Religionsfrihed og beskyttelse af mindretal hører til demokratiets vigtigste og mest sarte søjler.

Det har kansler Angela Merkel besindigt mindet om, da hun i fredags lovede, at jødiske og muslimske borgere i Tyskland fortsat skal kunne følge traditionen for omskæring af drenge.

Kansleren, som ellers er travlt beskæftiget med at holde sammen på Europa, måtte engagere sig i at holde sammen på det demokratiske Tyskland, efter at en domsafsigelse ved landsretten i Köln har truet med at kaste de muslimske og jødiske mindretal ud i en alvorlig krise.

Dommen i en sag om omskæring af en muslimsk dreng gør reelt omskæring forbudt i Nordrhein-Westfalen og kan blive retningsgivende for hele Tyskland.

Derfor vil sagen blive ført til forfatningsdomstolen. Og hvis den ikke giver trosfrihed forrang, kan 4 millioner muslimer og 200.000 jøder ikke leve med deres tradition i forbundsrepublikken.

Hvis hele Europa gjorde det samme, ville det kaste jøder og muslimer helt ud. Ligner det noget, Europa var ramt af for 70 år siden?

To synspunkter kunne principielt stå over for hinanden. På den ene side modstand mod et lægeligt ubegrundet fysisk indgreb. På den anden side modstand mod tvungen assimilation.

Ingen af synspunkterne kan isoleres fra den virkelige verden, hvor omskæring af drenge traditionelt har været en markør af et religiøst, kulturelt tilhørsforhold. Det gives videre i kærlighed af forældre, men det er også hyppigt lagt for had i antisemitismens historie.

Jamen, ville vi tillade omskæring, hvis man opfandt indgrebet nu? Ikke, hvis det gav drengene fysiske komplikationer. Men omskæring giver netop ikke varige men, skønt kritikere ynder anekdoter om det modsatte.

Derimod videregiver omskæringen af drenge en familiebåret identitet, som for kristne svarer til at døbe børn, før de er modne til at tage stilling til kultur og religion.

Samfundet gør klogt i at acceptere, at begge dele er uden for statens domæne – ikke et juridisk spørgsmål, men forældrenes ansvar.