Helle Thorning-Schmidt har længe bøvlet med to påtrængende problemer.

For det første skal der gøres noget ved de voksende køer i myldretidstrafikken til og fra hovedstaden og samtidig ske et løft i kvaliteten af den kollektive transport, der tilbydes pendlerne.

For det andet har sagen om betalingsringen udviklet sig til en politisk farce, der ville være til at grine ad, hvis ikke den truede hele regeringens reformdagsorden.

LÆS OGSÅVenstre fejrer skrottet betalingsring med kage og klapsalver

Det er med tiden blevet sværere og sværere – også for os – at tro på, at en betalingsring kan løse trængselsproblemerne, og flere analyser peger på, at de samfundsøkonomiske omkostninger ikke ville stå mål med gevinsterne.

Dermed svandt også udsigten til, at ringen ville kunne finansiere de nødvendige investeringer i den kollektive trafik.

På den baggrund er det fornuftigt, at regeringen opgav tanken og i stedet for nu undersøger grundigt, hvilken regulering der bedst vil kunne løse trængselsproblemerne og bidrage til at rejse de mange milliarder, der skal til for at sikre den nødvendige udbygning af metro, tog og letbaner.

LÆS MEREThorning: Ingen ville have betalingsringen

Samtidig er forslaget om at skaffe finansiering til den kollektive trafik gennem en reform af skattereglerne for leasing af biler et oplagt skridt. Nu udestår at omsætte begge skridt til virkelighed.

Det er også godt, at der omsider blev sat – i hvert fald et foreløbigt – punktum for den elendige håndtering af sagen internt i regeringen.

I stedet for at koncentrere sig om at finde de mest hensigtsmæssige løsninger på de faktiske problemer havde først SF og siden S fået gjort betalingsringen til et mål i sig selv. Dermed blev tilbagetoget fra de mange forsikringer om, at den var på vej, ynkeligt og ydmygende.

Men dette beskæmmende forløb er ikke ensbetydende med, at det var forkert, at statsministeren omsider skar igennem. Fejlen er snarere, at hun ikke gjorde det langt tidligere, hvor skadevirkningerne kunne have været begrænsede.

Det er ikke nogen enkel sag at lede en koalitionsregering, der ikke har et parlamentarisk flertal. Det har både den nuværende og tidligere statsministre måttet erfare på den hårde måde.

LÆS OGSÅStøttepartiet tæsker Thorning: Regeringen er nogle klaphatte

Man må håbe, at de dyre lærepenge, Helle Thorning-Schmidt har betalt i denne sag, er givet godt ud, så hun fremover træder tidligere og skarpere i karakter som problemknuser i sin regering.

At der bliver brug for en sådan stærkere ledelse efterlader rodet om ringen ingen tvivl om.