Det er ikke altid, man i øjeblikket ved, at en begivenhed vil gå over i historien og stå som en afgørende hændelse.
Men læser man aviser fra 25. juli 1901, synes ingen i tvivl. Der var sket et systemskifte.
Efter Christian 9. igen og igen havde udnævnt regeringer efter forgodtbefindende og uden skelen til valgresultatet, var han kommet under så stort et pres, at noget skulle ske. På trods af ikke at være i nærheden af et flertal i Folketinget blev det konservative og kongetro parti Højre – primært bestående af godsejere – gang på gang givet magten af kongen.
Men et valgresultat, der gav Højre 8 mandater, mens Venstre fik 76, ledte til så stort pres på kongen, at han bad Højre-regeringen indgive en afskedsbegæring. Og 24. juli kunne Venstre danne en regering, der udsprang af folketingsflertallet.
Systemskiftet var indtruffet og kimen lagt til det parlamentariske system, vi kender i dag. Grundideen var, kan man vist godt sige uden at få landets historikere på nakken, at give magten til Folketinget.
Her 125 år efter er spørgsmålet: Hvor stærkt står Folketinget – og dermed folkestyret – i dag? Og hvad presser det?
Først og fremmest skal det siges, at Folketinget har det lysår bedre end i 1901 og er en stærk institution. Men billedet ser straks anderledes ud, hvis man kigger på Folketingets styrke relativt til regeringens.
De senere år er der skrevet en række bøger, der alle kan give et billede af et folketing i krise. SF’eren Jacob Mark havde nær mistet synet af stress, skrev han i ’Fartblind’, for at nævne én. Karsten Lauritzen opfordrede i et demokratisk nødråb af en bog med titlen ’Lad det gå langsomt’ til en reform af folkestyret, for at nævne en anden.
Sideløbende er regeringer blevet kritiseret for magtfuldkommenhed og egenrådighed. Sammen kan det give billedet af et folketing i krise.
Men er vores parlament nu også under så stort et pres?
En af dem, der har været mest højlydte i kritikken af Folketinget, dets vilkår og forvaltning af mandatet, er Rasmus Jarlov, tidligere folketingsmedlem og minister for Det Konservative Folkeparti.
De seneste år har han ikke holdt sig tilbage:
Folketinget er blevet »underdanigt« og »et gummistempel for regeringen«, har man tidligere kunnet høre fra ham. Begge prædikater gentager han, da Politiken ringer ham op lidt over en måned efter valget.
Allerede sidste år besluttede han sig for, at valget ville blive uden ham på stemmesedlen. Beslutningen var blandt andet forårsaget af det, Rasmus Jarlov oplever som Folketingets svagere og svagere rolle i magtens tredeling.
Han sad selv som formand for Forsvarsudvalget i 10 år, og her har han fra første række oplevet magten glide udvalget af hænde, fortæller han:
»Man vedtager ikke noget af betydning. Man vedtager, hvem der skal ind og tale for udvalget, og hvilke udvalgsrejser vi skal på. Men det er ikke der, der bliver truffet nogen beslutninger om landets forsvar«.
Det er kun i ministerierne, der bliver forhandlet lovgivning, fortsætter Jarlov, der undrer sig:
»Det er jo underligt, når Folketinget ellers kalder sig en lovgivende magt. Så skulle man forvente, at de også tog ansvar for, hvordan lovgivningen skal se ud, men de gør det ikke«.
Når Jarlov i den sammenhæng taler om Folketinget som gummistempel, er det, fordi parlamentet de seneste mange år har været præget af for meget partidisciplin, siger han. Dermed peger han også på sig selv som medskyldig, da han som folketingsmedlem under V-LA-K-regeringen stemte for alt, der kom fra regeringen.
Folketingsmedlemmer fra regeringspartier har, siger Jarlov, accepteret en rolle som underordnede, der gør, hvad partitoppen siger, de skal gøre. Sådan burde det ikke være, siger han, med henvisning til at Folketinget bør være den lovgivende part, der kontrollerer regeringen:
»Hvis Folketinget tog sig selv seriøst, havde de en selvstændig mening om tingene. Men det har de ikke«.
Bertel Haarder har ikke siddet i Folketinget siden systemskiftet i 1901. Men han er en af dem, der er tættest på og bedst kan beskrive udviklingen i folketingsarbejdet, i hvert fald fra han blev valgt ind i 1975, til han forlod Folketinget i 2022. Både fra en ministers og fra et mangeårigt folketingsmedlems perspektiv.
Han er ikke begejstret over udviklingen:
»Det er et problem, at udvalgene lever en skyggetilværelse«, siger han og pointerer, at det samme gør sig gældende for arbejdet i Folketingssalen.
Reelt er de formelle processer i lovgivning uden betydning, lader han forstå.
Bag lukkede døre
Helene Helboe Pedersen er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og en af bidragsyderne til den magtudredning, Folketinget bestilte i 2022.
I den forbindelse har Helene Helboe Pedersen blandt andet beskæftiget sig med de ting, der presser Folketinget. Det er også hende, der ret hurtigt i et interview understreger, at Folketinget er en virkelig stærk institution. Især hvis man sammenligner med andre europæiske lande.
Men begynder man at kigge på Folketingets muskler relativt til en anden part i magtens tredeling, nemlig regeringen, har en langsom udvikling svækket Folketinget – og dermed demokratiet – i bemærkelsesværdig grad.
