægelsen ikke vil være med til at arbejde mere.

LÆS ARTIKELFagforbund skubber regning for en 'Fair Løsning'

Ideen om at udvide arbejdsstyrken er rigtig, på papiret. Men i politik ligger djævlen altid i detaljerne.

Oppositionen har selv anslået, at der vil være behov for at få danskerne til at arbejde mere, svarende til en værdi af mindst 15 milliarder kroner. Og den udfordring er altså vanskeligere at realisere end blot at formulere et slagord om 12 minutters længere arbejdsdag.

Hvis politikerne fra S og SF ender med selv at skulle gennemtrumfe reformer med lov – og altså ikke kan forlade sig alene på frivillige aftaler – vil de under alle omstændigheder skulle fremlægge både konkrete og kontroversielle forslag.

Rød blok bliver nødt til at udfordre fagbevægelsen, hvis deres økonomiske plan skal hænge sammen.

Så lad os høre dem allerede nu: Måske kan den politiske debat atter bringes på omdrejningshøjde med alvoren i den økonomiske udvikling.

Så sent som i går kom en lille åbning, som S og SF kan udnytte: LO’s formand, Harald Børsting, åbnede pludselig op for, at politikerne fremover skal fastsætte minimumslønninger ved lov for at forhindre østeuropæisk løndumping – stik mod den ’danske model’.

Isoleret set er forslaget fornuftigt, men det kan sagtens kobles med modkrav, der ville gøre ambitionen om at finde 15 milliarder lidt mere realistisk.

Politik handler altid om penge. Rød blok bliver nødt til at udfordre fagbevægelsen, hvis deres økonomiske plan skal hænge sammen.

ltm

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

24. maj. KL. 00.01 Synes ikke godt om længere

Det sker
Tidsspring. Agent J, spillet af Will Smith, springer fra toppen af en sky-skraberen og lander i 1969. - Foto: Disney / PR
23. maj. KL. 20.00

Habit-mændene er tilbage med højt begavet pjat

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning