Liberal Alliance er i et svært dilemma. De forstår, at det er vigtigt for det danske arbejdsmarked at få skabt bedre vilkår for de klogeste udlændinge. Tilsvarende er de enige i, at vilkårene for de svageste udlændingegrupper må forbedres. Men de vil for alt i verden ikke kunne beskyldes for at være blødsødne humanister!

Så hvad gør man? Tilsyneladende har Liberal Alliance udtænkt en snedig plan: Hver gang der er risiko for, at de fremstår lidt for humanistiske, så griber de ned i skuffen efter de kriminelle udlændinge. Frem kommer befolkningsgruppen, som alle elsker at hade. Og så skal de stikkes på bedste voodoo-maner! Stik, stik. Og på med tommelskruerne!

Nu er netop denne gruppe mennesker blevet stukket og strammet ganske meget, siden Pia Kjærsgaard kom til magten i 2001. Men måske kan skruen få et ekstra lille nøk, synes Liberal Alliance at tænke. Måske kan der være plads til endnu en lille nål? Derfor kom der fredag et par forslag til nye stramninger.

Hvis det her bare var tom strategi og politisk kommunikation, så ville øvelsen jo have været interessant. Men sagen er: Det er rigtige mennesker, som det handler om. Og karakteren af forslagene er meget overraskende. For de er så langt fra virkeligheden, at man må spørge sig selv, om Liberal Alliance overhovedet har sat sig ind i de eksisterende regler eller tænkt konsekvenserne igennem? Lad os bare kaste os ud i substansen, for den taler helt for sig selv. Liberal Alliance foreslår to ting.

For det første: Folk med permanent opholdstilladelse skal udvises, hvis de begår personfarlig kriminalitet eller andengangskriminalitet. Og folk med en midlertidig opholdstilladelse skal udvises, hvis de bryder straffeloven. Lige meget hvor lille overtrædelsen er – herut!

Det forekommer jo meget tilforladeligt. Hvem har lyst til at forsvare kriminelle udlændinge? Men nu er det allerede i dag sådan, at kriminelle udlændinge bliver udvist, med mindre det vil være direkte i strid med menneskerettighederne. Man behøver altså ikke være jurist for at forstå, at stramninger vil være ensbetydende med konventionsbrud. Men det vælger Liberal Alliance at fortie. Enten fordi de simpelthen ikke har styr på reglerne, eller også fordi partiet kun er ude efter den hurtige overskrift og den forenklende oneliner. Det første ville være pinligt, men dog tilforladeligt. Det sidste ville være både kynisk og spekulativt. Men kender jeg Liberal Alliance ret, så er de ikke dumme.

Men lad nu motivet være. Hvorfor mon konventionerne ser ud, som de gør? Det kan i virkeligheden formuleres med ét ord: Proportionalitet. Domstolene er forpligtet til at tage stilling til udvisning på baggrund af en konkret proportionalitetsafvejning (som det hedder).

Det betyder, at det er muligt at udvise udlændinge for stort set ingenting, hvis de blot er på gennemrejse i Danmark. Derimod skal der mere til, hvis der er tale om mennesker med en stærk tilknytning til landet.

Hvis et menneske har boet her hele sit liv; har børn, arbejde og venner her; taler sproget flydende og så videre – så er det ikke muligt at udvise vedkommende, hvis han eller hun i et øjebliks dumhed har stjålet en cykel. For så bryder man menneskerettighederne. Konventionerne sikrer altså borgere et minimum af rimelighed. På den måde kan lande ikke bruge simple lovovertrædelser til at slippe af med uønskede mennesker og dermed nægte dem retten til et familieliv.

Vi skal huske på: Det er de samme menneskerettigheder, der beskytter os danskere. Dropper vi rimeligheden og proportionerne over for udlændinge i Danmark, så kan vi heller ikke selv forvente rimelighed og proportioner, når vi opholder os i andre lande.

Det er det ene forslag.

Det andet forslag handler om statsborgerskab. Liberal Alliancen mener, at man ikke længere skal kunne opnå dansk statsborgerskab, hvis man har begået en straffelovsovertrædelse. Som i: Aldrig nogen sinde.

Her er der ikke tale om et muligt konventionsbrud. Men igen kommer spørgsmålet om rimelighed og proportioner på banen. Det er allerede i dag sådan, at man er helt afskåret fra at søge om statsborgerskab, hvis man har fået en fængselsstraf på mere end 1,5 år. Al anden kriminalitet udløser en såkaldt karenstid på mellem 3 og 12 år. I karenstiden skal man holde sig inden for lovens rammer og i øvrigt opfylde de øvrige krav til statsborgerskab, bl.a. krav om danskkundskaber, selvforsørgelse, ingen gæld til det offentlige og viden om det danske samfund.

De stramninger, Liberal Alliance foreslår, vil altså ikke ramme de alvorligt kriminelle udlændinge, for de er allerede afskåret fra at søge om statsborgerskab. Liberal Alliance vil nu ramme de mennesker, som har skiftet kurs. Dem som for længe siden har begået en mindre lovovertrædelse, men som gennem en længere årrække har bevist, at de for længst har lagt det bag sig. Det gælder den nyuddannede læge, der som 17-årig med hjertesorg ødelagde to vejskilte på vej hjem fra byen. Det gælder folkeskolelærerinden med to børn, der for ti år siden lod sig presse til at stjæle tøj i en forretning.

De mennesker er allerede blevet straffet efter straffeloven. Men ud over denne straf, som for længst er udstået, skal de idømmes en evighedsstraf. En straf som aldrig kan appeleres, som man aldrig kan prøveløslades fra, og som videregives til den næste generation: De mennesker kommer ikke til at få et dansk pas eller stemme til et dansk folketingsvalg. Deres børn kan ikke se dem som rigtige danskere. Og deres børn bliver ikke danske statsborgere.

Jeg har svært ved at tro, at Liberal Alliances egne vælgere synes, at det er rimeligt. Men måske håber partitoppen på, at deres vælgere ikke kommer længere end til overskriften? Sikke dog et trist syn på egne vælgere. Tænk hvis vælgerne faktisk vovede sig til at spørge, hvad der ligger under de flotte og kortfattede hovedsætninger?

På Christiansborg er Liberal Alliance et fornuftigt og forhandlingsparat parti. Fra tid til anden har de så behov for at gå ud og sende surrealistiske signalpolitiske forslag afsted i medierne. Sandsynligvis tror de, at det er dét, som deres vælgere vil have. Jeg nærer nu højere tanker om Liberal Alliances vælgere. Og jeg vil kæmpe for, at deres forslag får lov til at blive, hvor de hører hjemme: Som indholdsløs signalpolitik i medierne, langt væk fra konkret lovgivning.