Kære alle sammen,

Det er i dag Grundlovsdag. Det er demokratiets festdag, og vi markerer, at det i dag er 163 år siden, at vi fik vores Grundlov. Det var den dag, hvor Danmark populært sagt gik fra enevælde til folkestyre. Et reelt demokrati fik vi godt nok først i 1915, da kvinderne fik stemmeret, men det skete også den 5. juni, så dagen i dag er i sandhed en dag, der er værd at fejre.

Selve Grundloven ligger i dag i en glasmontre i vandrehallen på Christiansborg, og nogle af jer har sikkert set papirerne på tæt hold. Men det er så vigtigt på en dag som i dag at minde os selv og hinanden om, at Grundloven er meget mere end nogle gamle papirer, og vores demokrati er så uendeligt meget mere end blot ét enkelt ord.

For et ægte demokrati med dybe rødder er ikke sådan noget, der kommer flyvende med storken, og så er det der bare. Vi kan se på mange andre lande, at de måske nok har Grundlove, der ser fine ud på papiret, men når det kommer til virkelighedens verden, så skal der en overordentlig god vilje til, før man kan kalde dem for demokratier. For hvis ikke selve demokratiets ånd er rodfæstet i et samfund, så bliver demokratiet i det pågældende land blot et skin-demokrati.

Indførelsen af demokrati her i Danmark skete fredeligt og langsomt. Og det var den helt rigtige måde at gøre det på, for det har betydet, at demokratiet har dybe rødder i Danmark. Og det skal vi være både stolte over og taknemmelige for. Men der er også endnu en grund til, at demokratiet, trods alt, trives så godt netop her i Danmark. Grunden er, at demokrati og danske værdier hænger tæt sammen.

Nu er det jo sådan, at vi i Dansk Folkeparti tit bliver spurgt om, hvad danskhed i grunden er for noget. Det er et glimrende spørgsmål, men som så mange gode spørgsmål, er det ikke enkelt at svare på. For der er jo ikke en facitliste på, hvad danskhed er, lige som danskhed heller ikke kan summeres op i et enkelt ord. Jeg synes for eksempel at sådan noget, som at man kan grine af sig selv, er meget dansk. Der er jo ingen af os, der er perfekte, ikke engang Villy Søvndal, og det ved vi danskere godt, og netop derfor har vi som regel overskud til at tage det med godt humør, hvis nogen driller os i en godmodig tone. Jeg er derfor sikker på, at Villy Søvndal synes, at det var rigtigt sjovt, da Helle Thorning-Schmidt gjorde os alle sammen opmærksomme på, at det ikke gør så meget, at Villy Søvndal, der jo er udenrigsminister, ikke taler godt engelsk, for han taler jo rigtigt godt hollandsk!

……………………….

Det var vi i hvert fald mange, der fandt ganske morsomt.

Men det er også meget dansk, at vi lytter til hinanden, at vi har en god debat, selv om vi er rygende uenige om et bestemt emne. Vi tager det ikke nært eller personligt, fordi nogen mener, at vi tager fejl. Vi bruger tværtimod argumenter og forsøger gennem en god dialog og debat at få overbevist modparten om, at vi har ret. Og det er vigtigt, at vi har respekt for alle, også for dem, der ikke er vores meningsfæller.

Tag nu for eksempel under valgkampen tilbage i september. Der deltog jeg i en række arrangementer med ingen ringere end vores nuværende kirkeminister Manu Sareen fra De Radikale. Vi var blandt andet en tur i københavnerbydelen Tingbjerg, lige som folketingskandidater fra Dansk Folkeparti og De Radikale spillede en fodboldkamp mod hinanden. Min beskedenhed forbyder mig at nævne, at Dansk Folkeparti vandt kampen 5-3, og det betød, at Manu Sareen og de andre radikale folketingskandidater skulle gå rundt med DF-badges resten af dagen. Ekstra Bladet spurgte Manu Sareen, hvordan han havde det med sådan at skulle reklamere for Dansk Folkeparti en hel dag. Og han svarede, at ”det er rimelig nederen. Folk er flade af grin, når de ser det”.

