Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Spørger journalisterne dem, de er enige med?

En læser efterlyser flere forskellige eksperter.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Trænger læserne til en decideret Niels Egelund-pause?

Det mener en af dem, som mailede forleden, og som tydeligvis ikke sympatiserer med professoren fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, der ofte udtaler sig i avisen. Denne klumme skal dog ikke handle om bestemte ekspertkilder, men om redaktionens udvælgelse af dem. Først får læseren ordet:

»For os rejser spørgsmålet sig, hvordan Politiken som seriøs avis udvælger og matcher eksperter til specifikke emner. Vælger journalisten mellem de eksperter, som vedkommende ved, har ekspertise på et område, er det eksperten, der byder sig til, eventuelt ved altid at være beredt til at lade sig interviewe, også om emner, som ikke lige er vedkommendes spidskompetence, eller går journalisten efter at få det svar, vedkommende gerne vil have, f.eks. i forhold til politisk overbevisning? Det sidste vil man næppe åbent vedkende sig«, påpeger læseren, der åbenlyst er forberedt på at kunne løbe ind i modargumenter.

Læseren har ret: Jeg afviser totalt og aldeles nogen sinde at have ladet mine politiske holdninger præge mit valg af kilder, så det vil jeg ganske rigtigt ikke vedkende mig. Det har jeg samtidig svært ved at se, at redaktionen skal gøre, for jeg har ikke det fjerneste belæg for at hævde, at det finder sted.

Dels ville det være voldsomt uprofessionelt, dels ville det formentlig blive opdaget og i så fald udløse en fyreseddel, dels skulle det vel i givet fald også styres af chefredaktionen, og hvordan vil den bære sig af med det, når den ikke aner, hvem journalisterne stemmer på? Undskyld mig, men man kan blive så uendelig træt af den slags konspirationsteorier.

Derimod har læseren ret i, at redaktionen med fordel kunne trække på flere ekspertkilder – og lad mig i den forbindelse understrege, at det efter min mening er oplagt at gøre brug af Niels Egelund, selv om han ikke er populær i hele læserskaren. Hans evne til at formulere sig klart og forståeligt er efter min mening ikke til diskussion. Men jeg er særdeles godt klar over, at hans synspunkter er ...

Det er rigtigt, at man ikke skal læse mange udgaver af Politiken for at kunne konstatere, at spalterne til tider er befolket af Tordenskjolds eksperter, som uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang kalder dem. Det gælder bestemt ikke kun på uddannelsesstoffet, men inden for politik, økonomi og stort set alle andre stofområder. Mange kilder bruges meget ofte. Tænk selv efter, og på få sekunder vil en række navne dukke op.

Vi ville gøre læserne og os selv en tjeneste ved at finde flere forskellige eksperter

»Vi skal bestemt blive bedre til at opdyrke nye kilder, og vi er opmærksomme på problemet. Men samtidig nytter det ikke meget, at en ekspert har stor indsigt i et specielt område, hvis vedkommende ikke kan formulere sig, så vi og dermed læserne kan forstå det. Uddannelsesstoffet kan meget hurtigt blive meget ukonkret, og så er det, vi kommer i knibe, når vi skal formidle eksperternes vurderinger videre. Allerede, når de begynder at bruge ord som inklusion og går videre med en masse forkortelser, kan man meget hurtigt blive fjern i blikket. Vi må ofte sige til en kilde, at ’vi bliver altså nødt til at citere dig på denne måde, for hvis vi bruger din formulering, fatter læserne ikke, hvad du mener. Og det er kilderne med på«, siger Jacob Fuglsang.

Den pointe er meget vigtig: at en ekspertkilde kan have en meget dyb indsigt i et område – det nytter bare ikke meget, hvis vedkommende ikke forstår at give sin viden videre.

Efter snart fire års daglig redigering af Fejl og Fakta ligger det mig fjernt at udnævne Politikens medarbejderstab til genier – ej heller mig selv– men ingen af os kan formidle sammenhænge videre, som vi ikke har forstået. Når vi gør forsøget, går det som regel galt.

Meget ofte spiller vi på det sikre, når vi vælger ekspertkilder, men på mange studier er der heldigvis gennem mange år lagt større vægt på kandidaternes formidlingsevner, og det er min påstand, at vi forholdsvis nemt kunne finde mange nye ekspertkilder, som kan indse, at der nok skal være plads til nuancer i en avisartikel, men at vi ikke opererer med et noteapparat. Og at man skal gøre sig klart, at en avisartikel ikke er en videnskabelig artikel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mange højere læreanstalter yder den glimrende service at have en ajourført liste på deres hjemmeside, hvor man kan se, hvilke medarbejdere der har forstand på hvad.

Og på dage, hvor huset ikke står på den anden ende – tro mig, de forekommer, og gæster er som regel stærkt forundrede over, at der åbenbart ikke sker det fjerneste på redaktionen – ville vi gøre læserne og os selv en tjeneste ved at finde flere forskellige eksperter til at supplere kildelisten. Meget gerne også flere udenlandske.

Vi skal altid være kritiske, og derfor skeptiske, når kilder selv byder sig til. Det gør de dog sjældent.

Hvilket ikke desto mindre minder mig om vitsen om en tidligere minister, om hvem man sagde, at »hver gang han ser en journalist, sætter han i løb. Og ofte fanger han journalisten«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden