Hvad ville arkitekten og kulturkritikeren Poul Henningsen (1894-1967) have ment om Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed?

Det akademiske spørgsmål er opstået i forlængelse af Hans Hertels store nye biografi om PH.

LÆS OGSÅMesterlige kæmpeværker skildrer også bagsiden af PH

Ville ’kulturradikalismens far’ mon ikke have været konsekvent i sin kamp for retten til rationel kritik og ytringsfrihed – ville han ikke have hævdet retten til at håne, spotte og latterliggøre en religiøs profet? Ville PH kort sagt ikke have været aldeles på Jyllands-Postens side?

Spørgsmålene stilles fiffigt og midt i en vis forvirring, både fordi det er uklart, hvad ’kulturradikalisme’ er for noget (endsige om den har en far), og fordi Poul Henningsen efter at have været hadeobjekt for 00’ernes borgerlige Danmark nu pludselig er blevet en figur, som Dansk Folkeparti mener at være den sande arvtager til.

LÆS OGSÅFunkistosserne må melde sig på banen, hvis vi skal have flere bøger oversat til dansk

Lidt lys fra PH-lampen kunne godt fortjene at blive kastet over debatten.

Da ytringsfrihedens forkæmpere helt tilbage i 1790’erne fremhævede retten til ’hån, spot og latterliggørelse’, var det rigets magthavere, de tænkte på: Det var de mægtige, som i et gryende moderne samfund måtte lære at finde sig i fornærmelser.

Men da Jyllands-Posten et par hundrede år senere hævdede sin håneret, var det rigets nyeste og svageste mindretal, som det skulle gå ud over. Fanden til forskel.

Debatten om Muhammedtegningerne har lige siden offentliggørelsen i 2005 delt debattørerne efter, om de så JP’s redaktionelle disposition som mobning af et mindretal eller som en markering af ytringsfrihedens vide grænser.

LÆS OGSÅNazigruppe ville dræbe dansk stjernearkitekt

De færreste vil gå ind for det første eller imod det sidste, og i den forstand er alle enige, skønt altså lodret uenige.

Hvad PH måtte have ment, hvis han havde levet, er naturligvis lysende ligegyldigt.

Men det er ikke ligegyldigt, at vi i den aktuelle debat holder muligheden for hån, spot og latterliggørelse åben.

Både når satiren rettes mod islams religiøse kleresi, og når den rettes mod dem, der mener, at ytringsfriheden forsvares bedst ved at mobbe et ugleset mindretal.

Ingen skal kunne vide sig sikre.

Navnlig ikke dem, der mener at repræsentere en højere sandhed.