Milliard efter milliard bliver hældt i landbruget, men bøndernes klagesang vil alligevel ikke høre op. Er det ikke forfærdeligt? Først betaler vi over skatten, så de kan få hektarstøtte og bjergbondetilskud, og bagefter går vi ned i supermarkedet og betaler voldsomme overpriser for vores fødevarer. Det er jammerligt.

Landbrugets topfolk forklarer, at stod det til dem, ville støtten blive fjernet omgående.

De har hede drømme om at slippe for milliarderne, men desværre vil de andre lande ikke være med til at ændre systemet.

Det er så forbandet ærgerligt.

Det sker, at landmændene minder om, at de til gengæld for pengene leverer en helt uvurderlig naturpleje - men den forklaring hører man efterhånden sjældent.

Den er også nok ved at være for tyk.

Hvor er det godt, at vi så har en kritisk presse. Heldigvis har vi i den ene ledende artikel efter den anden sat landbruget på plads og spurgt, hvor længe landmændene dog vil være bekendt at vælte sig i støtte.

Vi har i analyse efter analyse dokumenteret, hvordan landbruget har beholdt en enorm politisk indflydelse i forhold til erhvervets hastigt svindende betydning for samfundsøkonomien.

DERMED HAR pressen endnu en gang på smukkeste vis sat fingeren på de ømme punkter i samfundet. Derfor er det vel også kun rimeligt, at staten honorerer det kolossalt gavnlige arbejde, medierne leverer, i form af momsfritagelse, distributionsstøtte, udviklingsstøtte - og det løse.

Som man vil vide, hvis man læser vores avis, skal en del af støtten til medierne nu gives på en anden måde. I hvert fald hvis det står til et udvalg ledet af tidligere fi-nansminister Henning Dyremose, der netop har afleveret sin rapport.

Som vi skrev i går, skal bladhusene populært sagt ikke længere præmieres for antallet af avisbude på lønningslisten, men for antallet af journalister, de har i sving. De omkring 350 millioner kroner, der i øjeblikket gives i distributionsstøtte, skal i hvert fald gives på en ny måde - så der bliver tale om produktionsstøtte. Og som noget nyt skal også medier, der når deres læsere via internettet, kunne få støtte.

Man kan undre sig over, at vi skulle frem til 2011, før nettet blev fundet ligeværdigt, men bedre sent end aldrig. Der var på et tidspunkt røster fremme om, at man kun burde støtte kvalitetsmedier - men hvem skulle udpege dem? Derfor lægger man op til at støtte ud fra den muligvis optimistiske antagelse, at jo flere journalister der er ansat på et medie, jo højere bliver kvaliteten.

Som det formentlig er fremgået, var min sammenligning med landbruget et forsøg på at påpege den dobbeltmoral, som pressen også i denne sammenhæng er i stand til at håndtere. Læsere, lyttere ikke klar over, at medierne får støtte - det er i hvert fald ikke et emne, der fylder meget i den offentlige debat.

Jeg kan heller ikke mindes, at jeg i løbet af mine 25 år i journalistik har mødt en eneste læser eller kilde, der har mindet mig om, at staten er med til at betale min løn - og at jeg derfor bør stramme mig an. Heller ikke som Læsernes Redaktør hører jeg klagerne bringe det økonomiske argument frem.

Vi journalister er selvfølgelig part i sagen, eftersom vores indtægter og vores sikkerhed i jobbet afhænger af, at vores arbejdsgivere kan få økonomien til at hænge sammen. Hvilket det kniber gevaldigt med i store dele af branchen.

Det vil støtten næppe ændre meget ved, for der er en anden og langt større omstilling i gang. Avisernes oplag rasler ned - for omkring ti år siden var vores hverdagsoplag tæt på 150.000, og i dag er det under 100.000. Avisbuddet er en truet art.

Til gengæld vælter læserne ind på nettet.

Politiken. dk havde i juni i år 1,3 millioner sidevisninger - om dagen! Problemet for bladhusene er bare, at en læser, som modtager avisen på papir, i runde tal betaler 4.000 kroner om året, mens man på nettet kan læse aldeles gratis.

MANGE NETAVISER - deriblandt selvfølgelig politiken. dk - leverer kvalitetsjournalistik.

De har deres styrke i de hurtige nyheder, så vil man have længere baggrundsartikler, er det typisk papiravisen, man skal have fat i.

Vi papirjournalister driller derfor vores netkolleger med, at deres mest læste historier altid handler om en delfin, der lige har lært sig selv at bage pølsehorn, og netjournalisterne driller os med, at vi skriver langt og kedeligt om tendenserne ved de seneste menighedsrådsvalg i Nagorno-Karabakh.

Hvis oplagene fortsætter med at falde - hvilket de formentlig gør - er det svært at se, at netaviserne kan blive ved med at være gratis. Nogle få store aviser i udlandet har allerede taget konsekvensen, blandt andet New York Times, som siden marts har tilbudt hver netlæser 20 gratis artikler om måneden. Vil man læse mere, må man til kreditkortet. Det er tilsyneladende slået an, og muligvis kommer noget lignende herhjemme. Men selv om alle bladhusene skulle følge trop, er der stadig DR, TV 2 og masser af andre nyhedsudbydere på nettet. Læserne kommer ikke til at mangle gratis nyheder.

Man kan så argumentere for, at journalister bare kan få mindre i løn - så passer pengene. Det er en anden diskussion, men uanset hvordan man vender og drejer det, koster det penge at producere kvalitet.

Derfor er det glædeligt, at dele af støtten skal gives til produktion af nyheder - også på nettet.

Når vi nu ikke kan slippe for pengene.

bjarne.schilling@pol.dk