Når handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr melder ud, at SF er Danmarks liberale parti, giver den engelske romanforfatter George Eliots udsagn om, at falskhed er let, sandhed så svært, mere mening end nogensinde før.

Uanset hvordan man gradbøjer begrebet liberal, vil det nemlig fremstå som den diametrale modsætning til den politik, som Socialistisk Folkeparti lægger for dagen.

Med lidt god vilje kan man argumentere for, at SF’s selvudnævnelse kan åbne op for en kvalificeret debat om de liberale værdier, men i bund og grund efterlader denne socialistiske vrangforestilling blot danskerne i en forvirret tilstand. Det bærer SF sin del af ansvaret for, men når de alligevel kan slippe af sted med at udråbe sig selv som værende liberale, så skyldes det i høj grad, at Venstre igennem ti år har misrøgtet de liberale værdier.

Jeg er således enig med handels- og investeringsministeren i, at Venstre har solgt ud af de klassiske liberale værdier – for de har i sandhed været billigt til salg! Vores enighed stopper dog brat, når ministeren tager patent på de liberale værdier, som hun selv og SF’s øvrige folketingsgruppe ved utallige lejligheder forsøger at bekæmpe i folketingssalen.

I et indlæg til Frederiksborg Amts Avis uddyber Pia Olsen Dyhr, at det er ægte liberale værdier, der har været ledetråden i venstrefløjens politiske arbejde gennem generationer. Og det er ledetråden for den nuværende regering. Den diplomatiske respons på denne illusion må være, at ledetråden for længst er knækket, og den sandfærdige må være, at det helt igennem er det rene nonsens. Det er adskillige SF’ere levende vidnesbyrd på.

Tag nu eksempelvis SF’s Karina Lorentzen, der for godt og vel et års tid siden sagde følgende til B.T.: Jeg synes ikke, der er noget galt med forbud, hvis de bliver udstedt af fornuftige mennesker. Og vi er jo fornuftige i SF.

For slet ikke at nævne SF'eren Özlem Cekic, der ønskede at smide McDonald's ud af landet for at forbedre folkesundheden. Eller SF’s Sundheds- og Omsorgsborgmester, Ninna Thomsen, som ihærdigt forsvarede anbefalinger, der havde til hensigt at begrænse serveringen af saftevand på de københavnske plejehjem.

Disse forskellige udmeldinger er ikke enestående tilfælde, men derimod et symbol på SF’s sande jeg. Eksempelvis kæmper et samlet SF ihærdigt for at få indført kvindekvoter, så virksomheder gennem tvang skal se på kønnet frem for kvaliteterne. Fælles for det utal af forbud, der bliver sendt af sted i SF’s navn, er, at de alle begrænser individets ret til at træffe livsnære beslutninger, der vedrører eget liv. Det står på alle måder i skærende kontrast til John Lockes princip om, at alle er født med en ret til frihed for sin person, som intet andet menneske har ret over, og som kun han selv frit råder over.

Den liberale pioner John Locke vil til stadighed rulle rundt i sin grav, hvis han hørte Pia Olsen Dyhr proklamere, at SF sætter fokus på frihed til det enkelte menneske. Denne påstand er nemlig intet andet end en camouflering af et parti, der gør det stik modsatte. At det ikke er nogen let manøvre for en socialist at camouflere sig med liberale værdier, demonstrerede Pia Olesen Dyhr da også i DR2’s Deadline fredag den 23. marts.

Ministeren udtrykte nemlig dyb bekymring over en Gallupundersøgelse, der viser, at 62 procent mener, at staten har for meget indflydelse på deres liv. Pia Olsen Dyhrs bekymring er en klokkeklar erkendelse af, at hun på ingen måde er liberal, mens den efterfølgende sekvens, hvor Pia Olsen Dyhr sætter Liberal Alliance i ledtog med Stein Bagger, må betegnes som et retorisk flugtforsøg der balancerer på grænsen mellem vanrøgt af en saglig debat og frivillig latterliggørelse.

Pia Olsen Dyhr burde få benene ned på jorden og erkende, at den politiske debat ikke er noget reality program, og så skal hun i øvrigt prise sig lykkelig for, at SF ikke er en privat virksomhed. Var det tilfældet, var de nemlig omgående blevet meldt til Forbrugerombudsmanden for falsk markedsføring.

Et rimeligt kriterium for at kalde sig Danmarks liberale parti må være, at man fører en liberal politik. Hvis SF ønsker at kalde sig liberale, kræver det derfor enten, at de begynder at føre liberal politik, eller at de vedkender sig, hvem de er – nemlig et socialistisk parti, der prioriterer kontrol frem for frihed. Det første er utopisk ønsketænkning, det andet vil i det mindste være klædeligt.