Der var en journaliststuderende i røret forleden.

Han ville høre om vores erfaringer med de nye regler for citat- og faktatjek, som vi lige har indført. Som jeg har beskrevet i denne spalte, betyder de, at Politikens journalister bør tjekke citater og faktuelle oplysninger med kilderne, når det er praktisk muligt.

Det sker nemmest, når samtalen med kilden er ved at være forbi. Formålet er at nedbringe antallet af fejl.

Mange på redaktionen har gjort det i årevis, og jeg svarede, at ændringerne i ’Politikens journalistik og etik’ er gennemført helt udramatisk. Men jeg måtte også indrømme, at det endnu ikke har kunnet aflæses i antallet af fejl, at vi har skruet op for faktakontrollen.

Det havde jeg nu heller ikke ventet. Men på længere sigt kan det ikke andet end gavne.

Senere samme dag blev jeg ringet op af en af vores journalister, som lige havde talt med en kilde, der skulle citeres for fire udtalelser. Men pludselig ville kilden kun stå ved den ene. Citaterne var helt korrekt gengivet, indrømmede kilden, men vedkommende syntes alligevel ikke ...

Hvordan skulle man nu forholde sig – set i lyset af de nye regler, ville journalisten vide?

Jeg måtte svare, at jeg ikke kan spørges til råds i konkrete sager, fordi jeg så afskærer mig fra at behandle en klage. Men reglerne kan jeg sagtens gengive, og de er helt klare: Vi citerer folk for det, de siger.

Der er ikke tale om, at kilder kan påberåbe sig de nye regler og fortryde, hvad de har sagt. Der står udtrykkeligt, at kilderne ikke skal godkende deres citater. Men de må hellere end gerne påpege fejl – som vi så kan tjekke. Og er der fejl, retter vi. Allerhelst inden de kommer på tryk.

Det viste sig i denne uge, at citatgodkendelse har floreret på en avis, der ellers står som et forbillede for kvalitetsjournalistik.

I torsdags fik The New York Times’ journalister besked fra chefredaktør Jill Abramson om, at de omgående skal holde op med at lade kilderne se citater inden offentliggørelse. Det kunne umiddelbart lyde som en omvendt Politiken, men ved nærmere eftersyn er det et opgør med en decideret syg citatkultur.

Det har åbenbart været fast praksis, at avisens journalister, som dækker politik og toppen af amerikansk erhvervsliv, konsekvent har talt med kilder til baggrund, derefter har citeret dem for det, journalisterne troede, de ville kunne slippe af sted med – og derpå har sendt artiklerne til godkendelse på politikernes kampagnekontor eller hos de store firmaers presseafdelinger.

Hvorefter journalisterne krydsede fingre for, at de mest saftige citater ikke var blevet luget ud, når artiklerne kom retur og kunne afleveres i redaktionssekretariatet.

Den citatgodkendelse – quotation approval – skal høre op omgående, fastslår Jill Abramson i sin besked til medarbejderne.

The New York Times’ chefredaktør erkender, at det er gavnligt og ofte nødvendigt at tale til baggrund, men slår også fast, at man allerede under samtalen skal aftale, hvad der er til citat. Journalisterne må ikke koge noget sammen bagefter og sende det til godkendelse.

Min nytiltrådte kollega på The New York Times, public editor Margaret Sullivan, henviser i sin klumme i denne uge til en artikel, som avisen bragte midt i juli, som beskrev, hvor slemt det stod til med citatgodkendelse.

Avisens medarbejdere var gået med til at give højtplacerede kilder i præsident Obamas valgkampagne vetoret over artiklerne og måtte derfor maile dem til kampagnehovedkvarteret i Chicago.

Journalisterne på The New York Times er uden diskussion nogle af verdens bedste, og de har selvfølgelig kunnet se, at den var gal. Margaret Sullivan forklarer i sin klumme, hvordan det oprindelig var et forsøg på at reducere antallet af anonyme kilder, der fik journalisterne til at gå med til at udstyre kilderne med vetoret over citaterne.

Vores regler er meget enkle: Hvis det er aftalt, at en samtale er til citat, er alt til citat. Har man at gøre med en kilde, der må betegnes som magthaver – typisk en politiker, ledende embedsmand eller en erhvervsleder – tales der altid til citat, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

Og magthavere kan ikke trække citater tilbage med henvisning til, at de udtalte sig som privatpersoner. Både i USA og herhjemme skal læserne selvfølgelig kunne stole på, at deres avis er redigeret af redaktionen – ikke af politikernes kampagnefolk eller erhvervslivets myriader af kommunikationsrådgivere.