Den nye aftale mellem regeringen, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance på førtidspension- og fleksjobområdet er og bliver en spareøvelse. Det har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen indtil videre ikke været meget for at tale om, når hun er blevet interviewet til tv, men bundlinjen er, at der er tale om en spareøvelse på knapt to milliarder kroner.

At spareøvelsen kommer til at ramme nogle mennesker umanérligt hårdt, er da også en erkendelse, som selv regeringen har. Således erkendte den fremtrædende SF’er Anne Baastrup for åben skærm, at nogle vil opleve denne reform som katastrofal. Intet mindre.

Det helt store og overordnede problem med denne reform er, at der formentligt har siddet nogle regnedrenge og arbejdet løs i Finansministeriet med den store lommeregner og nogle komplicerede økonomiske modeller. De er så nået frem til reformmodellen, der betyder, at der pinedød skal spares knapt to milliarder, for ellers går regnestykket jo ikke op. Det er kasse- og systemtænkning, hvor man har sat økonomien og systemet højere end de mennesker, der bliver ramt. Også selvom forudsætningerne ændrer sig. Det undrer mig i grunden gevaldigt, at regeringen og de andre partier bag reformen ikke har overvejet de menneskelige konsekvenser nærmere. For eksempel ville sådan en overvejelse da være oplagt for statsminister Helle Thorning-Schmidt, der i valgkampen jo igen og igen sagde ”vi vil investere i mennesker”. Havde hun sagt, ”vi vil spare på mennesker”, så havde jeg kunnet forstå det.

Kritikken er da også haglet ned over reformen fra for eksempel Gigtforeningen, HK og FTF.

Der er da heller ingen tvivl om, at reformen vil betyde, at det for nogle af dem, der bliver påvirket som for eksempel scleroseramte, kan blive tale om en stor indtægtsnedgang. Fra FTF lyder det for eksempel, at en pædagog, der kommer i fleksjob på den nye ordning, vil tabe omkring 4500 kroner om måneden, mens tabet for en skolelærer vil være cirka 8000 kroner om måneden.

Derudover tvivler jeg kraftigt på, at der overhovedet kan oprettes de mange fleksjobs, som partierne bag reformen lægger op til. I øjeblikket mangler omkring 17.000 mennesker, der er visiteret til et fleksjob, et sådant, og regeringen har ingen planer om at gøre det mere attraktivt for virksomhederne at oprette fleksjob. Faktisk lød det fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i Radioavisen søndag den 1. juli, at hun hverken ville gøre det mere økonomisk attraktivt for virksomhederne at oprette fleksjob eller tvinge virksomhederne til det. I stedet blev det til en omgang varm luft om, at hun ville mødes med virksomheder, og så skal ”vi løfte kollektivt”. Jo tak, det skal nok hjælpe.

Når det gælder førtidspensionen, er det da positivt, at regeringen forsøger at gøre noget for at nedbringe antallet af førtidspensionister. Altså forstået på den måde, at man forsøger at gøre noget, så færre kommer ud i den situation, at de som måske meget unge får udsigt til et langt liv på passiv forsørgelse uden for arbejdsmarkedet. Men jeg har nu alligevel min tvivl om, hvorvidt det er den rigtige fremgangsmåde, regeringen her har valgt. Vi taler om en gruppe, der bestemt ikke har det nemt. Der vil være mennesker, der står over for at komme i langstrakte ressourceforløb, der kan vare op til fem år, hvor de i den periode må leve af kontanthjælp, og fordi de simpelthen ikke er i stand til at arbejde, så har de ikke selv muligheden for at forbedre deres egen situation ved at tage et arbejde, som en kontanthjælpsmodtager jo typisk er det, hvis ellers der er arbejde at få.

Dansk Folkeparti mødte i øvrigt op til forhandlingerne med regeringen og de øvrige partier med flere hovedønsker.

Vi ville sikre fleksjobberne mod at komme på lavere ydelser og miste pensionen, hvis de blev fyret og dermed komme den tilbagevirkende kraft i reformen til livs. Vi ville have penge til en kæmpe-indsats for at skaffe flere fleksjobs i det hele taget. Vi ville have minimumssagsbehandlingstider for fleksjob- og førtidspensionstildeling.

Vi ville have ændret det rigide krav, at reformen pine død skal give knapt to milliarder, og dermed ikke kan undgå at ende som en spareøvelse, hvor en skarpsleben sparekniv vil ramme en lang række mennesker.

Vi ønskede vi at få ændret optjeningsprincipperne for udlændinge. Det er sådan, at fire ud af ti af de 55-59-årige indvandrere i dag er på førtidspension, mens det samme kun gør sig gældende for godt hver tiende dansker i samme aldersgruppe. Vi har tidligere sammen med V og K fjernet den positive særbehandling af indvandrere/flygtninge i forhold til folkepensionen, idet flygtninge er undtaget for de optjeningsprincipper, der gælder for andre. Derfor vil det i vores optik være helt logisk og rimeligt også at fjerne særbehandlingen i forhold til førtidspension. Men det var regeringen slet ikke interesserede i. Det kommer nu ikke bag på mig, idet regeringen ved flere lejligheder har vist, at de prioriterer udlændinge frem for danskere. Når det for eksempel gælder fjernelse af starthjælp og forhøjelse af u-landsbistanden, så har der jo ikke været nogen smalle steder.

Slutteligt må jeg lige minde om, at reformen om førtidspension og fleksordningen kommer blot otte dage efter, at regeringen har indgået en anden aftale, hvor der bliver taget fra overførselsindkomsterne og givet lettelser i topskatten. På blot otte dage skyder man altså fra regeringens side skarpt mod to grupper, der altså ikke selv har valgt, at de er i en situation, hvor de skal have hjælp af staten.

Det er bare ikke i orden. Simpelthen.

Med venlig hilsen