Se dét er dansk, når det bedst. Vi griner med hinanden på grund af en god spøg, og intet kunne være os fjernere end at true eller lige frem blive voldelige over for dem, der mener noget andet end os. For tro mig, der er meget, meget langt fra det, som Manu Sareen og De Radikale mener, og så til det, som jeg og Dansk Folkeparti står for. Jeg kunne tale lige til på næste tirsdag om hvor store politiske forskelle og uenigheder, der er mellem De Radikale og Dansk Folkeparti. Men I kan være ganske rolige, det gør jeg ikke. Danmark skal jo trods alt spille sin første kamp til EM i fodbold mod Holland nu på lørdag. Og der står vi sammen!

…………………………..

Jo, det er vigtigt, at vi respekterer hinanden og retten til at være uenige med hinanden og diskutere og debattere, så det fløjter og nogle gange endda slår gnister. For hvis vi først holder op med at anerkende, at det er ok, at folk kan mene noget andet, end vi selv gør, så er der ikke langt til, at vores demokrati udvikler sig i en negativ retning til at være et skin-demokrati, hvor vi ikke respekterer og lytter til hinanden, men hvor dem, der tilfældigvis har flertallet, bare gør, som det passer dem. Det er jo ikke demokrati, det er et flertalsdiktatur.

Naturligvis skal vi ikke glemme, at der i Danmark er islamister, nazister og kommunister, der ligefrem er erklærede modstandere af vores fredelige demokrati, og vil gennemtrumfe deres syge idéer og undertrykkelse af anderledes tænkende med vold og trusler om vold. Vi har oplevet islamister opfordre til drab på jøder, og for få år siden viste en undersøgelse, at hver fjerde indvandrer eller efterkommer med muslimsk baggrund mente, at lovgivningen bør forbyde homoseksuelle at dyrke deres seksualitet. Danske nazister er igen og igen blevet dømt for vold, og en helt ny rapport lavet for Social- og Indenrigsministeriet beretter, at venstreekstremistiske grupper i dag fylder meget i statistikkerne over politisk vold.

Der er nogle her i Danmark, der frygteligt gerne vil i dialog med disse grupper. De vil gerne ”forstå” dem, og de vil gerne nå frem til et ”kompromis”, så alle kan være glade. Men der er ikke noget at forstå, og der er ikke noget at diskutere. For hvad er det lige, vi skal tale om? Hvad er det lige for et kompromis, vi skal nå frem til? Er det sådan noget, som at man kun må dræbe jøder eller udøve politisk vold mellem klokken 12 og klokken 16 på hverdage i ulige uger? Er det sådan noget, som at man kun må tegne en halv tegning af Muhammed? Er det sådan noget med, at det er ok at bruge at kaste med brosten, men at man altså ikke må kaste med molotov-cocktails?

Nej, når vi står over for sådanne anti-demokratiske grupper, så skal vi som samfund klart og utvetydigt sige fra over for dem og deres rent ud sagt perverse holdninger. Sådan er det!

………………………………

Noget andet meget dansk er vores politiske arbejde på Christiansborg. Det har siden 1930'erne været grundlagt på en vilje til kompromis, som opstod i forbindelse med det berømte Kanslergadeforlig i 1933. Det var dengang en endnu værre krise rasede end i dag. Dengang hærskarer var arbejdsløse og levede i nød. Dér fandt Folketingets partier endelig sammen.

Mange i udlandet forstår slet ikke, hvordan det kan lade sig gøre med den ene mindretalsregering efter den anden. Men det kan det, fordi der i det danske parlament er en vilje til meget brede forlig – netop dette sikrer stabilitet i vores demokrati.

Og brede forlig kan der nok blive brug for i forbindelse med den røde regerings skattereform. Men nu er det store spørgsmål, hvor statsministeren vil gå hen. Vil hun det smalle forlig med regeringens eget, højst urolige parlamentariske grundlag hos de autonomes forlængede arm, Enhedslisten. Eller vil hun bevise, at regeringen VIRKELIG vil gøre op med blokpolitikken ved at komme de Ikke-socialistiske partier i møde?

