Da det endnu var mørk vinter, besluttede regeringen at tage forskud på de lyse tider og indførte sammen med Dansk Folkeparti en ’forårspakke’ med skattelettelser.

Først i sensommerens klare lys blev konsekvenserne tydelige. I finanslovsforslaget for næste år kunne landets spillesteder, egnsteatre, de små storbyteatre og Københavns Teater se, at det bl.a. var dem, der skulle finansiere skattelettelserne.

Nedskæringerne kom ikke alene som en overraskelse for spillestederne og teatrene, men også for kulturministeren og regeringens kulturordførere.

Alt, hvad de har sagt om sagen, viser, at de ikke aner, hvad der foregår. Hvilket de heller ikke har lagt skjul på for på den måde at fralægge sig ansvaret.

Beslutningen er taget i Erhvervsministeriet af den simple – og ulogiske – grund, at de beskårne støtteordninger hører til dér. Hvorfor må guderne vide.

Da kulturminister Carina Christensen (K) fik stillet det relevante spørgsmål, måtte hun melde pas. Hun kendte ikke »historikken«. Men et eller andet sted skulle pengene jo findes.

Arrogancen i ministerens svar er formentlig utilsigtet. Hun har bare ikke bedre svar. Tilbage står så institutionerne og borgerne uden en kulturpolitisk begrundelse for beslutningen og uden en chance for at tage stilling til, om den er fornuftig eller ufornuftig.

Mener regeringen, at København har for mange teatre? At der ikke er behov for landsdelsteatre? At spillestederne bør kunne klare sig selv? Eller var det bare mest bekvemt at lade netop den konto holde for?

I gårsdagens avis foreslog formanden for Statens Kunstråd, Mads Øvlisen, at politikerne opstiller langsigtede mål og giver Statens Kunstråd frihed til at opfylde målene.

LÆS ARTIKELRegeringen lukker populære kunstordninger

Man må håbe, det budskab trænger igennem, for i øjeblikket mangler der både mål, engagement og frihed i kulturpolitikken.

Den aktuelle sag er kun et af mange udtryk for den ligegyldighed over for kulturpolitikken, der findes i både regeringen og oppositionen. Og som paradoksalt nok trives sammen med en stadig strammere politisk styring af kulturlivet.