En af de ting, Helboe Pedersen fremhæver ligesom Jarlov og Haarder, er, at lovgivning i stigende grad er flyttet fra den åbne proces i Folketingets forskellige udvalg og ind i ministerkontorerne bag lukkede døre.
»Flere forhandlinger, har jeg indtryk af, foregår på ministerkontorerne end i udvalgene, og man bliver (som ordfører, red.) kun inviteret til forhandlingerne, hvis ministeren er interesseret i det«, siger hun.
Det gør udvalgsarbejdet og møderne i Folketingssalen »teateragtige«, hvis alle sager er klappet af på forhånd i lukkede rum, og magten bliver centreret i ministerierne, siger hun. Hun kalder det »et problem for troværdigheden af vores repræsentative system«, hvis de valgte politikere ikke partout har adgang til forhandlingslokalet, og deres vælgeres repræsentant i så fald ikke bliver hørt.
Skal Helene Helboe Pedersen pege på, hvordan man kommer udviklingen til livs, kræver det en slags musketered mellem partierne, der i fællesskab skal insistere på udvalgenes betydning og altså lade være med at møde op, når en given minister inviterer på kaffe og forhandlinger.
Det er dog ikke særlig realistisk, mener hverken Helene Helboe Pedersen, Bertel Haarder eller Rasmus Jarlov.
Ubalance
Når Helene Helboe Pedersen kigger på de ting, der presser Folketinget, er en anden væsentlig pointe den stigende ubalance mellem regeringen og Folketinget, hvad angår ekspertise.
»Folketinget har ikke i samme grad oprustet på ekspertise, som regeringen har«, siger hun og understreger, at det i sig selv ikke er noget problem, da ministerierne er forpligtet til også at give Folketinget de rigtige oplysninger. Men det ændrer ikke på, siger hun, at et ministerium først og fremmest er sat i verden for at servicere ministeren og ikke Folketinget.
Det begræder Bertel Haarder, der i sin tid på Christiansborg oplevede et embedsværk, som lukkede sig mere og mere.
Han husker, hvordan han som undervisningsordfører gjorde flittigt brug af embedsmændenes viden på udvalgsmøderne og gang på gang blev opfordret til at snakke med de embedsmænd, der vidste mest om givne emner.
»Men nu er det nærmest blevet forbudt at drøfte noget med embedsmænd i udvalg«, siger han og fortsætter:
»Hvis man ringer til et ministerium, skal det hele gå gennem en spindoktor. Det er en stor ulykke«.
Er det så rigtigt? Er embedsværket blevet mere lukket for folketingsmedlemmerne?
Det korte svar er ja, siger Birgitte Poulsen. Hun er lektor i offentlig forvaltning ved RUC og har i over 25 år forsket i et embedsværk, der, som mediet Zetland har fortalt, er præget af et stresset arbejdsmiljø, hvor alting haster. Og da det regeringsnedsatte Dybvad-udvalg i 2023 spurgte embedsmændene om deres arbejdsliv, var det et embedsværk presset af politiske interesser og hastighed, der svarede.
»Det er måske et udtryk for en politisering af embedsværket«, siger Birgitte Poulsen og pointerer, at det ikke har noget med partineutraliteten at gøre, men at embedsmændene løbende har fået flere og flere opgaver, der også har politisk karakter.
»Man vil som embedsmand ikke fanges på det forkerte ben, så man kan ikke tale frit om noget fagligt med for eksempel et folketingsmedlem«, lyder det fra Poulsen.
Færre udvalg
Folketingets formand, Søren Gade, er påpasselig med at sige, at Folketinget står svagt. Men han erkender, at »den indretning, der har været – indtil nu, i hvert fald – alt andet lige er med til at gøre det sværere for Folketinget at udøve det, de er sat i verden for, og det er jo at kontrollere magten«.
Her fremhæver han blandt andet mængden af udvalg og deres medlemstal i de udvalg og sammenligner med Norge. Mens der i Danmark har været 30 udvalg med hver 29 medlemmer, er antallet af udvalg i Norge 12.
»Og demokratiet fungerer meget godt i Norge, synes du ikke?«, spørger han.
Det er en af årsagerne til, at Søren Gade og Udvalget for Forretningsordenen har iværksat en række tiltag, der skal styrke Folketinget. Det går blandt andet ud på at sænke antallet af udvalg til 20 og sætte tempoet ned i lovgivningsprocessen.
At selvsamme lovgivningsproces er rykket ind i ministerkontorerne, ser Gade ikke det store problem i. Han peger på, at forligskulturen, som udøves i de kontorer, er en styrke for folkestyret.
Det er en relevant og væsentlig diskussion, siger han, men borgerne og virksomhederne i Danmark har bedre af, at lovgivningen ikke ændres efter hvert valg, lyder det.
Hvad angår ubalancen i ekspertise mellem regering og folketing, er Gade enig i, at pilen peger på Folketinget selv, hvis vilkårene skal ændres.
Han fremhæver en erfaring, han gjorde sig i Europa-Parlamentet, som en mulig løsning. Her var ansat forskere i parlamentet, der inden for 24 timer kunne give uafhængig vejledning.
»Det gav parlamentet flere muskler«, siger han.
125 år efter systemskiftet er der altså ikke nogen entydig konklusion på Folketingets tilstand. Men at det trods alt går bedre end dengang, er der vist ingen tvivl om.
fortsæt med at læse
