Der er en betydelig generationskløft i den konflikt mellem hensynet til kreative menneskers ophavsret og hensynet til friheden på internettet, der har været omdrejningspunktet for debatten om den såkaldte Acta-traktat, der onsdag faldt i Europaparlamentet med et brag.

LÆS ARTIKEL EU-Parlamentet skyder omstridt Acta-aftale ned

Den generation, der er født i internettets tidsalder og har været online, siden de var helt små, har en langt mere radikal holdning til informationsfrihed end den ældre generation, der for tiden har verdens patenter og ophavsrettigheder til låns.

Åbenheden og friheden på internettet er en af de helt centrale værdier at beskytte for den nye generation, og dette principielle hensyn overtrumfer hensynet til ophavsretten. Information skal være frit tilgængelig og helst gratis.

Acta har derfor også fyldt langt mere i de fleste unges bevidsthed end skattereformen og alle de andre traditionelle politiske emner, som Folketinget og medierne diskuterer.

Det var først og fremmest den unge generation, der gennem et stykke klassisk politisk aktivistarbejde båret af internettet på tværs af landegrænser organiserede den kampagne, der førte til traktatens fald. Acta er en generations gennembrud på en ny politisk scene.

Men det problem, som folkene bag Acta på en alt for kluntet måde og bag nedrullede gardiner forsøgte at løse, er ikke forsvundet. For hvordan kan vi sikre, at filmskabere, programmører, musikere og skribenter har mulighed for at leve af deres kreativitet, hvis de reelt ikke har mulighed for at beskytte deres produkt?

Kritikerne af ophavsret skylder et troværdig svar på, hvad der kan træde i stedet. Hvordan kan man undgå en trussel mod selve produktionen af kreative produkter, hvis man rydder alle barrierer for spredning af denne kreativitet af banen?

Ingen har endnu løst denne gordiske knude, selv om bl.a. musikbranchen har forsøgt.

Kampen mellem retten til fri udveksling af information på den ene side og muligheden for at tjene penge på at begrænse den på den anden vil blive en central politisk konfliktlinje i de kommende år.

En generationskonflikt bliver altid, før eller siden, af naturlige årsager vundet af ungdommen. Det fundamentale nybrud i synet på ophavsret, som den ny generation bærer i sig, kan forhales, bekæmpes og udskydes.

Men terningerne er kastet. Paradigmeskiftet er en realitet. Det er et produkt af selve teknologien, som alle må indstille sig på.