Enhver nogenlunde samfundsinteresseret dansker har efterhånden stiftet bekendtskab med den provokerende amatørdokumentar ”Innocence of Muslims”, som har sat store dele af den muslimske verden i flammer.

Filmen tegner et urimeligt forvrænget billede af islam og profeten Muhammed, som fremstilles temmelig enfoldig og barbarisk.

”Dokumentaren” er finansieret og produceret af en kristen eksil-ægypter med det ene formål at provokere verdens muslimer. Missionen er lykkedes. Fra Tunesien i Nordvestafrika til Indonesien i Østasien er vrede horder gået løs på amerikanske butikker og ejendomme.

Den krænkende fremstilling af islams profet har fået flere statsledere til at kræve videoen slettet fra YouTube.

Ejeren Google nægtede indledningsvis, men er nu gået med til midlertidigt at blokere adgangen i bla. Ægypten og Tunesien. Nu er Pakistan gået skridtet videre og har lukket totalt for adgangen til YouTube.

Metoden er velkendt fra regimerne i Syrien, Iran og Nordkorea, hvor diktatorerne føler et stort behov for at styre adgangen til information og dermed holde befolkningen fanget i uvidenhedens propaganda.

På trods af den tekniske informationsblokade raser urolighederne videre.

I Libanon har lederen af Hizbollah, Hassen Nazrallah, kaldt til massedemonstration of opfodret verdens sande muslimer til at rejse sig til forsvar for islam.

Tilmed mener flere demokratisk valgte statsledere i Mellemøsten, at de vestlige lande bør indskrænke deres ytringsfrihed, så lignende episoder ikke gentager sig.

Det kommer naturligvis ikke til at ske.

Ligesom ved den første Muhammed-krise er beskeden klar. Ytringsfrihed kan ikke gradbøjes. Vi kan officielt tage afstand fra stødende og provokerende ytringer, men aldrig stoppe eller begrænse borgernes ret til at fremsætte holdninger og ideer.

De demokratisk valgte ledere i Mellemøsten er nød til at forstå, at demokrati ikke kan spoles frem og tilbage efter behov. Det er lidt ligesom graviditet. Man kan ikke være lidt gravid, ligesom man ikke kan være lidt demokrat. Udviklingen er bekymrende og udtryk for at det Arabiske Forår er ved at blive til vinter.

Giver de nye mellemøstlige demokratier op over for vrede demonstranter og begrænser ytrings- og informationsfrihed, blot fordi en tosset amerikaner fremturer, ser fremtiden temmelig håbløs ud.

Lederne må indse, at demokratisk udvikling ikke er omkostningsfrit, og at der sammen med titler og parlamentspladser følger et besværligt ansvar for at opretholde forfatning og personlige frihedsrettigheder.