Irakerne brænder efter demokrati.

Parlamentsvalget søndag viste, at de er villige til at trodse alle farer for at komme til valgstederne. Trods trusler, trods selvmordsbomber, trods mortergranater: De kom alligevel og afgav deres stemme. Hvis selve valghandlingen var nok til at definere demokratiet, så var der demokrati i Irak.

Men der er ikke demokrati i Irak. Der er et håb om demokrati, et skrøbeligt håb.

Syv år efter den amerikanskledede invasion, som også Danmark deltog i, ligger landet i ruiner og mangler de fundamentale forudsætninger for et fungerende demokrati: intern fred og sikkerhed; en fungerende stat med kontrol over landets territorium; grundlæggende tillid i befolkningen til, at demokratiet ikke kun skal fremme flertallets interesser, men også beskytte mindretallenes.

Så sent som i januar blev flere hundrede kandidater, medlemmer af Iraks sunnimuslimske mindretal, urimeligt elimineret fra valglisterne på grund af deres tidligere medlemskab af Saddam Husseins Baath-parti. Ikke desto mindre mødte også Iraks sunnimuslimer talstærkt op ved valgstederne: Der er håb.

Skrækscenario er endnu muligt
Skal håbet imidlertid føre til noget, der i mindste måde ligner levedygtigt demokrati, vil det kræve enorme fortsatte ofre – både af irakerne og formentlig også af amerikanerne. Præsident Barack Obamas højlydte begejstring over søndagens valg er i sig selv bekymrende: Han tror forhåbentlig ikke på, at Irak nu kan klare sig selv og »jobbet er gjort«?

Den sidste amerikanske kampsoldat skal ifølge Obamas løfter forlade landet til august, mens op mod 50.000 rådgivende tropper fortsat vil være til stede. Spørgsmålet er, om også disse tropper kan forlade Irak som planlagt ved slutningen af 2010?

Det kan de næppe, men fortsat tilstedeværelse forudsætter naturligvis en anmodning fra Iraks regering – og i det hele taget en erkendelse af, at der er umådelig lang vej igen.

Der dør stadigvæk i hundredvis af irakere hver eneste måned som følge af sekterisk vold. Landet er ikke i nærheden af at have et normalt fungerende forretningsliv eller ret meget andet normalt fungerende.

Ethvert skrækscenario er endnu muligt, både for Irak og for hele regionen. Men der er også et lille håb.

Hvis ikke det håb skal slukkes, gælder det om ikke at råbe ’succes’ for tidligt.