Den globale finanskrise blev et syndefald for det fremherskende paradigme inden for den økonomiske videnskab og for dogmatikken om, at markedet altid ved bedst.

De herskende økonomiske teorier kunne hverken forudse finanskrisen eller anvise vejen videre.

Tværtimod var det efter klar anbefaling fra den økonomiske mainstream, at politikerne siden 1980’erne indledte den afregulering af finansmarkederne, der siden viste sig at være katastrofal.

Alt for mange økonomer begik den fejl, med et udtryk lånt fra topøkonomen Katarina Juselius, at forveksle skønhed med sandhed.

LÆS OGSÅ 'Tunge drenge' udpeget til at undersøge finanskrisen

Enkle teoretiske modeller, der kunne danne grundlag for smukke matematiske modeller, blev af mange økonomer foretrukket frem for observationer af den komplekse virkeligheds faktiske tilstand. Resultatet blev politiske anbefalinger, der byggede på forsimplede og selvrefererende teorier snarere end konkrete politiske problemer.

Nu står denne tænkning tilbage som ’det tabte paradigme’.

Det tabte paradigme antog som udgangspunkt, at mennesker altid handler rationelt på baggrund af al tilgængelig information.

Derfor er finansmarkederne effektive og vil alt andet lige sikre, at kapital og investeringer fordeles bedst muligt. Indgreb og regulering forstyrrer denne effektivitet.

Derfor må så mange som muligt af sådanne forstyrrende elementer fjernes, så markedet kan finde sin naturlige balance. Regulering kan være nødvendigt, men det er som udgangspunkt af det onde, fordi det i sig selv udgør en omkostning.

Den forestilling faldt sammen under finanskrisen, og den øgede regulering udtrykt i de såkaldte Basel III-regler er et optimistisk tegn på, at politikerne er vågnet op.

Men omvendt advarer førende eksperter nu om, at der er ved at blive blæst nye økonomiske bobler op.

Det er derfor tiltrængt, at finansmanden George Soros med tænketanken Inet har indledt jagten på et nyt økonomisk paradigme, der bedre kan forklare virkelighedens globale kapitalisme på godt og ondt. Der er blæst til opgør med den kvælende konsensus mellem økonomiske tænkere.

Det er et scoop, at Københavns Universitet nu har kunnet åbne et Inet-støttet videnscenter, der kan uddybe denne kritik og søge en bredere forståelse af, hvordan økonomien fungerer.

Universitetet har de kompetencer, der kan være med til at omsætte resultaterne til praktiske anbefalinger for en økonomisk politik, så fagøkonomernes indsigt også kan spændes for samfundets vogn.

Det er også opmuntrende, at nogle af vore fremmeste økonomer synes at være lydhøre og på vej væk fra den tidligere dogmatik, og det ville være velgørende, om denne velvilje også kunne finde vej til bl.a. centraladministrationen og rådgivende økonomiske institutioner.

bl