Efter de omsiggribende og voldelige protester mod den amerikanske Muhammed-film og vestlige landes advarsler til egne statsborgere, der opholder sig i muslimske lande, har flere været tilbøjelige til at mene, at det arabiske forår allerede er gået ind i et koldt og blæsende efterår.

Sådan er det heldigvis ikke.

Ganske vist er der al mulig grund til at frygte de kræfter, der i Libyen, Egypten og mange andre muslimske lande arbejder på at eskalere demonstrationerne og radikalisere konflikten til en global kulturkamp mellem islam på den ene side og Vesten på den anden.

Og ganske vist er det stadig obskurt, hvilke formørkede kræfter der står bag den krænkende film og dens udbredelse op til årsdagen for 11. september.

LÆS OGSÅAt forsvare infame tåbeligheder

Men efter de første dages vold, frygt og forvirring tegner der sig et stadig klarere billede af, at de radikale kræfter på begge sider er de få og de svage, mens langt stærkere kræfter arbejder på at berolige gemytterne og dæmpe spændingen.

Når alt kommer til alt, er det, der binder Vesten og de muslimske lande sammen, langt stærkere end de radikale kræfters gensidige interesse i at holde liv i en indbyrdes konflikt.

Det er særlig opmuntrende, at det arabiske forårs valgte ledere, såsom den tunesiske og den egyptiske præsident, står fast på det synspunkt, at protester mod filmens provokation ubetinget må være fredelige og holde sig inden for lovens rammer.

Begge taler med den vægt, der kommer af deres egen forankring i muslimske bevægelser, og begge taler med en moderation og en understregning af demokratiets spilleregler. Det giver håb om, at moderationen vil overvinde de radikale kræfters forsøg på at skabe splittelse og konflikt.

Går det sådan, vil selv de seneste dages ulykkelige begivenheder rumme et opmuntrende element.

Lykkes det at undgå en videre optrapning af de voldelige protester, forpligter det også Vesten.

Ikke til – som blandt andre den egyptiske præsident ville ønske – at forhindre, at sådanne provokationer kan forekomme. For det kan vi ikke. Men til aktivt at støtte det arabiske forår og de valgte regeringers bestræbelser på at omsætte den nyvundne frihed til mærkbare fremskridt i den brede befolknings levevilkår og mulighed for at finde arbejde.

Det er ikke kun befolkningerne i de arabiske lande, der længes efter at se foråret blive til sommer. Det gør vi andre også.