RET BESET BURDE det ikke være en uoverstigelig opgave at udfordre George W. Bush ved det forestående præsidentvalg i USA. Bush har ført to problemfyldte krige, der stadig koster USA alt for mange liv. I den ene krig, i Afghanistan, er det nok lykkedes at fjerne det ubehagelige Talebanstyre, men ikke at lokalisere hovedmanden bag al-Qaeda og terrorattentaterne i USA 11. september 2001. I den anden krig, i Irak, er det lykkedes at fjerne det modbydelige Saddam Hussein-regime, men ikke at standse vold og terror og - nok så vigtigt - ikke at iværksætte en genopbygning, som kan vinde irakernes tillid. Samtidig har Bush bragt USA på kant med en række af dets naturlige allierede i Europa. Han har med sin enerådige supermagtspolitik svækket USA's stilling i FN og fået en rum del af det internationale samfund på nakken. Han har ødet offentlige midler bort på at lette en i forvejen behersket skattebyrde for de i forvejen rige. Beskæftigelsen i USA er på vej opad - det er Bushs positive kort. Ellers skulle han have blottet sig rigeligt for en modoffensiv fra sin politisk erfarne modkandidat, demokraten John Kerry. ALLIGEVEL HAR Kerry ikke overbevist vælgerskaren om, at han er mand for en anden og bedre politik. Tværtimod kan Kerry ulykkeligvis kritiseres for usikkerhed og manglende sammenhæng, skønt Europa i det mindste har grund til at håbe, at Kerry vil være mere positiv over for FN og internationalt samarbejde. Men dét er selv Bush ved at erkende behovet for. Kerry skal derfor i høj grad knytte sine primære forhåbninger om at indtage Det Hvide Hus til beslutningen i går om at udpege sin oprindelige rival i det demokratiske parti, John Edwards, til makker og kandidat til posten som vicepræsident. John Edwards, advokat og senator i North Carolina, skal slås for Kerry som direkte konkurrent til Dick Cheney, Bushs 63-årige vicepræsident. Hvor Cheney er politisk slidt og ved dårligt helbred, reaktionær og belastet af Irakkrigens fejltagelser, er den 51-årige populistiske Edwards ung som politiker, 'kun' konservativ og skønt tilhænger af Irakkrigen i dag klart kritisk over for krigens blodige efterspil, som amerikanere i stigende tal glæder sig til at komme ud af. Begge kæmper om middelklassens vælgere. Som makkerpar forekommer Kerry-Edwards unægtelig mere sympatisk end Bush-Cheney. Det siger i sig selv ikke meget. Deres demokratiske forpligtelse er at formulere et klart alternativ til Bush.