Èn ting er sikkert: Dansk Folkeparti vender tommelfingeren nedad til rigtigt mange elementer i regeringens forslag til en skattereform. Hvorfor skal der skabes usikkerhed på et i forvejen presset boligmarked ved kraftigt at forringe rentefradraget? Hvorfor skal pensionisterne, førtidspensionisterne, de arbejdsløse og andre på overførselsindkomster betale for topskattelettelser – og hvorfor skal disse lettelser kun gives til danskere under 65 år? Og hvordan kan man få den tanke at skære i folkepensionens grundbeløb? Det kan man simpelthen ikke være bekendt!

……………………………

Hold da op, hvor er der mange tidsler, der skal luges væk, før vi kan være med. Vi vil ikke velfærd for de få – men velfærd for alle danskere.

……………………………...

Nede i Bruxelles eller Strassbourg, eller hvor EU-bureaukrater nu befinder sig i disse dage er det så som så med forståelse for demokratiet. Vi skal holde nøje øje med alle de mulige og umulige tiltag, som kommer fra EU. Her er der nemlig kræfter, der vil tage indflydelse fra Europas befolkninger og helst uden at spørge nogen som helst om lov til dette. Der synes ikke at være nogen grænser for, hvad EU synes, at EU skal blande sig i, når det gælder danske anliggender.

Da Dansk Folkeparti for eksempel med den tidligere regering for et års tid siden fik indført en styrkelse af kontrollen ved vores grænser, så reagerede EU-Kommissionen lynhurtigt med bekymring og kritik. Formanden for EU- Kommissionen Barroso sendte et brev, og der blev oven i købet efterfølgende sendt en såkaldt ”ekspertmission” af sted, der nidkært skulle overvåge dette tiltag, som et flertal i Folketinget havde formastet sig til at vedtage.

I dag er det så sådan, at Frankrig og Tyskland barsler med at ændre på Schengen-aftalen, så de kan få indført grænsekontrol i såkaldte ”nødsituationer”. Når vi så samtidigt hører, at ønsket hænger sammen med at Frankrig og Tyskland vil forhindre illegal indvandring, ja, så er det oplagt, at de to store lande egentligt gerne vil kunne indføre grænsekontrol, når det lige passer dem. Og det er desværre et af de store problemer ved EU, som det ser ud i dag: Når mindre lande som Danmark vil noget, så bliver vi gokket oven i hovedet af bedrevidende eurokrater, mens store lande som Frankrig og Tyskland nærmest bare kan gøre, som de lyster.

Vi skal heller ikke glemme finanspagten. EU's finanspagt lægger en ramme for landenes økonomi, og hvis det enkelte land ikke ligger inden for den ramme, ja, så udsteder EU bøder til det pågældende land. Jeg kan ikke se, hvordan det kan tolkes som andet end en suverænitetsafgivelse. Altså at vi flytter magt fra Danmark og til EU. Alligevel skal vi her i Danmark ikke stemme om finanspagten. Ja, faktisk er det kun Irland, der har haft en folkeafstemning om finanspagten. Hvorfor dog ikke spørge befolkningerne? Hvorfor dog ikke have en bred og folkelig debat om dette fantastisk betydningsfulde tiltag? Hvis nu en finanspagt er sådan en glimrende idé, så må det da være den mindste sag for tilhængerne at forklare dette til Europas befolkninger.

……………………………………….

Men nej, det vil man ikke. Eller måske snarere: Det tør man ikke. Det er meget lidt demokratisk, og hvis eurokraterne undrer sig over, hvorfor Europas befolkninger er så lunkne over for EU, som det fungerer i dag, så kan de finde forklaringen ved at se sig selv i et spejl.

Men, men, men, nu skal vi ikke glemme udgangspunktet. Og det er, at demokratiet her i Danmark på Grundlovsdag år 2012 har det godt. Alle jer, der er kommet her i dag for at få en dosis Grundlovstaler, er et lyslevende bevis på det!

Kære venner, mærk jer mine ord:

Vores demokrati er ikke en sart lille plante, det er derimod et stort og stærkt bøgetræ! Må det blive ved med at være sådan. Altid.

Tusind tak fordi I kom her i dag, og jeg ønsker jer en fortsat god Grundlovsdag.

Tak for ordet!