Når man tænker over det, er det egentlig ret utroligt hvad vi mennesker finder os i.

Her fire år efter den totale nedsmeltning i det finansielle marked, der har gjort millioner af mennesker arbejdsløse og som har fået hele nationer til at bevæge sig på fallittens rand, er finanssektoren stadig lige så skødesløs og lige så meget ude af kontrol som inden 2008.

Mens den altid trøstesløse agurketid i Danmark er blevet brugt på at diskutere Enhedslistens revolution, eller Kronprins Frederiks åbne og ærlige opgør med andre menneskers forventninger til ham (?!?), udfolder sig lige endnu en bankskandale for åbent tæppe, som hele kloden er optaget af. Igen igen, kan vi med egne øjne se hvordan det finansielle marked, som vores fælles skæbne afhænger af, driver en syg forretning. Vi kan igen se, at den finansielle sektor synes mere styret af kortsigtet spekulation og kasino-kapitalisme, end af målet for dens egentlige eksistens – nemlig at stille kapital til rådighed for iværksættere og samfundsgavnlige investeringer.

Pudsigt nok, synes denne skandale at have gået de danske medier forbi. Ligesom det sidste halve års store skandaler i den finansielle sektor også har forbigået den forargelse og folkelige fordømmelse, som de burde.

Denne gang er turen kommet til Barclays Bank i Storbritannien, der er blevet fanget i omfattende manipulation af LIBOR-renten. Det er sket i et omfang, der har fået eksperter til at kalde sagen for en af de ”største svindelsager i det frie markeds historie”.

LIBOR-renten er en gennemsnitlig rente, der indikerer bankernes kreditværdighed. Den bruges blandt til at fastsætte renten for handel med de same giftige finansielle produkter – derivater – der førte til finanskrakket I 2008. Efter skandalen er også den danske pendant, CIBOR-renten, kommet under mistanke for manipulation af danske pengeinstitutter.

Skandalen i Storbritannien vurderes til at få store omkostninger for de britiske skatteydere, og indtil videre har den konservative britiske regering ikke planer om at sætte hårdt ind overfor kulturen i den finansielle sektor.

Juli måneds skandale er kun toppen af isbjerget i det så magtfulde finansielle marked.

For to måneder siden kunne amerikanerne igen forholde sig til, at omfattende spekulative væddemål på Wall Street har medført et tab på knap 35 mia. danske kroner hos investeringsbanken JP Morgan Chase. Endnu engang med store omkostninger til følge for skatteyderne og helt almindelige lønmodtagere.

Indenfor den seneste tid er det også blevet afsløret hvordan verdens største største finansielle institutioner – og endda også flere danske banker – har medvirket til at spekulere i fødevarer og olie. Og igen med den triste følge, at det bliver manden på gulvet og de fattigste i verden, der betaler de ekstra omkostninger derved.

Vi er med andre ord blevet slaver af en fordærvet kapitalisme, hvor banker, kapitalfonde og finansielle virksomheder så store som nationer dikterer vores liv. Det er dem, ’markedet’, der kræver, at Europas befolkninger skal spare sig ud af krisen, på trods af at vi lige nu er ved at spare os ind i en permanent depression. Det er ’dem’, der dikterer, om markedet har tillid til folkevalgte politikere. Det er ’dem’, der dikterer, at det europæiske velfærdssamfund er problemet snarere end løsningen. 



Jeg har fået nok.

Igennem det sidste stykke tid har jeg skrevet og talt meget om, at der er behov for et værdiopgør med denne her råddenskab.

Jeg har været til møder med bankdirektører, Finansrådet, Finansforbundet og folk i mit eget parti, der argumenterer for, at ikke alle i den finansielle sektor baserer sin forretning på grådighed og en rådden forretningskultur. Det medgiver jeg.

Men hvorfor er musketer-eden så stærk blandt bankerne og i den finansielle sektor? Hvorfor siger bankerne med den sunde og samfundsgavnlige forretningsmodel ikke fra overfor den råddenskab og risikovillighed, der har ført verdensøkonomien ud over afgrunden? Hvorfor står de alle sammen skulder ved skulder for at modarbejde øget gennemsigtighed og regulering? Hvorfor arbejder de banker, som ikke foretager højrisikable højfrekvenshandler, imod en mikroskat på finansielle transaktioner?

Hvorfor? Er de virkelig alle sammen gennemsyret af den samme kultur?

Det håber jeg ikke, for så er vi sgu ilde stedt.