Ansvar. I sin tale ved modtagelsen af Nobels Fredspris forsvarede Barack Obama krigens nødvendighed. - Foto: BJORN SIGURDSON/AP

I sin tale ved modtagelsen af Nobels Fredspris løftede Barack Obama sig skyhøjt over den medieknever, der har hængt fast i, at han har fået prisen for tidligt i sin embedsperiode.

Han er da også langtfra den første, der delvis har fået prisen på forventet efterbevilling.

SE TVSe Obama modtage Nobels Fredspris

Han indledte med at nedtone sine egne åbenlyse meritter for i stedet at koncentrere sig om det langt mere principielle problem: Hvordan kan man overhovedet modtage verdens fornemste fredspris, når man er øverstkommanderende for en supermagts væbnede styrker og ansvarlig for to krige?

Og han greb her ikke den nemme udvej blot at konstatere, at Irakkrigen er under afvikling, og at han netop har sat dato på, hvornår tilbagetrækningen fra Afghanistan skal begynde.

I stedet blev Barack Obamas tale noget så usædvanligt ved netop denne lejlighed som et forsvar for krigens nødvendighed. Præsidenten forklarede ikke bare, at forsvarskrige er legitime, men også at der findes retfærdige krige, hvor ofte begrebet end er misbrugt i historiens løb.

USA har et ansvar
Med knivskarp balance forenede han så den realisme med en lige så kontroversiel fastholdelse af, at krig samtidig i sidste ende er et udtryk for menneskelig dårskab. Hans påpegning af både styrken og begrænsningen i den tradition fra Gandhi og Martin Luther King, som han flere gange vendte tilbage til, var mesterlig.

LÆS OGSÅObama forsvarer sine krige

Således oplyst kunne han føre verdensoffentligheden videre til fornyet forståelse for sin udenrigspolitiks hovedprincipper: Atomspredningen skal bremses og atomvåbnene i sidste ende afskaffes. Men det kan kun ske, hvis USA og Rusland selv går foran, hvilket er på nippet til at ske.

Og kun hvis afvigere som Iran og Nordkorea mødes med en konsekvent linje, der skal parres med en lige så konsekvent åben dør for forhandling. USA har et ansvar, men kan dels ikke løse verdens problemer alene, dels kun gøre det, når det holder sine egne idealer i hævd – også og netop, når det er svært.

Fordi han havde modet til at sige ubehagelige sandheder om kriges dybe rødder i menneskehedens begrænsninger og ondskabens realitet i verden, var jorden til sidst gødet for en hyldest til det ufuldkomne og fejlende menneskes stræben mod fremskridt og forbedringer – en troværdig, idealistisk konklusion, der ikke så meget var et svar til hans kritikere som en påmindelse om, hvor meget højere end deres hans ambitioner på USA og verdens vegne er.