Jeg bed første gange rigtig mærke i begrebet ”løftebrud” lige inden åbningsdebatten tilbage i oktober. Regeringsgrundlaget var forhandlet på plads kort forinden – og i døren til Folketingssalen mødte jeg nogle Venstrefolk, der kom lige fra gruppemøde.

”Der har vi jo løftebryderen”, lød hilsenen fra V-kolleger, jeg normalt godt kan lave lidt gas med. Denne gang var det bare lidt anderledes – det var i virkeligheden et ultrakort referat af V-gruppemødets konklusion fra Lars Løkke: ”Nu siger I ordet løftebrud til ørerne falder af både vælgere, journalister og kommentatorer. Løftebrud. Forstået?”.

Lad mig straks bekende: Der er ubestrideligt forslag, ønsker og løfter fra S og SF’s Fair Løsning, der endnu ikke er gennemført - eller som slet ikke vil blive det. Enten fordi, der ikke har været råd til dem efter økonomien var værre end forventet ovenpå Løkke og Hjorts misrøgt af dansk økonomi. Eller af den helt klassiske grund i et dansk politisk system præget af sammensatte mindretalsregeringer: At der må laves kompromisser undervejs.

Og S og SF var jo langt fra at have flertal sådan som stemmerne blev givet tilbage i september. Centrum-venstre fik stemmer nok til at vælte regeringen. Men S og SF gik mærkbart tilbage ved valget. Der er kun 75 ”røde mandater” i Folketinget. Det får man ikke ret meget politik gennemført af. Kunne vi have gjort disse vilkår klarere for vælgerkorpset tilbage i september mens forhandlingerne pågik i Tårnet på Amager? Uden tvivl.

Alligevel er jeg meget stolt af regeringsgrundlaget. Og jeg er stolt af den nye kurs, der er sat for Danmark og de mange resultater, der er sket i den forbindelse. Om jobskabelse, efteruddannelse, et bedre sundhedsvæsen, en knaldgrøn klima- og miljøpolitik, en ny balance i integrations- og retspolitikken. Og meget mere.

Bare i sidste uge stemte et flertal i Folketinget for at multinationale selskaber skal bidrage mere til fællesskabet, bedre udligning mellem rige og fattige kommuner, oprettelse af fixerum, homoseksuelle kan nu blive viet, at børn under 8 får familiesammenføring med en forælder, der har kunnet få opholdstilladelse i Danmark, at vores vandmiljø bliver beskyttet bedre – og så udmøntede forligspartierne også lige en milliard kroner mere til den kollektive trafik om året. Det er da alligevel noget på sådan et par halvkølige juni-dage.

Siden jeg mødte Venstre-løverne ved Folketingssalen er ordet ”løftebrud” indgået i langt over tusinde dagbladsartikler. Berlingskes Thomas Larsen har udvist en helt særlig ildhu med hele 34 analyser siden oktober om de såkaldte løftebrud. Det må da siges at være noget af en præstation.

Nu har så Ugebrevet Mandag Morgen – der ikke ligefrem har ry for at være et socialistisk kampskrift - med et stykke solidt journalistisk rugbrødsarbejde sat sig for at undersøge om det vitterligt forholder sig sådan, at stort set intet af det SF og Socialdemokraterne sagde før valget er blevet til noget.

Og konklusionen er entydig: Omfanget af løftebrudsdebatten står ganske enkelt ikke mål med de faktiske realiteter.

Mandag Morgen skriver:

"Dykker man ned i de fælles udspil fra før valget, viser det sig, at de to partier område for område har formået at få langt hovedparten af deres mærkesager omsat til realpolitik”

Ud af 315 fælles S-SF-forslag fra før valget er de 270 – eller 86 procent – faktisk omfattet af regeringsgrundlaget. Rigtig mange er allerede gennemført og endnu flere er på vej i forbindelse med de kommende reformer.

Spørgsmålet, der står tilbage, er: Berettiger de forslag fra S og SF som ikke kunne gennemføres til den massive stempling af regeringen som en ”løftebrudsregering”? Er den egentlig så meget anderledes end tidligere regeringer, der efter et valg dannes af flere partier, der i hver situation skal gøre tre partiers politik til én regerings klare linie?

Og så er det måske også værd at notere, at regeringen på flere områder har sat barren højere end før valget. SF gik til valg på en kickstart på 10 mia. kroner, men vi har faktisk leveret 19 mia. kroner. Til gavn for beskæftigelsen.

Mandag Morgens opgørelse bør give stof til eftertanke – både blandt os røde politikere, der helt åbenlyst ikke er trængt igennem med budskabet. Men vel også hos kommentatorer og politiske skriverkarle? Undersøgelsen må give anledning til røde ører flere steder i pressen.